Angsten for det gode

Der skete det heldige her til aften, at jeg fik muligheden for at forære en ung kvinde en tyver i bussen, da jeg overhørte, at hun havde glemt sit klippekort. Hun var så bange for, at der ville komme kontrollør, at hun var parat til at stå af ved næste stoppested, da hun heller ikke havde kontanter, hun bare kunne bede chaufføren om at veksle. Det gav mig netop 10 sekunder til at tænke mig om, kigge efter i min pung for kontanter, opdage at jeg rådede over en tyver, og så forære hende den. Bagefter skulle vi, som tilfældet ville det, sidde lige bag ved hinanden. Kvinden og hendes veninde havde før sludret højlydt, men nu var de helt tavse. Jeg tænkte; denne situation er lidt klemt, så jeg står bare af ved Viby centret, så kan jeg handle lidt der. Så skal vi ikke længere sidde i denne mærkelige hensyntagen til hinanden. Allerede da jeg gik op mod chaufføren (som jeg jo elsker at sige: ”Tak for det” til), kunne jeg ane bag mig, at de satte i gang med en samtale igen. Alt var, som det skulle være. Jeg spekulerede bare på, hvorfor jeg ikke kunne være blevet siddende på rækken foran deres, og bare udholdt at have gjort en såkaldt god gerning. Og hvorfor udholdt de ikke at sidde bag ved mig, som havde gjort dem en tjeneste? Fortsætte deres frimodige snak og tone. Jeg kalder det angsten for det gode. Lidt senere, da jeg så stod ved busstoppestedet på vej videre hjem, spurgte en fyr, om bussen ”går til Risskov på denne side (af vejen)”, hvortil jeg kunne svare: ”Ja, det gør den”. Derefter sagde han mig ”Tak”, og igen kunne jeg ligesom ikke glemme, at vi havde så fin en kommunikation. Tænk, så heldigt, det var, at jeg kendte vejen mod Risskov, fordi jeg tager den bus hver eneste dag. Og bare kunne hjælpe ham, ved at sige ham fire korte ord. Jeg blev så stolt og på samme tid blufærdig, at jeg helt overså, at han røg mig lige ind i ansigtet bagefter. Det gjorde mig ikke det mindste! Da jeg så – pga. noget hoste, jeg har for tiden, som lægen dog ikke anså for noget alvorligt – tog tilløb til at sætte i et ordentlig host, holdt jeg endda det host tilbage, fordi jeg skønnede, manden måske ville tro, han generede mig med sin røg. Hvad kalder man det? Man kalder det angsten for det gode. For at det gode skal forsvinde. I den ene situation måtte jeg gå, fordi vi opførte os akavede over for hinanden. I den anden situation blev jeg, koste hvad det ville.
8.9.14.

2 responses to this post.

  1. Ja – det er noget besynderligt noget, det med angsten for det gode.

    Hvis man rækker en hjælpende hånd ud – uden nødvendigvis at tænke over det, kan man bagefter være nødt til at gå, fordi mennesker ikke bare kan sige tak – og lade det være det. Det er ligesom pinagtigt. Eller som jeg nogen gange har oplevet det. Mere vil have mere. Det bliver taget som noget dybt personligt, så man efterfølgende kan blive påduttet en form for frelser-rolle, som andre bare kan suge løs af. Og så fortryder jeg nogle gange bittert, at jeg ikke bare gik forbi og lod som ingenting.

    Og ja – det kan også være svært at undvære oplevelsen af det gode. Bare det at få lov til at opleve, at der er noget, der kan fungere uproblematisk. Selvom det dybest set var en lille ting. Jeg har nogle gange måttet tage mig selv i at være taknemmelig for, at jeg ikke fik hældt en ”spand skidt” i hovedet. Ikke fordi der skete noget særlig positivt. Men fraværet af negativitet var ret fantastisk. Og så var det først bagefter, at jeg blev lidt bekymret for mig selv. Det var da forfærdeligt, at jeg havde det så dårligt, at jeg ligefrem var begyndt at opfatte manglen på negativitet, som et positivt ”mirakel”.

    Det gode er på en eller anden måde bare ikke noget naturligt. Det var det for mig engang. Jeg tænkte ikke så meget over det. Tænkte ikke på, at det kunne få negative konsekvenser for mig selv. Tænkte ikke på, at det gode var noget, man var nødt til at ”holde regnskab med”.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Posted by Thea on september 9, 2014 at 6:24 pm

    Hvor er det en interessant historie, hvis man kan kalde det dét; måske bedre med “erfaret oplevelse”. Og så 2 på samme dag. De sætter mange tanker i gang hos mig.
    Jeg kan jo ikke tåle at køre i bus, så det gør jeg aldrig, men jeg kan godt huske, fra den gang jeg kunne, at der kunne opstå alverdens pinagtige situationer. Har også hørt at danskerne skulle have en meget løjerlig bus/tog- kultur. (man gør fx alt for ikke at komme til at sidde ved siden af nogen. Så hellere stå op.) Nogle situationer er kun pinagtige inde i ens hoved, halvvejs selvindbildning, andre er åbenlyst pinagtige, altså noget andre kan se. Jeg kender ikke køreplanerne for nogen som helst bus. Du har gjort flere mennesker en god gerning i dag, både i tanke og handling.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: