ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Min kunstner åre var næsten tør. Jeg ville allerhelst skrive om kærlighed, også så andre mennesker kunne genkende sig selv i det skrevne. Som kunne jeg være et spejl. På gaden møder jeg dem, jeg har behov for at møde. Hvorfor skulle Gud ellers lade disse personer krydse min vej? Bagefter tænker jeg; pudsigt at møde netop ham der. Men det tænker Gud slet ikke. Min kunstner åre havde holdt mig til ilden i flere år. I dagevis var jeg blevet oppe om natten for at skrive, og måtte tage mig en lur midt på dagen. Jeg havde malet malerier, som om det var det sidste, jeg skulle gøre før jeg døde. Og billederne blev bedre af det. Meget bedre end senere, hvor det at male blev et tørt håndværk. Jeg taler om det ”tørre”. Det betyder vel, at der mangler et eller andet. Men at man ikke er livslang kunstner, men bare fandt den retning eller den bevægelse i nogle år, kan man vel ikke klandre nogen for, eller begræde. Det er fedt at være opfyldt af noget, en lidenskab, en strømning, der vil i en bestemt retning. Og give det ubegribelige form. Se det stå foran sig. En node, et maleri, et digt. Og på mit blære – stempel (som jeg kalder det), står der: Maler, Forfatter og Komponist. Hvilket spejl kunne jeg da være for verden? Jeg kunne sige til verden, at jeg har overlevet traumer ved at lave kunst. At det er én måde at arbejde sig ud af kriser på. Jeg kan lære børn – måske en dag, at alt er muligt. Har du et farvekridt kan alt ske. På meget få sekunder endda. Eller hvis du opøver dig i klaverspil, står du måske en dag og skal bruge det. Og alle de øve timer, hvor måske kun disciplinen holdt dig oppe (dog for mig var det måske Bach, der holdt mig oppe:)) batter måske noget senere hen i livet. Jeg skal ikke sige eller være fortaler for, at intet er tilfældigt, og at man kan bruge hver øve time af sit liv til noget. Men intet er vel helt forgæves. Hvad dem, der begår selvmord, det optager mig faktisk meget, var de da forgæves? Tabte de da? Nej, næppe. Tværtimod viste de os et mod. Og jeg har selv snust til selvmord fra mit eget liv, uden deraf at være blevet modig, men det er et afsind som alle mulige andre afsind. Vi andre – såkaldte ”Kunstnere” – vi tålte livet, fordi vi omsatte vores energi til noget. Hvad med dem, der ikke kunne det? Jeg kan bryste mig af at have lavet 600 små melodier, men det var da fordi jeg kedede mig og ikke havde noget socialt liv. Det var af nød. Men også fordi jeg kunne. På én gang havde jeg latent i mig evnen til at lave melodier, men det var først efter, at jeg en nat drømte, at jeg kunne, at jeg virkelig forsøgte mig i det fag. Skal der en natlig drøm til at lave kunst? Før man opdager, at man kan. Hver gang nogen siger, de ikke kan male, spørger jeg altid: Har du da prøvet? Når nogen roser min sangstemme, siger jeg: Ja, jeg må have arvet den fra min mor og far, som begge er musikere. Jeg har altid tænkt, det var tilfældigt, at det var mig, der blev kunstner. At mine digte er blevet udgivet, skete vel kun fordi der på forlaget sad én, der var venligt stemt lige mod det, jeg skrev. En anden dag var vedkommende (på forlaget) måske stemt for noget andet. Men jeg ”røg igennem”, nåleøjet. Jeg blev godkendt som forfatter, fordi en eller flere konsulenter (flere, var det faktisk) kunne lide det, jeg skrev. Hvem plantede denne konsulent der på det rette tidspunkt, så jeg kunne få udgivet digte? Jeg skriver sådan i det her blog – indlæg, fordi jeg faktisk bare vil vise min taknemmelighed. Jeg fik flere ting i mit liv, som ikke blev givet til andre. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Jeg sparede godt nok sammen til held, ved at være ret uheldig tidligere i mit liv, hvor jeg kom ud for smertelige og uoprettelige ting. Var det en belønning for svære tider, at jeg senere hen følte lettelse? Skulle alle, der er smertet af livet, ikke ved enden lettes for byrde? Jesus bar et kors. Et fysisk kors og et psykisk kors. Ikke at jeg kender ham, men et kors må være tungt, uden at han nogen steder har sagt det til nogen. Uden at han nogensinde har beklaget sig. Jeg har ikke hørt hans klage, dog hvor han føler sig forladt af Gud, men det er jo mig bekendt ikke det sidste, han siger, men derimod at ”det er fuldbragt”. Klagen er ikke hans sidste ord, det er ord undervejs. Mens dødsprocessen er i gang. Og går vi ikke alle igennem bitre ting, før tingene igen lysner. Ville vi da – i lyset – have undværet de dage, der gjorde ondt? Ja, med det samme, i et øjeblik ville det da have været enklere og lettere, hvis de tunge, uløselige dage ikke var der, men måske det for det meste alligevel giver mening, at de var som de var, når de endeligt er overstået. Det er så let at sige med overblik over dage, der er gået, at det klarede man sagtens, og kom endeligt an en anden gang, for nu har jeg rejst mig, fra det lave leje, og gjort mig fri. Nu står jeg helt i det fri. Konflikter – kom bare an en anden gang. De har styrket mig, jeg er kommet stærkere ud ”på den anden side”. Det er så svært – midt i de tunge dage – at se sig ud af krisen. Det føles som om, der aldrig har været andet, og aldrig igen vil være andet nogensinde. Vi møder kriser forskelligt. Jesus løftede et kors, bebyrdet. Lagde det fra sig, begyndte sit himmeltogt. Vi andre har ikke noget fysisk kors at bære på. Vi ønsker måske nogle gange, at vi ku have hjulpet ham (Jesus). Men måske får vi lejlighed igen. For i morgen er endnu en dag, god eller dårlig. Bebyrdet eller lettet. Da rejser jeg mig – blandt alle Jer andre, som også rejser Jer. Går dagen i møde, som den møder os. Noget af det, jeg ser, har jeg besluttet at se, andet har jeg ingen indflydelse haft på. Jeg er ikke kunstner, fordi jeg ellers ikke kan holde mit liv ud. Men at skrive – også der her (om end det næppe er kunst), skaber et møde, mellem læseren og jeg. Jeg ser ikke, hvordan det skrevne bliver modtaget, i det hele taget ikke hvad manden, som jeg passerer på gaden i morgen, vil tænke om mig. Jeg kan sende noget ud i verden, af sted, på mine præmisser, eller med det i lasten, som jeg ønsker skal ramme eller gavne andre. Jeg vil ikke bebyrde eller være et åg. Jeg vil højst være mit eget åg. Og jeg kan hjælpe en barnevogn ind i bussen i morgen, og bære på den måde. Men ham, der har båret mest, ser til hvor ringe min offervilje egentlig er. Bagefter kommer Jesus ud af bussen og siger mig Tak for hjælpen. Jeg er helt mundlam. Jeg troede, jeg var den, der bar. 31.7.2011.