ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Det var, som om vi var uden noget. Uden drivkraft, fremdrift, inspiration. På badmintonbanen, altså. Og hvad gjorde det? Når vi nu alligevel jog hinanden rundt i manegen. Og fik rørt kroppen til fulde. Du skal ikke være ked af det. Selvom du skulle afvikle en telefon samtale, som du bestemt ikke glædede dig til. Du spillede simpelthen som en, der var bange. Tøvede i dine slag, – ja ikke alle, men du spillede som en, der var ramt. Jeg skulle til at sige til dig, at det eneste, du bør være bange for, er dig selv. Alt det, du frygter ude i verden, personificeret i f.eks. et andet menneske, er sider af dig selv, som du ikke ønsker at blive konfronteret med. Alt, du burde frygte var – dig selv. Du skal ikke lære mig om livet, Rie, siger Lars måske så. Jeg kan godt selv gå ad min vej. Og da jeg kom i snak med en fra omklædningsrummet, vidste jeg, at jeg allerede var et andet sted. Videre, uden at tage noget af dit åg på mig. Mine skridt førte mig ind i kvindernes omklædningsrum, og dine ind i herrernes. Vi har tanker hver for sig. Og også køn hver for sig. Du spiser anderledes end mig, skriver anderledes. Men din frygt kunne jeg kende, som var den min egen. ”Uinspireret”, kaldte jeg os bagefter spillet. Hvad bilder jeg mig ind? Og er det ikke ligegyldigt, hvilket humør man er i, mens man spiller badminton? Jo, men ting kommer ligesom frem i det rum, man kan ikke skjule sig længere. Det er totalt blottende! Jeg er omkring alle mulige følelser undervejs, af at være fej, hård, ydmyget, spottende. Ja, jeg ville helt ærligt ønske, at jeg under spillet kunne hæve mig en smule, og se det hele lidt ovenfra. Det ville hjælpe på moralen, sådan på verdens plan…Du syntes, jeg gav dig for mange point, og mig selv for få. Du tror, jeg dækker over noget, får medlidenhed med dig, og forærer dig oplagte chancer. Men det gør jeg nu ikke. Jeg er kun bange for at komme i kontakt med kynisme, overlegenhed. Og selvom det er to elementer, vi alle indeholder, måske på hvert vores felt, så irriterer det mig, at lige jeg skal indeholde dem. Du skal ikke sige undskyld. Jeg skal ikke bære over med noget. Ja, ingen skal bemærke noget fra dagens kampe, andet end at alt var, som det plejede at være. Vi svedte, fik motion, råbte lidt, blev lidt irriterede på mændene på banen ved siden af. Ja, hallen så jo også ud, som den plejede at se ud. Hvad var da i vejen? Der er bare det ved det, at jeg undrer mig. Jeg tager det ikke for givet, når vi tager lidt ligegyldigt på spillet. Det skal gælde noget. En slap tilbagelægning regner jeg ikke for noget. Vi skal sparke, slå, falde undervejs. Vi må ikke give op, blive slappe, give køb på noget. Vi må aldrig tage ligegyldigt på livet. Det skal gælde selv døden. Du skal ikke sige, at sommeren gik fint eller at vejret var godt (hvilket du heller ikke har sagt). Du skal sige, at vi gjorde det godt, mens det var sommer. Under dette års sommer sejrede vi med det og det. Vi er ikke kommet for at ligge på den lade side. Eller se passivt til, at begivenheder foregår for øjnene af os, uden at vi deltager. Du skal bemærke dette: Hævn kan man godt tage i badminton. Men ikke i livet i øvrigt. Der er ikke noget, der retfærdiggør, at man gør gengæld. Særligt ikke med ”onde” eller ugunstige kræfter. Man kan have holdninger til ting, have egne værdier, som man holder på, og kæmper for, helt i orden. Men man kan ikke have ret. En anden vil altid stå på sin ret, og hvem af os har så ret? Du skal ikke spørge, hvorfor jeg vandt de fleste gange. Det er, fordi der ligger noget selvfølgeligt i, at jeg har spillet mere end dig op igennem mit liv, gået til træning som barn, spillet turnering, lært forskellige slag fra bunden. Der er vilkår, der er uomtvistelige? Nej, du skal derimod spørge, hvorfor det så alligevel føles, som om du vinder. Men det er så indlysende, når nu dit virke består af et langt sejt træk, hen over himmelen og jorden. Du indeholder vulkaner og storme. Og alligevel er du bange for netop disse træk. Vær ikke bange. Men hvem er jeg, der taler om at skille vande og slukke ildebrænde, og stilne storme? Jo, jeg er dit modspil. Dit kvindelige modspil. Og næste mandag til badminton er vi ikke bange, men opfyldt. Men dem på banen ved side af skal selvfølgelig være enige. Og i sidste ende er det hele vel op til Gud? Men se, Han spørger – os. 4.8.14.