Rosen på vort bord.

 

Jeg tror ikke, det lykkes. At skrive et blog – indlæg. Mest, fordi jeg ikke er i stemning. Eller vedrører andre overhovedet. Hvem skulle da være så vigtig, at hun vil ligge i en statistik? Hvor har vi mange ord for alt det, der optager os. Hvad om vi lagde ordene fra os. Hør stilheden engang. Indimellem græsslåmaskinen og fuglene. Lyt engang til – ro. Sindet er fyldt af væsener, der banker på hele tiden. Søren Hauge har engang kaldt det: ”kommentator boksen”. Det i én, der hele tiden vil vurdere, kommentere, forholde sig til. Hvad om man lod være. I flere samtaler på det sidste, har jeg bedt folk tie stille et øjeblik. Både en ven, og min mor. Lad os blot være her. Sidde her. Hvorfor omtale, forstyrre, dirigere. Lade være. Det dystre er så det tilfælde, hvor der i stedet for nærvær og fylde er – tomhed. Ingen endda uudtalte ord. Ingen skjult opfordring. Måske til at skifte emne. Vi har alle situations fornemmelse. Vi føler for, hvornår noget er passende at sige, og hvornår det ikke er det. Vi prøver hele tiden at ramme noget, der kan interessere dem, vi er sammen med. Vi kan også tale for os selv, og underholde os selv en hel aften, hvis selskabet er kedeligt eller uvant. Men vi vil hellere snakken. Vi vil hellere snakken end stilheden. Og hvorfor? Fordi vi da føler os nær nogen. Sammen med nogen. Har noget til fælles med nogen. Det er ligesom nemmere at være i verden, hvis nogen støtter en, eller hvis man ser nogen have det ligesom en selv. Jeg ved såmænd ikke, hvorfor. Eneboere er vel også lykkelige. Et træ, der står alene, bærer også frugt. Jesus hang alene, og dog ikke alligevel. Altså er vi op af nogen, sammen om noget, men også for os selv, enestående. Ene – bærende. Ingen er født nøjagtig ligesom dig. På nøjagtig samme sted, samme tid, eller samme måde. Derfor kan man vokse i fred. Man behøver ikke sammenligne sig med nogen, man var jo unik fra starten, og vedbliver at være det. Men vi sammenligner os, og nogle gange går vi, hvor andre i forvejen har gået, hvis vi beundrer deres vej. Andre gange tager vi helt nye skridt, ingen andre nogensinde før har taget. Hvad er fedest? Min erfaring siger mig ingenting. Skulle jeg helst skrive et blog – indlæg til de få? Skulle jeg skrive noget rettet til de fleste, som kun én læser? Eller skulle jeg blot skrive for mig selv? Hvad gjorde overhovedet mig forfatter, fordi jeg kan taste på et tastatur. Min computer er endda købt brugt, så en anden har rent faktisk tastet på de samme bogstaver før mig. Er det da originalt? Hvad gjorde et menneske specielt? Lidt ud over det sædvanlige. Og er det en force eller et gode at være ”lidt ved siden af”? Hvem skal dømme, hvilket menneske, der er ”noget særligt”. Særligt i forhold til hvad? Det ”ikke – særlige”? Vi plukker en blomst fra haven, og tror den springer ud. For vi har jo taget den ind, givet den vand, duftet til den, kigget på den, da må den da have det godt herinde. Den prydede vores bord, helt indtil den visnede. Ja, vi nød også den fase, hvor den falmede, tabte blade, og tørrede ind. Vi elsker alle faser. Vi gjorde netop den rose til noget særligt, i blandt de andre roser, vi også kunne have plukket. Vi sagde: du er vores yndling, dig vil vi passe på. Vi gav den sær – behandling. Men hvorfor netop den? Det var ”en tilfældighed”, at vi valgte lige den rose. Det kunne have været hvem som helst. Derfor kommer der nye roser hvert år, da vi har i overflod, og hele tiden udvikler os, giver vækst, og vokser. Rosen kan endda hænde at kigge mig ind i øjnene lige i dette øjeblik, som den står her foran mig på bordet. Måske er det dens blog – indlæg, jeg skriver (..). Måske havde rosen dæknavn, og var skjult forfatter til adskillige bøger. Mens jeg ikke dækker mig. Men sådan er vi så forskellige. Nogle blev blog – skrivere, og jeg gjorde et forsøg. Men rosen gør det bedre end jeg. Den siger – ingenting. Hvor jeg skulle have tiet, eller holdt inde. Man skulle have lyttet til den. Da den sagde: ”Jeg Er”.

%d bloggers like this: