Jeg tænker på, at det er killingernes sidste tid. Det gør de ikke, for det ved de ikke, at det er. I overmorgen – ved jeg – bliver de indfanget under betegnelsen ”vilde katte”, af dyreværnet. Fremtiden for dem er derfor yderst usikker. Jeg giver dem deres sidste måltid, for i morgen og overmorgen må man ikke fodre dem. Da de skal være godt sultne på torsdag, når dyreværnet kommer. Man lokker dem altså. Sidste sommer skete det samme; en grå hunkat får to unger, og vi tager os af dem. Uden at de dog er så tillidsfulde, at man ligefrem kan tage dem til sig. – Selvom Lars gør sine forsøg. Vores egen kat er forsvundet. Vi håber bare, at andre tager sig af den, ligesom vi tager os af killingerne. Vi kan intet vide. Om den ligger i et krat, er på jagt, sulter, har flåter. Vi kan intet vide. Så skulle vi have sat en gps på den, men halsbåndet fyldte hele halsen, og han er ikke vant til halsbånd overhovedet. Vi har øremærket den. Lige nu spiser killingerne deres anden portion. Jeg skal ikke gøre mig hellig, og her fortælle hvor godt et menneske, jeg er, ved at give kattene mad. Jeg siger bare til jer: Jeg ved mere, end de gør. Og det gør ondt. Jeg har før gjort et menneske ondt. Taget noget fra det, som var helligt. Jeg har forestillet mig dets liv rinde ud, før dette – barn – selv vidste, hvad der skulle ske. Jeg vidste mere end det. Jeg pakkede ham ind i en flyverdragt. Derfor mener nogen, at jeg ville ham noget godt. At jeg ikke ville, han skulle fryse. De kan have ret. Det er også lige meget. Killingerne er her. De leger rundt i vores udstue, disse to små størrelser op af hinanden. I morgen bliver de måske skilt ad. Eller moren ser dem aldrig mere. Eller også er skæbnen så nådig ved dem, at de alle tre får lov at blive sammen et sted. Der hang et opslag oppe ved skraldepladsen: En seddel, hvorpå der stod dette med indfangningen. Jeg har selv taget et barn ud af dets sammenhæng. Frarøvet det dets liv, lige som det var startet. Jeg har før slået en familie i stykker, udover min egen. Jeg er selv det opslag. På tavlen. Jeg er selv bøddelen, den værste slags. Hende, der har det i sig, der hedder: Tilgiv mig. For jeg har gjort noget helt galt. Vi kan alle fodre killinger, det ved jeg godt. Men det er som om, netop disse katte virkelig godt kan lide at være her. Og høre når vi sidder herinde i stuen og småsludrer. Det er som om, de da føler sig ”sikre” eller trygge. Vi gav dem en frist. I morgen miawer de måske efter mad, og vi må ikke engang give dem noget. Hvem kan måle, hvad der er i en kats mave, hvis vi giver dem noget alligevel? Hvad om vi selv slæbte dem bort herfra for at stille dem fri, i hvert fald fri for at blive indfanget? Hvad om det lige så meget var vores katte, som naturens eller skæbnens? Hvad om det vilde liv for dem var – trygt. Kunne de måske ikke have levet her hele den ganske sommer, som nu? De kunne have endnu flere måneder sådan her. Hvad om den, der har besluttet disse radikale indgreb, tog helt fejl. Hvad skade gør det for hende, at der render killinger rundt i vores have? Jeg forstår det slet ikke. Dette er en gravskrift. De dør måske. De blev født, men ingen ville have dem. De fortjente ikke et helt liv, da de var ”vilde”. Hverken steriliseret, kastreret eller vaccineret. De er vilde. De gør deres eget. De går som det passer dem. Vores egen kat kunne selv have været her, og også den ville blive fanget ind, da også den ikke er ”ordnet”, som nogen kalder det. Den strejfer. Det kan være dens held, at den netop er på tugt nu. Hvor barmhjertigt er det at give nogen et liv, for så igen at tage det fra dem? Kan de nyde den mad, jeg lige har givet dem, ekstra meget. Ser de, deres tid er kommet. Aner de uråd forude. Der levede en mand engang, der forudsagde sin egen død. Og den kom rigtigt nok til ham. Men da var hans liv også fuldbyrdet. Er disse killingernes liv det? Gud kender killingernes dage bedre end jeg og vi. Vi kan kun gisne om deres vej videre. Jeg har selv gennem årene haft (tvangs) tanker om, at jeg snart skulle dø. Ja, jeg har ligefrem udfyldt ”Bogen til mine kære” en gang. Og sagt til personalet på Risskov: ”Hvad hvis det er meningen, at jeg skal dø?”. Hvad hvis det er min skæbne, min livsvej, og hele meningen med mit liv? At jeg intet liv selv fik.
Hvad hvis det var Guds svar til mig. ”Se, hvad du har gjort, Rie, dette får du til gengæld”. Et liv i sindssyge. Uudfriet. Men dette gav du mig, Herre. Evnen til at skrive. Disse katte har skrevet deres testamente ude i græsset. Og de vidste fra starten, de ikke var velkomne her i området. De har frygtet næste dag, og ikke vidst, hvordan de kom igennem natten, i regn og rusk, og uden mad. Men jeg har set dem lege i vores møbler. Og jeg er smeltet og blødt op. Og nu leger de på lånt tid. Der står ude på græsset, at de gerne vil have taler til deres begravelser, disse killinger. Jeg bliver ved med at sige til dem, at det jo ikke er sikkert, de skal dø. Men de vil gerne tænke den værste udgang, for at være forberedte. Jeg siger til dem, at deri er de tapre. Og at jeg gerne holder talen. De beder mig synge dem en godnatsang. Men det kan jeg da ikke. ”Som du sang for ham”, siger de. ”Gud lukker sig mit øje”. 24-07-2012.
24 jul