Læren om læren

Det skulle da lige være, hvis jeg tabte. Hvis mine tårer var grædt forgæves. Tænk at være her for ingen grund! Det skulle være, at jeg kom, gik og tabte. Men hvem dømmer et nederlag? Står der 2 – 0 til den ene, fører vedkommende vel? Eller hvad hvis, når vi spiller badminton, jeg altid føler, at Lars vinder kampene, selvom der på måltavlen står cifrene 11-8 til mig? Hvem siger, om ikke han, der står forsigtig i hjørnet, råber det højeste Halleluja overhovedet?! Jeg siger jer, et nederlag føles nedtrykkende. Man har lyst til at gemme sig væk. Vil helst ikke tale om cifrene, der endte til den andens fordel. Man kan ligesom ikke forstå, at Gud ikke var med en, og ville en det bedste. Men hvem dømmer, hvad det bedste er i den situation? Blev man ikke styrket af at gå duknakket for en tid? Tåle sit eget blik, som den eneste. Hvem sagde, om ikke han vandt, der gik med tab? Nogen tog noget fra ham, som han havde kært. Det var meningen, han skulle beskrive lidelsen i at være foruden. Kender vi ikke alle følelsen af at vores kære går bort fra os, så det næsten skærer os i hjertet? Derfor sagde jeg bittert i flere år; ”Gud gav mig ham, så han kunne tage ham bort fra mig.” Det føltes nemlig, som om Gud bare skænkede mig ting, for så senere at frarøve mig dem igen. Ingenting var blivende, bestandige. Kun min tro på, at det var skæbnen, der talte. Og at jeg måtte gå med den til verdens ende. Nu har jeg glemt sans og samling, og retning. Og de ting, jeg får, varer typisk ved; Mit lønnede arbejde i kirken, harmonien og balancen i mit parforhold, min skuen fremad på baggrund af at skue bagud. Jeg skulle gå styrket herfra. Ingen tvivl om, at der var en lærdom hernede, jeg skulle forstå. Intet under at jeg er den uartige dreng i klassen. Se min lærer!! 12.3.14.

2 responses to this post.

  1. Kære Anne Marie.

    Dit indlæg fik mig til at tænke på – hvornår det er tingene i livet ”lykkes” for mig.

    Tingene i mit liv lykkes som ofte bedst, når der er plads til at være det – du beskriver, som: Uden sans, samling og retning. Det er, når jeg finder ”plads til” at være det, jeg er ”bedst”. Det er der, min menneskelige dømmekraft er bedst, der jeg får mine bedste ideer – der hvor livet bare ”kører”.

    Og det, der kan ”slå knuder” for mig, er, når jeg ramler ind i sammenhænge med mennesker, der synes, jeg mangler ”strategisk retning” – som de så selvfølgelig gerne vil ”hjælpe” mig med – ved at drive mig til vanvid, med deres meninger om, hvad der kunne være en passende ”rød tråd” ”i” og til mig.

    Jeg lærte lidt ”overlevelsesteknik” af Jette (Den psykolog jeg fandt, da jeg i mine unge dage kom tæt på nogle voldsomme reaktioner i forlængelse af et selvmord). ”Stol altid på din første indskydelse – selvom om du ikke kan forstå og begrunde det med logikken – for det er din første indskydelse, der er den ”rigtige”. Det var et lidt underligt ”råd” at få. For hvad skulle jeg dog bruge det til? Joh – jeg kunne jo lære, at det der var min lære i livet, mere handlede om at få beskrevet og realiseret min første indskydelse i forhold til omgivelserne – der var ikke noget i det, jeg skulle erkende eller forstå på det personligt erkendelsesmæssige plan. Kun på det plan, der handlede om det mellemmenneskelige samspil. Og det plan, er jeg jo ikke alene om at styre. Der er altid mindst en anden part om at styre det 🙂

    Kærlig hilsen Ulla…

  2. Kære Ulla.
    Dine dyrebare råd og erfaringer er nyttigt gods, både for dig og os andre.
    Det er klart, du hører til eliten, hvad angår at forstå og beskrive psykologiske “bevægelser”, som vi mennesker gør. Med afsæt i dine personlige oplevelser og læresætninger.
    Dit bidrag er unikt og særligt for dig, men rækker ud og bliver vedkommende for enhver:)
    Kærlig hilsen Anne Marie.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: