Et billede på afsind.

Jeg ville allerhelst have været Fredsfyrste. Eller spredt en god stemning. I stedet for på tankeplan at svine det gode til. Mens du sad op af mig. Og dig vil jeg allermindst gøre ondt. Bare at følge min ihærdighed for ikke at gøre skade rundt omkring. Men kun jeg selv (og Gud) kender min tanke. At når der er en flig af smerte, frygt eller ubehag, er det det, jeg forfølger. Helt til dørs faktisk. Udtaler bare det mest pinlige højt og tydeligt på tankeplan. Mens jeg er i et rum med andre eller en anden. Og straks tror, det går ud over disse andre eller denne anden. Og ved I hvad? Det kan faktisk godt hænde, at det gør. Hvorfra skulle ellers hele tanken om karma stamme fra? Hvad om, hvis jeg har slået én ihjel i det her liv, at jeg så selv er offer i det næste. Hvis jeg tænker ”Idiot” ud i et rum, med virkelig tyngde bag, – og har ubehag ved det, straks som et klump af angst i maven. Tror I da ikke, det ”mærkes” ude i verden? Ja, jeg spørger, for det er vist ikke engang et sindssygt træk ved mig, der her er på spil. De fleste går med skjulte tanker, som de ikke deler med nogen. Også tanker, man er skamfuld over at have. Men hvorfor kan jeg tale om ”de fleste”? Jeg kender ikke mængden, men mest mig selv. Og jeg skal være dette eksempel. På hvordan et liv, kan se ud. I vrang. Men dyster som min tankeverden kan være, ved jeg også at jeg er undskyldt. Men det værste, man sådan set kan sige til mig, er: ”Du er jo tilgivet”. Det værste, jeg selv i et tv – interview (kommende, eller dem, jeg før har medvirket i) kan sige, er: ”Jamen, jeg er tilgivet”. At sige, jeg ”er undskyldt”, handler også om uskyld. At noget kan jeg ikke gøre for. Hvad med en svinsk tanke, hvor meget skyld har jeg i den?? Den opstår, ja, og så forfølger jeg den. Kunne jeg ikke have ”ladet den ligge”. Måske bare til i morgen. Hvem lærte mig engang at smerte skulle man stikke i, og uddybe. Når noget gør ondt, skal det helst gøre rigtig ondt. Før det ”gør godt”. Ja, det er så sandelig min ”skade”. Jeg uddyber noget, der skulle have hvilet. Der sænkede sig en fred over stuen, fordi Lars satte sig over til mig i sofaen, og vi ikke behøvede sige noget. Den klassiske stemme fra musikanlægget sang vores klage ud i rummet. Hvis vi var klagende. Intetanende om, at disse ord ville forløse mig bagefter. Men årsag og virkning, det har mange talt om før mig. Konsekvenser. Af handlinger, synlige som usynlige. Villede som ikke villede. Vi tager en clementin. Det virker ”rigtigt”, for vi er en lille smule sultne, og den ligger der orange og fristende. Intet galt i det. Hvorfor føltes det da ”rigtigt”at slå ihjel, og nu sidde ved en computer og skrive om det? Faktisk mente jeg på min gåtur, at jeg skulle have taget bussen ned i byen for at træne. Ja den første halve time, overvejede jeg at gå hjem igen, pakke træningstasken og tage af sted ned i midtbyen. Denne følelse af ”forkerthed” lammer mig fuldstændig. Og det er hver dag! Skulle jeg hellere gå på det andet fortov, f.eks. Tage to slurk af kaffen i stedet for en. Jeg gør konstant op, hvad der ville være mest kærligt at gøre i den og den situation. Men det er ikke ensbetydende, at jeg altid vælger det gode. Når jeg da står over for ondt og godt, og vælger – med vilje – det onde, da gør jeg mig til et syndigt menneske. Der får jeg skyld. Og skal råde bod. Små foreteelser, som andre ville tysse hen, kan gå mig på i timer. Jeg kan ikke bede Fadervor både på vej hen til bussen, indeni