Det tog mig en time at blive menneske. Mindst. Jeg blev født ind i en verden. Var her måske før det. Men nu tager jeg mig sammen. Man kan ikke skrive hvad som helst. Man kunne jo blive kaldt alt muligt, ”utilregnelig” eller ”sindssyg”, eller bare lidt til en side. Og det vil jeg da ikke. Derfor målretter jeg nu mit blog – indlæg til den menige mand, så alle kan forstå mine ord. Ikke at jeg har vidtrækkende konsekvenser, eller at mine arme rækker langt ud i verden, men måske kan man nå nogen med ord. Jeg har prøvet det før. Kastet ord efter nogen på gaden. Jeg ramte dem i ryggen, men ikke alle mærkede det. Jeg tog også nogle (ord) tilbage, slugte dem nærmest i min mund, de skulle simpelthen aldrig have været. Og slet ikke rettet mod ham der på gaden, eller hende der i bussen. Højst skulle de have ramt mig selv, som i en boomerang effekt. Så jeg fik alt tilbage i fjæset igen. Alt, der var rettet udad, skulle verden siden hen give mig tilbage. Alle dem, jeg havde svinet til i min dagbog igennem år, skulle jeg engang få gengæld af. Men allerede i dag får jeg det. Fra mig selv. Inden jeg ser ham i øjnene, jeg har skrevet dårligt om, ser jeg mig selv i øjnene, som hende der har skrevet grimt om ham (en bestemt i min omgangskreds). Og næsten ingen er gået fri, jeg har kastet skyts mod de fleste, bare fordi jeg selv var klemt eller presset. Presset til at skrive hvad som helst. Give mig lov til at skrive hvad det måtte være. Måske ingen alligevel skulle læse det skrevne, men hvad hvis..? Og selvfølgelig skulle det frem. Disse endeløse skriverier på toppen af Hammershusvej, hvor jeg dengang boede. Og hvad interesserer det folk at læse om, at jeg engang var forfatter på 4. sal i min lejlighed? Jo, noget må række videre. Ud ad vinduet deroppe på fjerde sal. Ud på gaden, ned i mudderet, ned til cellerne, det opbyggende materiale. Som alt bunder i. Alt udgår fra. Hvorfor skulle jeg ikke udgå fra noget? Hvorfor ikke jeg, på toppen af etagebyggeriet. Jeg kunne finde på alle mulige ting, såsom at skrive egne sange. Eller egne digte. Taget var for øvrigt lavet af digte deroppe (..) Og mange andre ting foregik i den lejlighed. Også ting, jeg blev syg af. I perioder hørte digtene aldrig op. Timer foran skrivemaskinen, midt om natten, hørte ligesom aldrig op. Om det så var et brev, der ville skade den, der skulle læse det, måtte jeg stå op og ”udføre min gerning”. Halvvejs tvangsmæssigt. Hvordan ved vi så om – dette – blog indlæg ikke også bare er tvunget frem via en vanvittig tanke? Men jeg spørger tilbage: ”Hvad hvis det er”? Hvad hvis blog – indlægget bygger på Sindssyge, – vil I så ikke læse det?? Hvad er der grimt ved sindssyge, og afmagt, og noget man ikke kan gøre for. Jeg har aldrig kendt andet. Du siger, jeg må være her, du Læser. Jeg må skrive på Kristeligt Dagblads hjemmeside, fordi der ingen censur er, og fordi jeg i øvrigt ikke skriver noget ”skadeligt” eller sådan. Fordi jeg skriver ”rent”, sådan som jeg er, er der plads til mig. Uden mig var hjemmesiden intakt. Med mig på hjemmesiden er der måske uroligt, men har nogen spurgt hjemmesiden, om den har noget imod at blive lidt urolig? Disse mange indlæg om mangt og meget, skulle jeg hellere læse, end skrive ting selv. ”Skrevne ting om tro og kærlighed”, som jeg kalder det. Hvem kan skrive om ikke – kærlighed, eller ikke – tro. Har vi ikke alle et eller andet at gøre i dette forum? Kender vi ikke alle disse emner, der rager så højt, at vi strækker og strækker os for at nå. Hvem fornægter at kende kærlighed? Skulle det være særligt at skrive om. Næppe. Andre kunne have levet mit liv, – snildt. Jeg var bare en Anne Marie, og hedder tilfældigvis noget med bogstavet ”E” i mit efternavn. Det giver sammenlagt ordet: ”ame”, hvilket vel kommer af det latinske ord for kærlighed.. Jeg ved ikke. Så meget skulle man ikke vægte et par begyndelsesbogstaver eller tre. Jeg siger jo, at andre hedder Anne Marie, og at jeg bare er ”tilfældig”. Andre kunne have fået min sangstemme, og flere kunne have forfattet mine digte, og i øvrigt have købt den trøje, jeg har på. Vanvittigheden sejrer!, siger jeg bare. Det er det, jeg eller vi er her for. Alt må lykkes i den skønneste uorden. Alt, hvad der ikke blev sagt, kommer jo alligevel for en dag. En tanke er vel ikke nogensinde skjult (for nogen). Særligt ikke for Gud. Jeg er ikke Gud. Jeg er menneske. Ikke dit menneske, eller det menneske, men menneske. Ikke for dig, eller med dig, men for mig selv. Op af dig, selvfølgelig. Hvem kan ellers holde mig ud? I går sagde jeg næsten ingenting, da vi havde gæster. Pludselig kunne jeg ikke snakke med om noget, og jeg følte mig uintelligent. (Men var det ikke??). Men så sagde jeg alligevel noget. Jeg sagde: ”Du har sagt mig, jeg slår til”. ”Du udtrykker dig, som om du holder af mig”. ”Du står op af mig, som om du vil være mig bekendt”. Men igen; det sagde jeg slet ikke. Jeg lyver nemlig også. Jeg må jo skrive alt. Derfor har vi i dag d. 1. juli, og jeg er mor til en dreng. Alligevel blev jeg i stedet sindssyg, og det er netop min undskyldning. Hvad er din? Jeg er mor til en dreng. Det er ikke helt løgn. Jeg er halv. 01.12.2011.
1 dec