Ja i dag har jeg så danset inde i min stue… Jeg var alene hjemme, og jeg sagde også nogle sjove ting imens. Så at jeg grinede højlydt, og tog mig til hovedet, og tænkte: Godt der ikke er to af dig, så spøjs og underlig, du er! Men er det rigtigt? Vil man ønske, der kun er én i verden, som én selv? Nej, man vil deles. Man vil gøre lidt ligesom naboen, for ikke at føle sig helt udenfor. Man vil ”passe ind”. På gaden f.eks. Ofte kigger jeg faktisk på, hvad for noget tøj, andre går i. Jeg tænker; når det er varmt i vejret, er det så mig, der har for lidt tøj på, eller de andre, der har for meget? Sådan noget vurderende sig selv op af andre. – Og selvfølgelig da! Vi er sociale væsener. Ja for mange år siden var vi afhængige af hinanden. Mere som overlevelse. Nu er vi sammen for at have det rart. I går oplevede jeg truende adfærd omkring mig, og jeg sad bare helt stille og foldede mine hænder, for at jeg dog måtte undgå problemer (eller som Jesus sagde: ”denne kalk..”). Da så en af ungerne spurgte mig, hvad klokken var, i forhold til, hvornår deres bus gik, sagde han dog ”Tak” for mit svar. Siden hen, da jeg sad i bussen, syntes jeg også buschaufføren slingrede. Alt i alt skulle jeg nok have taget cyklen. Men igen; man vil gerne hinanden, men ikke når det sociale liv bliver spændt. Og der opstår fare og spændinger. Alligevel er vi jo også gjort af spændinger. Tænk på Fauré’s Requiem, som jeg var med til at opføre i går, hvis den ikke indeholdt forte fortissimo eller forbandelser. Hvad hvis alle toner var sirlige, smukke, retvendte så at sige. Hvad om noget gik imod, i stedet for? Satte sig på tværs, som Anne Linnet synger om. Hvad om der var en hage ved noget, eller en torn i øjet, eller bare en lille brist. En lidt dårlig ånde. En kæphøj bemærkning. Hån. Hvad om vi var gjort af begge dele; lyse toner, og mørke toner. Og vi kan tale om godt og ondt. Men vi kan også tale om brister. Noget, der skal heles igen. Noget, der gøres godt igen. Et brud, der bliver lukket. En bemærkning, man tier hen, fordi det er til det bedste. Den var ikke ondt ment. Og afsenderen af bemærkningen skal ikke bære byrde, fordi bemærkningen stødte eller fornærmede. Alt har plads. Er det ikke det, vi siger? Hvorfor eksludere eet menneske i bussen, men ikke et andet. Hvem skulle da have fortrinsret til Guds rige? Hvem er det bedre end de andre? Ja, tænk sig, sådan noget går jeg og tænker på. At jeg skal elske alle i bussen, har jeg ikke længere som krav. Men jeg kan godt finde på med vilje at sætte mig, hvor andre synes, det må være ubehageligt at sidde. F.eks. i dag hos en mand, der var unødigt nervøs for, om bussen nu var forsinket. Eller sidenhen en mand i bussen, der lugtede lidt usoigneret. Og nogen vil sige, jeg pudser min glorie, men det er bare, fordi Danmark er et kærlighedsland, som ikke kan holde strømmen af velmenen tilbage. Så den helt blusser over. Ja ene jeg kunne elske for 1000 mand på én gang. Men hvorfra skulle jeg vide, jeg gik kærlighedens ærinde? Jeg spørger så tit, for jeg gransker faktisk mig selv ret tit. Er jeg nu ren nok. Ville du ham inderligt nok. Fik du sagt det ordentligt til hende, så hun ved, du vil hende? Når jeg piller næse, bliver jeg så derved skyldig i noget? Falder der så et krus på gulvet ude i køkkenet bagefter? Og hvis der gør, kan jeg så tolke det som en slags straf for at være syndig? Og hvor går grænsen for synd? Er det værre at pille næse end tænke ondt om en anden? Onani, hvor har det ret? Men jo, det er jo en del af mennesket. Flere emner taler vi bare ikke åbent om. Og når folk på tv endelig gør det, er det helt smækket op i ansigtet på én, som den store sensation. Men vi vil alle følelserne. Vi formår bare ikke altid at udtrykke dem. Nogle gange er det at skrive en mail om, hvad man i løbet af ugen har lavet, jo en lige så fin tilkendegivelse, som hvis man ned over en side gentagne gange skrev: ”Jeg elsker dig”, eller ”Du er dejlig”. For meget er for meget. Vi skal lade noget sive. Ud af hånden, ud af munden, ud af håret. En duft. En aen. Et ord. Åbne op. Der falder altid en krumme fra et måltid. Du skal bare holde hånden åben. Så danser jeg en regndans. 5.11.2012.
5 nov
Posted by Ulla Thorup Nielsen on november 6, 2012 at 9:34 am
Kære Anne Marie…
Tak for endnu et ”livfuldt” indlæg – med masser af liv, og små livsnære detaljer, som vi jo nok er en del, der kan nikke genkendende til nogle af – i en eller anden ”variant” 🙂
Venlig hilsen Ulla…
Posted by Anne Marie Eriksen on november 6, 2012 at 10:06 am
Kære Ulla. Dejligt, du bliver ved med at læse min indlæg. Man kan jo nogle gange godt frygte, at man “rammer ved siden af”, eller ikke kommer så heldigt ud af nogle formuleringer eller synspunkter. Og man ved ikke, hvordan det skrevne virker “udadtil”. Der er du en åben favn, og rummer skævskud og pletskud på lige fod. Og” livfuld” vil jeg gerne være, og det livfulde kan hænde at smitte. Også din kommentar har lige nu smittet mig med livsmod. Og bærer mig videre igennem dagen 🙂
Posted by Ulla Thorup Nielsen on november 7, 2012 at 12:46 am
Kære Anne Marie…
Mig en glæde, ære og fornøjelse at kunne være en åben favn, der rummer skævskud og pletskud på lige fod. Det varmer her i en lidt råkold november måned 🙂
Venlig hilsen Ulla…