At jeg måtte skrive for mit eget bedste, fattede jeg jo ikke. En anden skulle vel engang læse det skrevne, ellers var det vel ikke? Jeg kunne skrive i mit testamente, at denne side papir skulle placeres ovenpå min krop i kisten, og ingen måtte åbne dokumentet og læse det først. På den måde var det skrevne kun imellem mig og – mig. Hvorfor så skrive det, kunne jeg ikke bare have tænkt det skrevne for mig selv, når der nu ingen anden læser ville være? Men næh, ordene fik mere kraft af at blive placeret på en side. Også for en god ordens skyld. Min ordens skyld. Jeg havde gennemtænkt hele mit liv. Det lå bredt ud foran mig, som om jeg hvert minut kunne blive kørt over af en bil, og stadig ville det være intakt, uberørt. For jeg havde det, ejede det, plejede det, også selvom jeg lå mast ud midt på gaden. Ingen kunne nogensinde fratage mig mit sind, mit hjerte, eller min sjæl. Ej heller den ring, min kæreste lige har givet mig til min fødselsdag. Hvem ville gå rundt med en afdøds ring? Men jo, det har jeg engang selv gjort. Og det har givet mig noget historie med mig, at der på min finger havde jeg noget af ”Olines”, som kvinden, der ejede ringen, hed. Og jeg tænker; hvad vil de døde her? Ved hun et sted, at jeg har båret den ring? Ikke at det var for hendes skyld, at jeg gjorde det.. Men hvem fra de dødes rige, lever? Går hun et sted med en ny ring. Bare fra de dødes rige? Hvem tog fra de døde, hvad de stadig skulle have haft. Hvem krænkede en gravplads, spyttede på et navn, mindedes med afsky? Var de døde ikke i fred, for at blive i fred? Men hvem skal jeg (næsten) spørge? Disse latterlige spørgsmål, som om jeg kender en død, eller vil kende døden, eller længes efter at dø, eller hører om døden. Bare det enkle ved livet, man ikke kan vide noget om. Jeg forsøgte at være her og spørge. Jeg spurgte om alt muligt. Rimelighed. Retfærd. Hver gang jeg beder, beder jeg næsten ”om retfærd”. Det betyder i praksis, at det jeg møder skal foregå ”ordentligt”. Når jeg møder et menneske, skal hver af os få efter evne eller fortjeneste. Men hvem ved, om man får ”meget” eller ”lidt”, og om det meget eller lidt var ”nok”? Men jeg skal ikke kræve og kræve. I stedet for retfærd, så vel – færd. Jeg kan ikke blive ved at gå i genbrugsbutikker og indkøbe mere tøj. Der lugter af dårlig samvittighed, lige fra jeg træder ind ad døren. Og min(e) skabe er propfyldte, og noget tøj overrasker mig til stadighed; tænk, har jeg også den trøje, eller den nederdel? Hvad skal vi med overfyldte lommer. Kærlighed i en uendelighed. Slipper den aldrig op? Jo, når jeg min kæreste og jeg laver mad (sammen), har vi vidt forskellige holdninger til, hvor længe maden behøver at koge, og ved hvilken temperatur. Og jeg går herind og skriver et blog – indlæg (det er det blevet til, kan jeg se), for at få lidt luft, fra madosen, opvasken, stearinlyset – selvom det var tændt for at hygge. Vi sidder i hvert vort rum. Og tusinder af andre danskere gør det samme. Det er et parforhold, op af andre parforhold. Bortset fra at det er nok i sig selv. Jeg havde besluttet, inden jeg gik herind, at jeg skulle skrive for mig selv. Dette famøse ark, som skulle ligge i min grav, som ingen nogensinde fik at se meningen med. Der skulle bare udenpå konvolutten (hvis siden lå i en sådan) stå: ”Med ingen mening”. Og dem, der stod rundt om graven, ville gå til af nysgerrighed, men jo også respekt for mit ønske, om at netop det skrevne, var privat. Der skulle stå noget om ”Jesus”. Som om jeg havde en hemmelighed om Jesus, eller vidste noget om Jesus, som ingen anden vidste eller kendte til. Min egen hemmelighed. Det kunne være, at jeg kom til at tale over mig, inden jeg døde, og afslørede, hvad dokumentet indeholdt. Men det kunne snarere være, at jeg indeholdt endnu flere hemmeligheder, som endnu flere ikke vidste af. Og til hvad nytte? Jo, – til Guds nytte. For Han kendte mig til bunds. Skjulte intet for ham. Og han fik netop at læse, hvad der stod på det papir, der skal ligge over mig i kisten. – Dette dokument, måske. Men hold nu op; nu har alle læst det her, så gemmer du jo ikke længere på det. Så helliger du det ikke mere, end at du bare med det samme publicerer det på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Ville du ikke andet og mere end det? (kunne nogen spørge). Jeg ville ikke andet, i hele verden ville jeg ikke andet end publicere noget på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Men der må være en grænse, og den går lige her. Jeg vil ikke skrive mere end denne ene side, i det program jeg bruger til tekstbehandling. Det må kun fylde denne ene side, og jeg er snart færdig. Kisten, når jeg er død, kan kun indeholde eet dokument. Ikke to eller flere. Og når man smider det ned i graven, folder det sig omvendt, så bogstaverne ligger øverst, og så folk omkring graven kan skimte nogle sammenhængende ord. Det, de får mest mening ud af, er ordene: Død, men genrejst. Og hvem fanden gider læse sådan noget? Nogensinde? Næh, når jeg dør, skal der stå meget lidt. Et liv i afsavn. Et fattigt liv. Et stakkels og forarmet menneske. Men var det så mig, der lå dernede? For jeg kendte til afsavn, fattigdom, men nævnte det aldrig.
22.11.2011.