Da jeg græd, var det bare en måde at komme videre på. Som et intermezzo. Fra én stemning til en anden. Kender vi sikkert alle. Hvorfor skulle mine tårer være specielle, forskellig fra andres? Næh, der var den samme procentdel salt i tårerne, de løb alle ned ad mine kinder, som hos de fleste. Jeg hulkede lidt, men kun så højt, at naboen ikke kunne ane uråd. Uråd. Hvad var der på færde? Jeg var ligeglad. Jeg var ked af alt det, jeg var ligeglad med. Så kunne jeg komme på det og det, der ragede mig. Pludselig gad jeg slet ikke være her. Hvorfor var jeg her overhovedet? Vi kunne alle bare stå op om morgenen, gå i gang med dagen. Lave kaffen lige så stærk som i går. Vi kunne alle få tanken at røre os, spise noget, gå på toilettet. Vi kunne alle skrive et blog – indlæg, men nu var det altså mig, der skrev det. Nu var det mig, der stod bag. Disse ord, der kom ud af min hånd. Jeg agtede ikke at nærme mig noget kunstnerisk. Det var slet ikke mit ærinde. Mit ærinde var at give kattene mad, men nu spiser pindsvinet deres mad.. Hvor stor en succes er det? Mit ærinde var at tælle mine tårer, så jeg kan sige til Gud senere, at jeg græd så og så meget. Om det ikke var synd for mig. Han kunne have en smule ondt af mig. Hvis vi troende holder vand, så var Gud der jo allerede, mens jeg græd. Også selvom man kan føle sig forladt. Om ikke andet var jeg der selv. Jeg vil selv videre frem i mit liv kunne huske, at jeg på netop denne aften græd. Næsten helt præcist hvor meget, og hvor kraftigt. Ingen andre så det. Naboen kunne have vendt sit ansigt herover ad, men gjorde det vist ikke lige. Er det meningen med lidelsen, at andre skal se én lide? Gør det smerten lettere? Hvad hvis man deler en smerte med nogen. Tabet af et menneske, som flere har kendt. Bliver byrden da mindre? Sorgen kortere? Hvad hvis jeg deler mit liv med nogen. Indvier andre i det. Bliver det så deres del i mit liv? Tager de et stykke med sig hjem og passer på det der? Hvad hvis jeg offentliggjorde dybt hemmelige ting. Til hvermands eje. Ville de rette da passe på det, behandle det med respekt? Kan jeg regne med, det ”falder i god jord”, når dem det skal. At det ikke bliver misbrugt? Man skal bare afsløre mindst muligt om sig selv, så går det meget bedre. Hellere sige for lidt end for meget. Så kommer man ikke til skade. Så risikerer man intet. Men hvad hvis en hemmelighed er høj aktuel, hvis andre kunne lære noget af den? Eller videregive den som nyttig viden. Hvad hvis det var mig, der sad inde med hemmeligheden. Hvis jeg sagde det til folk. Ville de da begynde at udspørge mig om den? Jeg sagde jo bare, jeg besad noget, ingen andre kendte til. Gør vi ikke alle det? Skal alle detaljer nødvendigvis se dagens lys? Kan jeg beholde noget for mig selv, som ingen nogensinde får at vide? Var jeg da en halv – åben bog? Hvem står frem helt offentligt, i rampelyset, hvor kun skyggen ligger skjult. Hvem kan vise hele sig? Der var en, der gav sig selv for en sag engang. Gav sit liv bort. Til skue og hån, og efterfølgelse. Vi skal have respekt for den, der ofrer noget til gavn for andre. Men kun hvis man kan, skal man gøre det. Hvad krævede det af mig at græde disse triste ting ud? Er verden blevet bedre derefter? Ja, for mig. Del da dine tårer med verden, siger Gud. Men det kan man ligesom ikke. Så skulle man gemme dem i en flaske og udvinde salt af dem efterhånden. Men ak, spild af tid. Næh, prægtig er vel den, der ikke græder. Den, der bider smerten i sig, fortsætter trods modgang. Den, der kan prydes af tapperhed, udholdenhed. Den, der ikke bukker under. Men hvem har lært os at foragte svaghed? Den, der græder, kan han ikke bruges til noget? Hvad den, der ikke kan lade være, kan vi ikke lære noget af ham? Hvad ham, der ikke kan holde tårerne tilbage, selvom han er på live tv, eller står i blandt andre? Står han dårligt i forhold til kærligheden? At han brister gør ham levende, vedkommende. Vi andre kan ikke lade være med at føle med ham, holde om ham, trøste ham. Er han da spildt? Vi skal følge vores tåre på dens vej. Hvor kommer den fra, hvad vil den os. Hvor fører den os hen? Vi skal være taknemmelig for tåren, at den er der, kommer helt af sig selv. Nogle gange presset mere ud end andre. Den har sit helt eget væsen. Jesus hang der, og ingen ved, om han fældede en tåre. Det er ligesom, det slet ikke hører historien til. Han bed smerten i sig, vel også den fysiske, men græd han mon? Dem omkring ham sørgede, sikkert højlydt, kunne jeg forestille mig. Mens ingen ville synes, det var mærkeligt, hvis han selv fældede en tåre også. Han græd natten før, var det ikke sådan? Blod. Måske var han tømt for disse smertelige tanker, at han bare længtes efter forløsning. Den Endelige forløsning. Broderskab. Det ville have været mærkeligt, om han havde hulket højlydt, eller skreget, at han ville ned (!). Eller at han ”ikke kunne klare mere”. Men sådan en støbning var han ikke. Det lå ikke lige til ham. Spot måtte han modstå, det nyttede ikke at være svag. Højst var korset for tungt, tornene for stikkene, og naglerne for nagende. Men psykisk var han i topform!. Forlod nogen ham, var det tåren, der ikke ville frem. Ikke alt tjente det at vise til offentlig skue netop den dag. Han havde til sidst overskud til at trøste dem omkring sig i stedet for. Lid ingen nød. Jeg er her stadig. Syntes han at sige. Hans smerte ligner vores. Vores tåre ligner hans. Ikke så mærkeligt det hedder Fader Vor. Eller: Græd ikke mere, for der er trøst. Du er der nemlig. 27.07.2012.
27 jul