Empati i udbrud.

Jeg ville gerne være ren. Derfor rengjorde jeg mit ansigt, undgik at drikke kaffe, motionerede, vaskede mit hår. Men hjalp det mon? Jeg ville have gjort gode gerninger, nogen der forløste, eller overraskende ville gøre folk glade. Men så opdagede jeg, jeg var mig selv nærmest, og fik ryddet op i min stue. Jeg var på vej over mod købmanden, men så gik jeg tilbage. Kunne slet ikke se mig tage bussen ud til min kærestes kolonihave med varer, som jeg af god vilje ville have gjort. Hvem opdagede mon, at jeg havde haft tanken? Kun de naboer, der så mig gå ud og derefter tilbage, må have undret sig, og tænkt jeg havde en plan. Så skulle jeg sådan helt heroisk sende en sms til min kæreste senere på aftenen, og skrive at jeg havde fyldt hans køleskab op, taget hans snavsede vasketøj, så jeg kunne vaske det i morgen, samt givet kattene mad, som de egentlig helst får så sent på dagen. Jeg kunne have været en engel, men var kun et menneske. Og pludselig var det nærmest at tage sig af mig selv, få ryddet op herhjemme, spist de boller selv, som jeg ville have givet ham. Og igen – som jeg følte i morges, var jeg et dårligt menneske. Eller jeg kunne i hvert fald have været bedre. Jeg så muligheden for det gode, men greb den ikke. Måske ville jeg have været ”for god af mig”. Det ville måske helt have været en ”ofring” af mig at tage derud. Det ville måske have ”kostet” mig noget. Det var lettere at sige til sig selv, at man ikke kunne ”se det for sig”. Jeg kunne ikke se det for mig, at jeg skulle sidde i den bus ud til Søren Frichsvej. Ikke lige i aften. Det var ikke, at det gav regn, eller at der ville være ballade på gaden på sådan en lørdag aften, eller at jeg havde for kedeligt tøj på, så jeg ville have været for sårbar. Jeg kunne bare ikke ”se det for mig”. Jeg kiggede på fremtiden, og så mig ikke sidde i en bus, eller gå hen ad Søren Frichsvej. Det var ikke min vej. En andens måske. I aften skulle jeg nemlig skrive et blog – indlæg, kan jeg så regne ud, nu hvor jeg er i gang. Det var det, aftenen skulle gå med. Og gå gladelig med. Så skulle jeg gøre kærlighedsgerninger på skrift. Ikke hos købmanden, eller i kolonihaven, men lige her. Men hvordan stille så høje krav til sig selv. Måske kendte jeg ikke engang kærlighed. Hvem sagde, jeg havde oplevet den nogensinde. Kunne et menneske ikke være ”tabt”, og aldrig have mærket kærlighed? F.eks. jeg. Men jo, jeg kendte godt kærlighed. Også i at spise, og i at motionere, og ved at tale med min søster i telefonen om lidt, eller da min kæreste ringede tidligere på dagen og ønskede mig det bedste. Men hvem har ”det bedste”? Hvor er skatten gemt? Hvem kendte – mest til kærlighed? Det gjorde vel Jesus? Måske Jesus. Hvorfor ikke Jesus. Var han ikke kærlighedens mand. Talte han ikke netop – fra hjertet. Alle vi andre, vi prøver bare. Alle os er bare forsøg på. Eksempler på noget, men jo ikke det fulde eksemplar. Eller? Når jeg prøver at lege, jeg er Jesus, som jeg gør mange gange om dagen, da jeg engang havde en slags vision om, at jeg faktisk er ham, så kommer jeg til at græde over nogen i bussen. Jeg kan ikke græde højlydt eller hulke, det vil virke alt for mærkeligt, men der er plads til, at jeg får tårer i øjnene. Nå, hvorfor bliver jeg rørt over nogen i bussen?, tænker jeg så. Det gør ikke et menneske bedre, at det kan blive rørt over nogen i bussen. Det gør heller ikke et menneske dårligere. Det er et menneske, der bliver rørt, som vi taler om. Mig. En anden bliver måske rørt over mig, men det kan jeg bare ikke forestille mig. Jeg kender selvfølgelig kun min egen tåre, som ingen typisk ser, og jeg kender mig selv, som en der elsker, eller med – føler, eller får ondt af. Empati. En aften for nogle år siden, spurgte jeg den åndelige verden, eller bare ud i luften: ”Hvad er det særlige ved min familie?”, (den, jeg er vokset op i). ”Empati”, var svaret. Det var på et tidspunkt,  hvor jeg – på trods af at jeg var omkring 30 år – ikke vidste, hvad ordet ”empati” betød. Derfor stod jeg op af min seng og slog ordet op. Andre familier er måske gode til noget andet. Det gør ikke umiddelbart min familie bedre end andres. Men vi kan åbenbart sætte os ind i andre folks følelser. Perfekt! Det må være en god egenskab, tænkte jeg straks. Indtil jeg den dag i dag sidder og græder i bussen, så ved jeg ikke, hvor hensigtsmæssigt det er at med – føle. Men Herre, er det ikke det, vi er her for? Var Du her ikke for det, også? Du følte endda med dine bødler. Du favnede alle, og tog i nåde mod de fortabte. Samtidig med at du dømte hårdt og nådesløst. For du var dobbelt. Ikke som skizofren (tror jeg da ikke), men som både nåde og dom. En åben favn, og en kølig afvisning. For ikke alle rørte dig lige meget. Jeg taler om Jesus. Jeg prædiker ikke, jeg er ikke teolog, og jeg er ikke engang lærd. Men jeg bliver rørt over nogen i bussen. Det var, hvad jeg ku. Andre kunne være dem, jeg bliver rørt over. De mærker nok ikke mit blik eller min overøsen dem med ømhed. Men jeg kan ikke lade være. Og det kommer bag på mig hver gang, når det sker. Bare en mand går duknakket på gaden, falder mit blik naturligst på ham. Hvorfor ikke være hos den, der lider mest nød? Hvis en kom til skade i bussen eller på gaden, ville vi alle søge at hjælpe ham. Eller? Ville vi ikke – naturligst – søge mod den, der er i nød, og – hjælpe ham!? Det er en opfordring. Jeg synes, kærligheden er så overbevisende med sådan noget. Man kan vel ikke se stiltiende til noget ulykkeligt. Jeg spørger bare (og kender jo ikke svaret). Jeg er selv i nød, dag ud og dag ind. Beder alt for sjældent, og takker alt for lidt. Men alligevel synes jeg, jeg har noget, i min beholdning, et overskud, der rækker ud over min egen favn. Det er som om, jeg har noget ”tilovers”, som jeg kan dele ud af. En hel barm fuld af næring (selvom jeg er ret barm – fattig). Hvis en har noget, og en anden ikke har, vil man da ikke dele det, der er? Vil man hamstre for at få mest, dele ulige, søge det uretfærdige. Det tror jeg ikke. Jeg er et blik i bussen, der gerne vil trøste. Uden at kunne række personen min hånd, eller ae ham på skulderen, eller sige ham et ord. Jeg kan bare kigge, og øse. Du var der i dag. Bagefter busturen ”gik det ud over” en på gaden. Og hvorfor ikke. To nødstedte på én dag, kan man jo sagtens møde. Og igen i morgen, og dagen efter. Jeg var selv nødstedt. Jeg kiggede på mit spejlbillede i vinduet i bussen, men kunne intet se. Da jeg igen fik lejlighed til at kigge på mig selv, var det inde i et butiksvindue. Men jeg var der ikke. Selvom jeg gik lige forbi. Da jeg kom hjem, slog det mig, at jeg kun var der i medpassagerens øjne, ligesom han var i mine. Og at jeg havde betydning for hans færden videre. Og nu er du, Læser, mit spejl. Her, hvor jeg gjorde mig til kende, og bemærket, og fik orde. En dag siger du mig måske, hvad du så. 13.8.2011.

One response to this post.

  1. Posted by Claes on august 14, 2011 at 8:55 am

    En god beskrivelse der får en til tænke på det morsomme ord – samfuttighedvild

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: