På baggrund af Forædderi.

Jeg var og synge til en skærtorsdags gudstjeneste som kirkesanger. Der er ham ”Asbjørn”, som jeg på en måde forråder igen og igen. Så spurgte han pludseligt: ”Tænker du meget over det med forræderiet”? Jeg havde nævnt for min sidemand, – hvilket han overhørte, at min kæreste, som er teolog, ikke rigtig vidste, hvad han skulle mene om dette med at kirkerummet er fuld af borde, og at vi alle sammen spiser et måltid sammen, – ligesom Jesus i sin tid gjorde. Jeg måtte pludselig forsvare mig. Forræderi. Jeg havde netop gjort Asbjørn uret, og burde egentlig undskylde for det. Men jeg er så dårlig til at undskylde. I stedet bemærkede jeg hans forurettede blik på afstand, jeg kunne kun forsøge at råde bod. Han spurgte: ”Hvad tænkte du sidste år ved den her gudstjeneste?”. Jeg svarede: ”Jeg kan ikke huske det, jeg må indrømme, at jeg nok tænker for lidt over baggrunden for skærtorsdag, jeg kan bare huske, jeg syntes, det var grænseoverskridende at skulle bryde et brød (rent bogstaveligt i Møllevangskirken i Århus), og sige til den, man giver det til: ”Dette er Jesu Kristi Legeme”. Jeg følte mig som et dårligt menneske, hvad er det for et svar? Havde jeg ikke tænkt på forræderi eller Jesu virkelige legeme og blod, det sidste måltid, men kun på det akavede i at bryde brødet for sin sidemand? Jeg tænkte, denne Asbjørn dømmer mig, eller ser meget kontant på mig, mens han stiller disse stærke spørgsmål. Jeg må ha et bedre svar. Så sagde jeg: ”Jamen, jeg har tro tæt inde, f.eks. har jeg tænkt at lave en blog på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og der skrive om tro. Og min kæreste laver salmer, så vi snakker om det til dagligt”. Og hjalp mit svar? Bagefter sang jeg fejl i vore motet. Og jeg var ikke bedre end nogen andre, tværtimod. Asbjørn og jeg dukkede op som nye kormedlemmer akkurat på samme dag for cirka et år siden. Vi var så åbne og umiddelbare, at intet kunne slå os ud. Bagefter gudstjenesten var der brunch. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og lyste af tillid, men jeg afstod med et ”Ellers Tak”. – Hvilket jeg har fundet ud af ikke er et godt svar. Med svaret mente jeg: ”Tak for tilbudet, men jeg går hellere hjem og spiser frokost”. Og hvorfor hellere gå hjem? Jo, fordi jeg var bange for det sociale liv i koret. Kunne jeg svare for mig, hvis de nu spurgte, hvad jeg laver. Kunne jeg ligesom leve op til den tillid, han og de andre viste mig? Og nej, jeg gik. Med hovedet nede. Og inden jeg kom helt hjem til min lejlighed på cykel, havde jeg grædt de første tårer. Fordi jeg svigtede. En dreng (meget ung fyr) viste mig tillid. En anden spurgte ligeledes, om jeg ikke ville med til brunch. Jeg selv stod med 50 % af mig, der gerne ville til brunch, og de andre 50 % af mig turde ikke. Siden måtte jeg ligesom ”leve op” til dette svigt, og svigtede bare igen og igen. Mærkeligt som en mekanisme fungerer. Og som et valg, taget af frygt, har kolossale konsekvenser. Helt frem til i dag, et helt år efter. I dag svigtede jeg ham så igen, bare pr. automatik, fordi jeg har ham så kær. Derfor kunne han være så insisterende og spørge mig ud om forræderi. Derfor kendte han forræderi på egen krop. Og jeg var den skyldige. Jeg var netop den, han skulle spørge ud. Jeg var netop den, der skulle stå til regnskab. Jeg skulle have sagt undskyld, men gjorde i stedet for ingenting. Min samvittighed kvalte mig. Hvordan revanchere? Hvad med næste gang, der var gudstjeneste, hvordan overleve på en sådan hårdhed fra min side? Gudstjenesten gik i gang i dag. Jeg satte mig lidt afsides koret, simpelthen fordi der ikke var nok plads omkring korets bord. Jeg sad i fred, men også udenfor. En fra koret vinkede mig hen, jeg kunne godt være på et hjørne alligevel. Dermed ”svigtede” jeg organisten og hans familie, som jeg var kommet til at sidde ved. Men det var så mit dilemma. Jeg sad pludselig mellem tre mænd, og de snakkede om kapsejlads, om filmen ”Klovn”, og spiste en masse lammekølle. Jeg sad – godt. Jeg var endda spontan flere gange, og sagde bare lige, hvad der faldt mig ind. Jeg tænker, jeg skulle kompensere for noget. For ikke at have slået til på et tidligere tidspunkt, både ved at lave fejl i motetten rent fagligt, men jo også for denne Asbjørn. Jeg følte mig levende, så mig selv le højlydt, og falde helt naturligt ind i snakken omkring bordet. En kvinde, – hende, jeg synger alt – stemmen sammen med – betragtede mig, mens jeg kiggede hen på organistens børn. Måske vidste hun, at jeg med min baggrund elskede dem lidt mere end de andre. Eller også smilede hun bare over, at jeg strålede lidt som en sol. Mens jeg først i gudstjenesten gik i mørke, med bøjet hoved og skam, stod eller sad jeg nu oprejst, i øjenhøjde med verden. Og det var, hvad Asbjørn gjorde ved mig. Under den sidste salme, mødte jeg Asbjørns øjne. De smilede. Jeg tænkte, det var alligevel det bedste ved i aften, men samtidigt jo kun på baggrund af, at det havde været det værste ikke at få det smil. Så der, hvor jeg manglede og gik galt, blev jeg hentet ind igen og smilt til. Kære, det var måske grunden til, der skulle være forræderi. At man bagefter kunne forsones. I de minutter, hvor præsten sagde, vi kunne ”bede i stilhed”, bad jeg. Men ikke om nåde eller tilgivelse, som ville have været det retteste. Jeg bad om, at jeg ville blive synlig. For jeg gik skjult med så meget. Og her var en bid fra mit hjerte. Mest for at nå dem, der også har forrådt. Og nå dem, der fejlagtigt troede, de havde forrådt.

Skærtorsdag, d. 21.4.2011.

%d bloggers like this: