En slags bekendelse.

 

Skulle jeg have spildt et helt liv på at sige: Du er uskyldig. Du kunne have sagt Amen efter hvert ord, og nogen ville dømme dig mærkelig, men var du da ikke i din ret? Hvad med det, at jeg har en blå trøje på i dag, gør det nogen noget? Rammer det ligesom nogen, hvor det endda gør ondt? Med smerte. Rammer jeg endda nogle med mine ord, hvor de ikke skulle have været skrevet eller udtalt? Får enhver da ikke lige præcis, hvad det kan tåle? Du er selv Synder, dig der dømmer mig. Og du kan sige det samme til mig. Jeg kan nægte det, men bare det, at du vil dømme mig som synder, gør mig jo til synder. Da er jeg det jo i dine øjne (og er det ikke nok). Da kunne vi være i samme båd, under lige vilkår. Jeg kan ikke være bedre end dig, og omvendt. Jeg vil gerne være bedre end dig, men jeg formår det ikke. Hele tiden vil jeg gerne overgå mig selv, så at jeg endda hæver mig over mængden. Mens for andre er jeg mængden. Hvor skal da jeg da lede? Jeg udtaler mine kvaler over for min kæreste, som om jeg sad i skriftestol, og han har vel endda den myndighed, at sådan kunne situationen rent faktisk have været. Ikke for at han skulle dømme mig (som han heller ikke gjorde), men hvorfor denne trang til at bekende? Jeg kunne have løjet over for ham (min kæreste), gemt det værste af vejen (jeg mistænkte to udlændinge i dag for at have taget noget fra mig, ja var i det hele taget skeptisk over for deres tilstedeværelse ude foran min dør). Men jeg sagde tingene rent ud. Måske siger jeg endda nogle gange ting værre end de faktisk er. Bare for at søle mig selv ind i endnu mere blod, så verden en dag må dømme mig stygt og grundigt. For hvad? Fordi jeg har tjent ind til det? Gjorde jeg da verden så uret, at jeg skulle have et ordentligt slag. Men igen: her er jeg. Fri, på nippet af forår, som min nabo, som græsstrået udenfor. Intet andet venter jeg af verden, end at det bliver forår og sommer. Jeg har ikke en anden dagsorden end alle I andre. Hvorfor så dele disse miserable udsigter? Jeg kan falde. Ja, men det kan læseren også. Jeg falder. Nej. Du står. Jeg står kun lidt, for så igen at falde. Du er bedre end at ligge ned, siger jeg til mig selv. Men læseren siger: Du er dårligere end du giver dig ud til at være. Læseren sad bag væggen i skriftestolen og vidste meget bedre, hvad jeg var gjort af. Selv de ord, jeg ikke udtalte, bed han mærke i. Hvordan skal jeg så vinde? Du dømmer bare dig selv, Rie. Værre end alle andre nogensinde ville gøre. Det er langt det nemmeste. Trænger dig selv op i en krog, erkender dig skyldig i alle ting. Går ind i et fængsel, dør måske allerede på vejen derind. Jeg ville hellere have været udenfor, siger jeg til fængselsvogteren. Jeg ville hellere have været inde, siger han. Hvorfor? ”For at se dig gå ud”, siger han til mig. Jeg synes, han er det tapreste af alle mennesker (kan I nok forstå). Jeg lukker ham ind i min celle, bliver med ham der, indtil min sidste time. Men kære, hvorfor går du ikke, spørger fængselsvogteren mig. Jeg siger lavmælt, så kun han og jeg kan høre det: ”Gå du først”. Vi går. Men jeg har ikke sagt Jer det vigtigste endnu. Han gemte noget til mig inde i cellen. Det bedste. Vi slår om det, siger jeg. Hvem går ind efter det? Men han siger gentagne gange til mig, at det er mit, det der ligger derinde. Jeg tænker: Er det et lagen, så jeg kan flygte? Ja, det er det. Jeg kan flygte. 29.5.2012.

One response to this post.

  1. Et lagen? Ja – hvorfor ikke? Det er vel bare om at komme ud af ”hullet”…

    Foråret og sommeren er lige oppe over – med koncerter i det grønne – en grøn plet hist og pist – hvor man kan smide sig på ryggen, og se lyset lege tagfat med en bladfyldt gren, der vugger blidt for vinden…

    Venlig hilsen Ulla

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: