Hvordan skal jeg elske dig? Du, der var her i går (på besøg hos Lars og jeg i kolonihaven), som fyldte med dit væsen. Er du undskyldt? Det var ikke at du tog pladsen for os andre, for samvær handler vel ikke om 90 % taletid til den ene, og 10% til den anden, det handler om respekt for, hvad vi hver især kommer med. Samvær handler om at give hinanden plads. Det var ikke at du tog pladsen, men den voldsomhed, du gjorde det med. Lars kalder det ”lemlæstelse” (hvis jeg må citere ham her), mens jeg selv måske vil kalde det overfusning eller nedtromling. Det var så svært at rejse sig. Hvad vedkommer det Jer, at jeg/vi havde besøg i går? Jo, han var et medmenneske, jeg burde elske. Godt nok pralede han og fremhævede sig selv, men hvem ved, om han ikke var i sin ret. Om han ikke inderst var renest af os alle. Kun Gud ser vel ind bag, hvor jeg ikke kan se. Man må håbe, Gud elsker ham (Bjarne), når jeg ikke gør. Man må håbe, der er en plads til ham i himlen, hvor han kan sidde og fylde og fortælle om sine mange bedrifter på livets vej. Man må håbe for ham, og måske bede for ham. Men end ikke det kan jeg. Man kan ønske sig en uovertruffen kærlighedsevne. At man rummer alle, man møder på sin vej. Dem på gaden, i bussen, til korsang, herhjemme. Man kan ønske for sig selv at have et overskud. Et vist overskud. Til at træffe tunge ting, og besværlige samværsformer. Hvem har opfundet samværsformer? Jeg har selv ledt i blinde efter nogen at snakke med, – i årevis. Ekspedienten i butikken var min redning. Eller min diktafon.. Og måske handlede hele snakken i går om, hvem der har lidt mest. – Hvor absurd. Lars og jeg kæmpede vores sag. Jeg blev ved at sige til ”Bjarne”, at han må tale for sig selv, om hvad der er sandhed – for ham, men ikke nødvendigvis for os. Jeg blev vred, men ikke på den måde, at jeg ville kaste ting efter nogen, mere som stille og indadvendt. Det var et for stort pres. Men hvordan vedkommer det Jer? Nej, det gør det (heller ikke), det er mit eget anliggende, og I kan jo stoppe med at læse blog – indlægget her: Jeg gjorde ingenting. Jeg forhindrede ikke noget. Jeg lod det ske. Måske mit livs sætning. Intet forhindrede mig, hverken noget udefra eller indefra. Og selv Gud lod det ske. Jeg er vidne til et liv, op af mit eget. Jeg er hans vidne, intet andet. Ud af intet. Så lidt jeg ønsker hans sjæl fred, at jeg næsten er ondskabsfuld eller kold i røven. Hvor kommer følelsen fra, som ikke elsker? Inden han skulle komme havde jeg kvaler. Hvorfor frygte noget på forhånd? Det kan jeg da ikke forklare! Hvem ved, hvad man vil frygte, og hvor slemt? Hvem kender ens livsbane, og kan forudse at man er på afveje, eller skal gennemgår noget ”ondt”? Ens intuition hjælper vel en et stykke. Hvem hjalp mig i går? Det gjorde Bjarne. Han lærte mig at krumme tæer, og blive indebrændt, og udtale mig på løst grundlag, ja spontant sige det ene og andet, fuldstændig uigennemtænkt. Han lærte mig at frygte, hvad han som det næste vil sige. Er det en ven, der gør sådan? Skal jeg møde ham – igen? På samme måde, næste gang. Lars skænkede et glas vin mere til ham. Bjarne skulle føle sig velkommen, og ikke smides ud, endda midt i den første ret. Lars havde hjerterum, hvor mit slap op. Tak. Tak for Bjarnes besøg, som hindrer mig i at elske et medmenneske. Og spørgsmålet er, om det er en fejl ved mig. Du er det bedste, der er hændt mig, fordi du skænker ham din vin. Og jeg næsten nipper til min egen (vin). Mit blik kunne lyne i går, jeg så det selv i spejlet på toilettet (..). Jeg brændte, og lynede, og svovlede, og tabte. – Rigtigt stort. Aftenen stod i nederlagets tegn. Men hvor længe? Jo, indtil i morges, hvor jeg samlede mig op, og stod foran en bus og græd sagte. Var jeg da ikke god nok? Havde denne mand, Bjarne, pillet mig fuldstændig fra hinanden. Var jeg ”i stykker”? Jeg var ikke længe om at elske mig selv. Husk; det er nogle gange det nemmeste i verden. Jeg elskede et med – menneske, mig selv, udover Lars derhjemme. Ingen i bussen bemærkede mit tungsind. Kan det da også smitte? I aften laver du mad til os to, som i forgårs, og dagen før det. Bjarne er her ikke, og blog indlægget mister fokus, så snart jeg lytter til græsslåmaskinen, og ved jeg har løbet en tur på Brabrandstien til aften, samt spist fornuftigt i dag. Jeg har endda haft succes med at akkompagnere en til nogle salmer. I egne øjne rakte det. Også hvad jeg sagde i går, men et ord som ”hovmod” forstår jeg simpelthen ikke. Ingen har nogensinde forklaret mig, hvad det betyder. Måske var det dog det, jeg var i går. For jeg nægtede, at han skulle være bedre end jeg. Men bedre til hvad? Jeg skal overgå dig, og overfuse dig tilbage, men jeg overgik ham ikke. Jeg pillede ham ned i øjenhøjde, så han ikke svævede blandt afdøde filosoffer og citater fra tusinde bøger på én gang. Men jeg så ham (stadig) ikke. Han så mig i glimt, men jeg havde ikke lyst til at dele mit inderste med ham. Da gik han tomhændet hjem. Han havde sig selv at støtte sig til på cyklen, og sin visdom at være stolt af. Og et sted kan jeg være stolt af at kende ham. Men ikke mig selv. 11.6.2012