Jeg vidste ikke, hvorfor smerten skulle bide i maven. Hvorfor lige der? Hvorfor sad den ikke som et fnug på min trøje, så jeg kunne vifte den af? Hvorfor ikke et sted, hvor man kunne se den. Så kunne man kalde den et eller andet, og måske endda gå tur med den (..). Hvorfor ikke et sted, hvor jeg kunne se den (i øjnene)? Hvordan formulere smerten i maven med hænderne foran tastaturet? Hvordan skulle den finde vej derhen? Mine hænder er så fattige. De forstår kun at skrive ordet s m e r t e. Med seks bogstaver. Mere kan de faktisk ikke. Min mave er rig på uro. På alle mulige overraskende tidspunkter, når man mindst venter det. Ligesom en angst, der driver ind over én og ler ad én, som siger: ”Ha, det havde du nok ikke regnet med”. Som noget, der kommer bag på en, overgår en. Som en gammelkendt ven, der kommer på besøg. Uventet og ubelejligt besøg. Forfattere over hele verden har beskrevet det tusinder af gange. Det samme fænomen. Vi går jo alle med de samme ting, og er vel dele af eet hele. Vi vedkommer hinanden, vil hinanden. Ved svingdøren holder vi døren tilbage for den næste bag os. Sådan er vi som mennesker. Når kærligheden kalder på, at vi reagerer på noget, reagerer vi på det noget. Helt instinktivt. Nogen bekriger hinanden, men jo ikke i længden, det kan de slet ikke holde til. Inderst inde vil vi vort medmenneske det bedste. Men ikke altid gør vi det bedste mod dette medmenneske. Det er ligesom når min mavefornemmelse siger mig én ting, mens mine hænder skriver noget helt andet. Som om der ikke er forbindelse mellem de forskellige led. De forskellige viljer eller drifter. Min mave gør ondt. Det er på en psykisk måde og betyder ikke vanlig fysisk smerte. Jeg har da ikke bestemt, at jeg her til aften skal være angst eller udsat. Det er ikke en beslutning fra min side, endda ikke for at lære af angstens veje og natur. Kunne jeg bare have kaldt den noget andet, var jeg måske aldrig blevet en del af det psykiatriske system. ”Uro”, ”nervøsitet”, ”ufrit følelsesliv”. Måske var jeg da i stedet endt på universitetet! Men der er ikke et fag (på universitetet), der hedder: ”ekspertise i følelser”. Satans også, det kunne ellers have været fedt. Jeg er jo ekspert (på det område). Vi andre må gå i det skjulte, med en erfaring, vi kun selv kender til. Og andre på fortovene ser godt nok vores blikke, studser måske engang over blikkenes dybde. Det siger dem noget om, at de ikke skal spørge ind til os. Hvad der plager os. Vi spørger nemlig allerede selv om, hvad der plager os. Og vi forstår ikke vores undergrund. Hvad dannede os den årle morgen. Hvorfor var der ikke bygget et ordentligt fundament under vores opvækst. Hvad havde skubbet os på afveje, væk fra den naturligste livsbane. Hvorfor endte vi i grøften, på sidelinjen, når vejen lå lige ved siden af? Hvorfor måtte andre tage de skridt, vi havde tænkt os at gå. Eller drømt om at gå. Derfor går jeg i dine fodspor. Fordi jeg ikke kunne gå i mine egne. Du banede en vej, og jeg kunne trygt betræde den samme vej, lige efter dig, der hvor du havde trådt. Der var nogle gange mudret, og jeg faldt også indimellem. Men så vendte du dig (bare) om, og hjalp mig på fode igen. Tænk, at du udstak en vej for os alle og én. Jeg gik en dag, hvor jeg ikke før havde gået. Det var, fordi jeg var på af – veje. Pyha, jeg var helt svimmel og forvirret. Ingen havde gået den vej før. Ingen retningslinjer nogen steder, intet lys forude, jeg kunne pejle efter. Intet menneske, der forude råbte: ”Kom, her er jeg”. Men det var (heldigvis) kun en stund. Nu er jeg aldrig længere ”svimmel”. Ikke som da jeg for 15 år siden pjækkede fra undervisningen på Kunstakademiet – ikke for at have noget bedre at lave. Vildt mærkeligt faktisk. Så løb jeg en tur, eller gik ned og handlede ind, som om ingenting var i vejen. Og jeg skulle have været i skole.. Så blev jeg lidt svimmel, faktisk. Ude af trit med mit egentlige tråd. Ude af føling med min inderste vilje. – Som jeg nu ved, vil mig det bedste. Det bedste var at pjække. Det bedste var, hvad der skete. Intet galt i min livsbane. I nogens livsbane. Vi gjorde netop, det vi kunne på daværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne ikke både være på Kunstakademiet og hjemme. Jeg kunne ikke både have udviklet sociale færdigheder til at deltage i undervisningen på lige fod med de andre, og så samtidig have trang til at isolere mig derhjemme. Jeg måtte splitte mig i halve stykker. Det gør de fleste måske. Det viser sig sikkert, at jeg bare er som alle (I) andre. Bare. Være som de andre. Du gør ligesom ham der henne, så falder du ikke udenfor. Du går, hvor hende der går, så er du ikke alene på din vej. Du køber det samme i supermarkedet som de fleste køber, for så er du en del af en trend. Vi efterligner hinanden overalt. Ser jeg en i en gul bluse, får jeg lyst til en dag selv at tage en gul bluse på. Vi inspirerer hinanden. Jeg ved nu, at jeg ikke kan klare mig selv, helt alene. Jeg er afhængig. Jeg lægger mit liv i en andens hånd. Og jeg tager hans liv i min. Jeg er ikke uden supermarkedet. Uden de handlende. Uden nyhederne i tv. Jeg er. Ja, men det er vi alle. Gaden har villet mig i dag. Jeg kunne se fortovet længes efter at lægge grund til mine fødder. Jeg kunne mærke min cykel støttede mig. Hvad siger det om et socialt liv, at gaden vil en noget? Det siger, at alt er afhængig af alt. Uden Et Hele er vi ikke en del i os selv. Jeg lægger til grund. Jeg gør. Ligesom fortorvet før. Jeg spreder mig helt ud med armene ud til hver side og spredte ben. Det er en fed stilling at slappe af i. Selvom den også er alt for blottende. Jeg gør bare som Jesus. Jeg synes både, hans navn er flot, og hans kjortel er stilfuld, og hans ord er kloge. Jeg følger – dig – Jesus. Må jeg? Næsten som en bøn. Jeg er ikke god til at ligge, må jeg i stedet rejse mig? Må jeg gå skridt fremad, hvor du ikke i forvejen er gået? Må jeg gå min egen udstukne rute, som ingen hverken før eller efter mig går? Må jeg gå i mit eget tempo, selvom Du gik hurtigt? Må jeg indimellem gøre som dig, bare gøre det samme som dig, for at føle mig tryg og på sikker grund? Hvad kræver du af mig; at jeg går stille, sikkert, med iver, eller med skam? Hvordan gik Du her, Jesus? Kan jeg spørge. Han svarer mig (som altid): ”I dine spor”. 18-04-2012.
18 apr