ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg bliver så dårlig, når min mor ringer. Det ligger i det at være mig, forstår jeg så. Hvis ikke ens mor har dannet én, hvem har så? Skulle jeg ikke næsten takke hende for, at jeg er blevet som jeg er? Ville jeg ønske, jeg hellere var naboens pige? Nej, jeg er i mig som mig. Og det er godt nok. Tit så mistror hun mig. At jeg har gjort noget galt, ikke er et ordentligt menneske. Og indimellem er jeg et dårligt menneske, men det lader jeg hende ikke vide. Hun bekymrer sig nok om det, hun ikke kan se. Jeg ku ikke ha ønsket mig en anden mor, end hende jeg fik og har. Hun har spillet sine kort på livets skueplads, og givet mig det med hjemmefra, som hun havde tilovers til mig. Og som logikken siger, kan jeg ikke gøre fortiden om, hvor meget jeg end gerne ville. Oppe i himmelen skulle jeg så på forhånd have valgt et andet forældrepar, – hvis jeg tror på reinkarnation. Jeg valgte to musikere, for så kunne jeg som voksen synge mine egne sange. Jeg valgte dem ikke, for hvis jeg kun er her den ene gang, har jeg aldrig siddet på forhånd oppe i himmelen og kigget herned. De valgte vel derimod mig. Jeg havde intet valg. De fødte mig, opdrog mig, dannede mig. Jeg boede ikke inde ved naboen eller hos en veninde, jeg boede – hjemme. Når hun så lægger røret på, er jeg rasende. Mest på min skæbne, og ikke så meget på hende. Kan hun gøre for at være en bekymret sjæl? Næh, jeg kan gøre for, hvordan jeg tager imod hendes bekymring. Og ønske at hun ikke en anden gang mistror mig lige så meget. Den, som har opfundet bekymringen, kan måske tage den fra hende igen. For jeg kan ikke. Beroliger jeg hende for lidt er det galt, for meget er det også galt. Men hvem har overhovedet skyld i bekymring. Ligger det ikke ret naturligt til mennesket generelt? Lige nu bekymrer jeg mig om dette skrift, hvordan det skal forme sig, og om det bliver godt nok. Men i morgen bekymrer jeg mig om noget andet. Og hver dag har nok i sin plage. Jeg ville gerne have talt om en mor. Mit eget kød. Men så lidt ved jeg om moderskabet, at jeg nok skal tale sagte. Bekymrer jeg mig måske ikke allerede om de børn, jeg endnu ikke har? Ligesom min kødelige mor bekymrer sig om ting, hun kun forestiller sig vil ske mig. Hvem har lært os at se ind bag, som om der gemte sig noget uvist og hemmeligt. Skal alting ha en hage. Ligger der noget under, som en smertens grund. En dyb, mørk grundtone. For mit vedkommende kunne man kalde grundtonen for: Jalousi. Mord. Tab. Men så kunne man i samme ombæring kalde disse tre størrelser for: Angsten for at miste. Erkendelsen af et for stort ansvar. Ængstelsen for at være alene her i verden. For at jeg kan være her alene i verden, er jeg afhængig af andre. Jeg kan ikke stå helt selv. Hvis jeg blev taget til fange og puttet i en celle et sted, skulle jeg klare mig på helt egen hånd. Men i ånden, og i tanken, ville jeg jo have støtte og opbakning fra mennesker uden for cellen, som jeg bare ikke længere kan se. Jeg ville jo være forbundne med dem alligevel. Måske endda mere. Selvom min mor er dum i telefonen, var hun det ikke helt så grelt for et par dage siden. Og slet ikke for en uge siden. Jeg må se til, at det går over. Min irritation fortager sig. Og hvilken mor er ”rigtigst”, den man elsker at snakke med, eller den man hader at snakke med? For hun er jo den samme (mor). Skulle kærligheden være så lunefuld at den tog forskellige former fra dag til dag, og skulle man så ved dagens slutning give hinanden karakter for, hvor godt man havde klaret sig på barometeret for kærlighedsevne? Hvad hvis grundtonen i stedet for hedder: Udholdenhed. Lindring. Lise eller Nåde. At jeg blev hos dig, gjorde jeg fordi jeg ikke kunne andet. Jeg elsker dig når du er svag, og når du er stærk. Jo ikke mere eller mindre i forhold til dine humørskift. Hvilket menneske kan tillade sig at elske én i et bestemt humør men ikke i et andet? Stod vi ikke rene frem, og skinnede det ikke igennem at vi var skabt lige, men at vi indimellem fejler eller mistror eller er svage, og til andre tider det modsatte. Hvorfor skrive side ned og side op om en mor, der går én på nerverne. Det var jo kun én dag, hun gjorde det, og jo ikke den næste dag. Hvorfor dømme én dag, men ikke en anden? Jeg ser på dig med mine to øjne. Jeg har ikke på forhånd besluttet, hvordan mine øjne ser, for det gør de af sig selv. Jeg er skabt med mine to øjne, så jeg rigtigt kan se dig. Når du går forbi, følger mit blik dig på vejen, fordi de har dig kær. Den er ikke længere. Mine øjne har valgt dig at kigge på, men jeg ved ikke, hvorfor. Kærligheden går, hvor den vil gå. Ikke hvor den ikke vil gå. Engang gjorde jeg noget grusomt. Men det var jo dengang. Skal jeg dømmes for det i dag? I morgen gør jeg måske et menneske uret, men det er først i morgen. Og bagefter kan jeg bede om tilgivelse, eller undskylde over for vedkommende. Men jeg kan først gøre det i morgen, ikke i dag. Hvis dagens plage i dag var, at min mor skulle ringe og gøre mig tosset, så er jeg vist billigt sluppet. Men ingen ”slipper” for noget. Hvis min største bekymring i dag er min mor, så er hun det i dag, og jeg kan skrive om det, som jeg gør. Jeg kan ikke skrive det samme i morgen. Vi bevæger os. Hvis jeg beder om tilgivelse er den absolut, men der kan komme anledninger til at få tilgivelse – igen, allerede i morgen. Og Guds øren er heldigvis store. Jeg kan kun kigge ned over mit livsværk. Den, jeg er blevet til, det jeg får skrevet, den mor jeg er datter af. Det er alt, jeg har. Jeg har ikke naboens liv, men mit eget. Gudskelov lærte min mor mig at hade en lille smule. Men bare for at opdage, at jeg selv er ophav til hadet og indeholder det på eget ansvar. Jeg kunne have vægtet hendes ord anderledes, men dømte hende for at have dem. Jeg kunne have holdt om dem (ordene) eller hende igennem telefonrøret, men jeg afviste hende med irritation. Jeg ville ønske, jeg havde født hende, men det er omvendt. Og hende, jeg føder, kan jeg ikke se. Jeg kan end ikke se, at det er utopi bare at drømme om at føde et barn. Det skal siges, at jeg mistede et barn engang. Men at jeg nødigt mister et igen. Min mor har i alt fire børn, så jeg får en fjerdedel kærlighed. Men det skulle også række. Over for hende er jeg ”hende, min datter, som vækker bekymring”, og det er jeg da gerne. Jeg kan jo sige det samme om hende, blot at hun er en mor, der vækker bekymring. Jeg sagde ikke noget i telefonen. Men imellem os ligger drømme om et mor/datter forhold, der siger: ”Jeg er din datter, men var hellere din mor”. Og endda: ”Jeg er din mor, men hellere din datter”. Vi ønskede bare et liv fra mit Skød. Mere end ellers. Men nu fødte jeg disse ord. Ikke med smerte, men ved lindring. 28.6.2011.