bussen, og når jeg står af bussen. Jo, i princippet kan jeg. Men tænke sig, at være så skyldigt et menneske, at det skulle være nødvendigt. Der var engang en intuitiv ”besked”, jeg fik fra den åndelige verden, som sagde mig dette: ”Der er noget, der er værre end døden og sex, og det er fortrydelse”. Og Gud hvor går der mange kræfter med at granske gjorte ting, – som jo længe er ”ude af verden”, så at sige. Nogle ting, man har gjort, står tilbage med varige skader og men. Og trækker blod efter sig for hvert skridt. Men når et menneske er begravet, og kanske har fred, kunne man måske leve sit eget liv videre? Hvornår er synden gjort helt op? I princippet; hvis jeg står med et stykke chokolade i hånden, men ved, jeg egentlig ikke har brug for de ekstra kalorier i min krop, hvad vælger jeg da? Gør jeg det ”forkerte”, og satser på at blive tilgivet. Gør jeg det rigtige og lever et måske kedeligt liv? En alternativ behandler sagde engang til mig, at selv mus i forsøg vælger den sundeste mad af sig selv. Altså; stillet over for muligheden for at spise usund mad, eller sund mad, valgte de naturligst det sundeste. – Som i længden jo også vil gavne dem bedst. Men hvor kommer ”naturligst” fra? Hvem var her ligesom først og grundlagde normerne, vi senere hen retter os efter? Hvad hvis man er ”grænse psykotisk”, og har et behov for at sprænge rammerne. Gøre de forbudte ting, provokere. Og deraf måske gå ensomt. Hvis der ingen andre var her, kunne jeg kun have svinske tanker om mig selv. Mit tungsind kunne så at sige kun gå ud over mig selv. Det er ligesom når jeg helst spiller single i badminton frem for duoble, for så behøver jeg ikke have samvittighed over for en anden, nemlig min makker. Da har jeg kun mig selv, at blive utilfreds med, eller stolt over. Men handler kærlighed ikke om at dele mellem mennesker? I kirkekoret står jeg sammen med en anden alt – stemme, vi skal synge det samme, og det skal helst ”virke”. Altså spiller jeg der – med glæde – double. Og her i stuen. Jeg trækker mine svinske tanker tilbage. Undskyld, hvis du mærkede brodden af dem. Når jeg støder min pande mod din, må der ikke ske dig noget, fra hoved til hoved. Du skal ikke smittes eller lide ondt. Jeg sætter dig helst fri. Gå i stedet for. Hen til computeren. Indimellem trækker jeg selv i en fysisk bevægelse min pande væk fra din pande, i håb om at tankerne derved ikke ”når” dig. Og halvdelen af mine læsere her på bloggen, er nu stået fuldstændig af. Tænke  sig et eksempel mage til. Jeg ville allerhelst ligne naboen, men det gør jeg bare ikke. Altså er jeg et billede på afsind. Og det vil jeg gerne være, hvis lidelsen er indeholdt i mig selv. Udadrettet er det meningen, jeg skal synge kærlighedssange. At det er min navlestreng ud til verden. Kunsten skabt i enerum var ensom. Men mødet med publikum var næsten det hele værd. Du derude skal bare ikke gøre det samme som mig. Jeg er hellere et billede på noget, der skal undgås. Som et stykke chokolade, der feder. Men spiser man det med glæde, kan Gud så næsten græde imens? Hvad der er gjort godt, kan det slæbes i retten og angribes? Bevæggrunde kan være helt rene. Motiver kan skinne som stjerner, lyse som sole. En sjæl kan være uberørt. Men et sind er sygt. Og det er så mig, der er den syge. Det var det klæde, jeg iførte mig her i verden. Det var langt nemmere at hævde, man er Jesus, når man er indlagt på et sindssygehospital. Men et klæde kan man tage af. 16.11.2012.

%d bloggers like this: