Du er fin, min Ven.

 

Jeg ville gerne have været ”underfuld rådgiver”. Eller i mester – klasse. Jeg ville gerne have talt kloge ting, hjulpet andre på vejen, sørget for mine nærmeste. Jeg skulle have været bedre. Jeg skulle have købt bananer i dag i stedet for vindruer. Helt klart endda. Jeg skulle have kysset min kæreste en gang mere, da vi skiltes i formiddags. Ja, jeg er helt sikker. Jeg sløsede mine penge i midtbyen. Sad på cafe med en anden mand. Spiste chokolade oppe i lejligheden. Ja, tusinder af gange gik jeg galt. Jeg lukkede godt nok en flue ud af vinduet. Og gav min siddeplads til en kvinde ved cafeen. Men intet af det gode kan jeg beskrive godt nok. Det giver sig selv. Kærlighed giver sig selv væk, og behøver ikke måles. Det er en ubestemmelig størrelse, og måske lidt ”underfuldt”. At elske er det nemmeste i verden. Jeg sloges ikke med selvbebrejdelser, når jeg er rar ved andre. Eller dårlig samvittighed. Hvad er næsten det? Jeg stoler på mine instinkter, er mere spontan, livlig, fri. Da flyder strømmene frit fra mit bryst. Og jeg kan være i det øjeblik i tusinder af år. Men det tager kun et øjeblik. Så er det ovre. Så går jeg fra kvinden på min plads, har hende på nethinden, og hendes håndtryk glemmer jeg heller aldrig. Hvor langt rækker kærligheden? Til i morgen? Jeg kunne bare kysse min kæreste en ekstra gang i morgen, så er alt godt igen. Da er jeg ikke længere skyldig i noget. Men hvilken usandhed. Da er jeg bare skyldig i at kysse ham en gang for meget, hvor jeg skulle have ladet være. Ingenting kan jeg gøre rigtigt i denne verden, og mine forældre vil have ret i, at jeg er deres værste barn, som nogle gange gør ukærlige ting, og skaber knuder og problemer på sin vej. Men de kan (også) tage fejl. Jeg kan sige til dem, at jeg er en fejl. Det vil ikke retfærdiggøre alle mine sårende ord. Det vil ikke tage deres sorg over mig fra dem. Det vil lindre dem et øjeblik. Alle mine ord kunne jeg have kastet ud af vinduet, eller skreget højt fra 5. sal. Men desværre skrev jeg dem ned i stedet for, og udgav dem endda offentligt. I går sagde min kæreste til mig: ”Det er ikke dig, der er nådesløs, det er dit spil, der er nådesløst”. Det var på foranledning af mit spørgsmål til ham på badmintonbanen: ”Jeg er ikke nådesløs, vel?”. Det giver mig fornyet tro på, at ord blot er mit ydre ansigt, eller et øjebliks billede, og ikke hele sandheden. Og vi skjuler os alle bag ord. Ligesom jeg – ikke nådesløs – skjuler mig bag mit nådesløse badmintonspil. For da rammer jeg ham. Jeg trækker ord tilbage. ”Det mente jeg ikke”. ”Det var klodset sagt”. Man kan trække urent tilbage til rent. Men stadig er det jo ikke menneskets dom over mennesket, der i sidste ende tæller. Alle de skridt, jeg gik og var stolt over mig selv, da jeg forlod kvinden ved cafeen, var spildte. Hvorfor godte sig over ting, man vinder ved? Men lad mig alligevel, Herre. Være stolt. Jeg bad nemlig Gud forinden mit møde med vennen, at ”vise mig, ja bevise min renhed”, når jeg tog ned i byen. Jeg bad ikke Fadervor, eller sagde Tak for noget. Nej, Gud skulle bevise for mig, at jeg (kunne være) var ren. Så gik jeg ned igennem gågaden, og blev fristet til hver side med forretninger overalt. Og befandt mig rigtigt dårligt i en sko butik og i en genbrugsbutik. Men kvinden havde taget plads i mit hjerte, – næsten for evigt. Ja, hvorfor ikke huske mødet med hende også i morgen? Skulle et billede på gensidig omsorg da ikke række ud over denne ene dag? Næsten ind i himlen! Du, kære på vejen der. Dig, jeg møder i morgen, eller mødte i dag. Sørg ikke. Men hvordan velsigne eller vise nogen nåde i bussen? Jo; jeg siger på tankeplan: ”Det er okay, min ven”. ”Du er fin, min ven”. ”Du er så fin, min ven”. Til dem i bussen, jeg synes ”trænger”, eller som kalder på min medfølelse. Det gør mig til Herre? Det gør mig til livgiver? Det gør mig til budbringer. Næh, ikke det mindste. Jeg hævder, at jeg ikke mærker andres velsignelse af mig i bussen, men ikke helt alligevel. Vi får alle (forhåbentlig) smil på vores vej. Ting, der overrasker os positivt, så vi næsten ikke ved, om vi har fortjent al den medgang. Indimellem letter byrder fra vore skuldre helt uden grund. Livet synes mere overkommeligt. Man begynder at tænke positivt om ting, der skal ske, eller ting man holder af. Vi kan endda selv være med til at danne nye, sunde celler i hjernen (siger min psykolog), så at vi opretter nye kamre for positive tanker, ja ligefrem livsglæde. Man skal ikke tro på sin psykolog, man skal hellere tro på sig selv. Men da man ikke altid kan det, er det godt at hun findes. Jeg kan være en psykolog. På seminariet til august kan jeg sige til de andre, at jeg er ”uddannet psykolog”. Så vil de komme til mig med deres problemer i pausen, og tro, jeg kan hjælpe dem. Sikke noget. Jeg kan være op til 10 ting uden at rigtig være det. Alt det, man kan hævde at være. ”Jamen, jeg er god til at lave mad”. Uden man egentlig er det. God mad er jo relativt, men alligevel har nogen dog forcer frem for andre. Jeg er i blandt dem, der går op i at være tro mod min samvittighed, og udfordrer min radius, min rækkevidde af ”gode” gerninger. Hvad vinder jeg, eller hvor taber jeg rettere? Ved ikke at sige hej. Ikke at afgive min plads. Ikke at give den anden et klem. Hvor opløftende og opbyggeligt er det ikke at give, hvor man næsten selv mangler? Ja, jeg har ikke selv meget, men du kan få lidt af min beholdning. Ikke med begrænsning eller krav om at: ”Så skal du også passe godt på det”. Det er det forældre kræver af én. At man skal gengælde dem deres kærlighed til én. Hvad hvis man ikke kan?? Hvem kan hive godhed og velvilje ud af én, hvis man ikke har lyst til at afgive eller åbne sig? Er der da ikke tale om overgreb og urette menneskelige relationer. Hvorfor bliver jeg overhovedet vred? Kan nogen overhovedet tabe? Ingen river vel ligefrem ens hjerte ud og putter ting ind i det, som man ikke selv har bedt om. Jeg har et hjerte, og du har et hjerte, altså er hjerter i samspil og til udveksling. Men jeg af – giver ikke mit hjerte. Det er suverænt sit eget. Jeg kan ikke tabe kærlighed ud af brystet. Jeg vil altid indeholde det, til stadighed have i overflod indeni. Ingen skal fratage mig retten til at elske nogen. Hverken på 500 kilometers afstand, eller bare i bussen. Nød og modstand skal ikke afholde én fra at kæmpe. Jeg siger Jer, kvinden i dag var noget særligt. Hun kendte til nederlag. Og kæmpede for at få sig nogle sejre. Det er, hvad vi alle må mande os op til. Se modstanden i øjnene (hvis vi har en sådan), og bryde den ned, eller bryde vej igennem den, ud på en anden side. Er vi da Herrer? Ja, vi er mestre. Er vi da ”underfulde rådgivere”? Ja, alle sammen. Men jeg er ikke i min ret til at sige det. Du sagde det bedre. Du, der læste mine ord, sagde mig mine ord. Hæng dig ikke i ordene. Vi er uden dem. Vi Er. 4.7.2012.

4 responses to this post.

  1. Ja – ord er kun ”håndtag” på en opfattelsesverden, der er langt større end ord kan beskrive…

    Intuitionen, instinktet, evnen til at vurdere det ”menneskelige” stof, se mønstre i social sammenspil, mærke hvor andre er ”henne af” i forhold til én selv. Tyngde, lethed, fravær, nærvær – og meget andet..

    Alt sammen noget, der kun kommer positivt ”i spil” – når det får lov til at flyde frit i en tilstand af ”væren” i nu’et…

    Kærlighed og relationer er tæt knyttet sammen. Nogen må man vise sin kærlighed, ved at holde af dem på afstand – fordi relationen ellers bliver destruktiv og komplicerer livet – for enten én selv, den anden – eller begge dele…

    Nogen relationer er umulige – men det er kærligheden aldrig. Det er et spørgsmål om at ”tilpasse” relationen, så kærligheden ikke bliver kvalt…

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Posted by Anne Marie Eriksen on juli 5, 2012 at 7:49 am

    Det er en meget fin kommentar, du har givet mig. Meget klart beskriver du dilemmaer på kærlighedens vej. Tak for dit bidrag. Kærlig hilsen Anne Marie.

  3. Tak fordi du ”placerede” min beskrivelse for mig. Kærlighedens dilemmaer: ”ser” meget rigtigt ud for mig…

    Venlig hilsen Ulla

  4. Posted by Marie on juli 5, 2012 at 4:46 pm

    Kære Anne Marie

    Du får lige et smil med på vejen fra den anden Marie 🙂
    Det nådesløse hører menneskelivet til, både den nådesløshed vi kommer ud for og den nådesløshed, vi selv udøver … Guds nåde og barmhjertighed er noget andet, og noget vi kun kan ta’ imod og takke for …

    Men tak for dine tænksomme gode tanker fra

    Marie

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: