Man formår det, man formår. Man har ikke uanede mængder kræfter, og vi er nogle, hvor træthed udmynter sig i vrede. Derfor tager jeg ikke med i biografen i aften. – Skønt jeg holder af de mennesker, jeg der ville møde. Jeg kan ikke være vred før biografen, inde i biografen, og når jeg bagefter tager hjem. Jeg skal tidligt op på arbejde i morgen. Og selvom du tror, jeg ikke kan forvalte min aften, og måske ærgrer mig over mit afbud i stedet for, så tager du fejl. Jeg kan udmærket være ikke – vred herhjemme, og have det godt med det. Jeg bliver meget hård, og kalder det for ”livslede”, som jeg føler. Det betyder egentlig bare, at jeg ikke glæder mig til noget i min nærmeste fremtid. Ja, tværtimod tynger opgaverne mig allerede. Jeg kan ikke se mine fødder gå inde ved cinecity (biografen) klokken ni senere i aften, så derfor placerer jeg dem i stedet for herhjemme. Jeg kan ikke se mig cykle derind, tage bussen derind, eller gå derind. Altså; hvordan skal jeg så komme derind? Jeg kan ikke forestille mig hyggesnakke på en cafe, en time før filmen starter, netop fordi jeg jo er i underskud lige nu. – Skønt, det er mennesker, jeg gerne vil sludre med, – en anden gang. Du tager fejl. Selve beslutningen om ikke at tage med, har jo frigjort fornyede kræfter. – Til f.eks. at skrive det her. På lørdag vil min mor spørge, hvorfor jeg ikke var med i biografen, når vi omtaler filmen over for min bror og hende, fordi min bror i dag nævnte, han havde set den. Og til det vil jeg svare: Hold dog op! Jeg har samme grund, som du har mor, når du skriver, I tager toget til Aarhus, fordi I ikke magter at køre i bil selv. Er det så underligt? At skulle forsvare over for andre, hvor lidt eller mange kræfter, man har til sine gøremål, virker helt absurd. Er man træt, har man jo brug for at lægge sig. Ikke kaste sig ud i endnu flere gøremål. Starter en film inde i biografen, og man fra starten ikke er oplagt til film, ja faktisk bare hellere ville sidde derhjemme i sofaen, skal man jo sidde derhjemme i sofaen! Det er givet, at nogle har brug for mig derinde. Eller gerne så, at jeg var kommet. Og bidraget til fællesskabet. Det sagde jeg selv først på aftenen: ”Jeg kan ikke være bekendt at blive hjemme i aften”. Men jeg er det bekendt. Når timerne, der kommer forude, er så præget af ulyst, at jeg næsten væmmes, og ønsker mig et helt andet sted hen, så er det på tide at kigge på andre alternative muligheder. Kunne man få en anden aften, end den planlagte? Du, mor, du skal ikke dømme mig på, hvad jeg når. Eller ”kan klare”. Du, ven, du dømmer mig måske på, at trætte er vi jo alle. Du kæreste, du skal have tak for selv at tage derind. Og hvad er ”en god aften”? Hvem skal dømme, om Gud er her eller der? Men han er ikke her. Det er det, jeg vil sige. Ham imod. 26.6.14.
26 jun