En drøm. 21.1.2013. I en eftermiddags lur. Meget tydeligt husket og gengivet.
Jeg er i inde i min lejlighed på Trillegårdsvej. Pludselig hører jeg noget ude fra haven, og kigger derud. Det viser sig, at der er et slags tog på vej ind i haven. Sådan et børnetog, man sætter ind i byerne ved juletid. Og der er da også et par børn med toget denne gang. Samt en voksen fører. Jeg forventer selvfølgelig, at de kører igen, da det jo er min/vores have. Og jeg føler da også, de overskrider en grænse ved at bruge min have som mellemstation. Men nej, de har tænkt sig at blive. De voksne, et par, hævder nu, at de har papir på huset, eller i hvert fald har ret til at bo i lejligheden. Jeg bliver ved at sige, at det må være en misforståelse, og de bare kan spørge ”Gerd”, som min/vores nabo hedder, om det ikke er rigtigt, at det er mit lejemål. Det reagerer de overhovedet ikke på. Børnene leger rundt omkring i rummene og i entreen, og der er også en hund, som strinter på gulvet, og jeg forventer i det hele taget mere liv i huset fremover. Der er en mærkelig accept i mig over, at vilkårene i mit liv nu er ændret. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er Gud, der vil vise mig, hvor hårdt det er at have småbørn. Så jeg på sigt holder op med at drømme om at skabe min egen familie. Jeg ser mit hus fyldt op af mennesker, og den næste scene er nu ude i ”slagmarken”. Udenfor min lejlighed, i fælles området. Ja, enten er der regulær krig, eller også overværer jeg en simpel fodbold kamp. I hvert fald er der mænd, der kæmper om noget, omkring mig. Jeg hører disse mænd synge højt, ja opera agtigt, og jeg sætter selv ind med en anden stemme, så højt jeg overhovedet kan. (I det virkelige liv har jeg sunget opera). Jeg skråler derud ad, mens jeg pludselig hører endnu en anden stemme bag mig. Jeg spørger ud i luften: ”Nå, du kan også godt lide at lave anden stemme?”, uden at vende mig om, for at se, hvem det er. Forinden da har jeg gjort et spring i et slags fryd udbrud, så at naboerne lidt derfra korser sig, og tænker: nu rabler det vist for hende derovre. Jeg ved, de forarges over mig. Så siger jeg: ”Men det er nu federe at synge soloen/førstestemmen”, siger jeg med et smil. Og jeg hører kvinden bag mig sige: ”Ja”, og derefter grine. Da ved jeg, kvinden er ”Line”, min ”vilde veninde” i det virkelige liv. Vi går indenfor, og mine forældre er da også ankommet. Huset er fuldt til randen, og jeg har ingen fred. Jeg tænker: sikken en blanding; min mor i samme rum som Line. Denne familie, der er ankommet. Jeg føler mig presset, og det viser sig nu i mine øjenæbler, at de er helt udspilet, og nær ved at springe. (Jeg har i det virkelig liv haft det sådan under en indlæggelse på psyk. uden at nogen dog kunne se noget galt med mine øjne). Derfor går jeg ud på badeværelset. Jeg ser, at der på væggen er beskidt nu, efter de små børns hærgen, og også på gulvet og rundt omkring ser min lejlighed nu brugt ud. Jeg tænker igen; hvor forfriskende, at noget så uventet sker, at det var denne drejning, mit liv skulle tage. Mens jeg betragter mig i spejlet på badeværelser, ser jeg at mit ene øje er noget sort inde i selve øjet. Jeg aner da også æblet eller en nærmest rund ”bold” være på vej til at sprænge sig igennem hinden. Den er hvid i det. Jeg ved nu, at jeg er i fare for at mine øjne sprænger på et tidspunkt. Derfor går jeg ud til de andre, og siger, jeg er syg og skal indlægges på psykiatrisk hospital. Alting bliver for meget for mig, og jeg er altså presset til det yderste, med disse kendetegn i øjnene. Min mor udtrykker sig som om, den udvej havde hun tænkt for sig selv forinden. Og jeg bliver irriteret på hende, at hun har troet det om mig, at jeg hørte til på hospitalet. Men det ender med, at jeg pakker en taske, og at hun hjælper mig, f.eks. med at finde nogle sokker. Der er lyserøde nylon strømper, og selvom jeg helst bruger sorte bomulds sokker til daglig, er der ikke sådan nogen at finde. Men tværtimod disse lidt alternative strømper. Jeg pakker i starten lidt for meget, da jeg går meget op i tøj sammensætning, og jeg smiler ved mig selv, for jeg behøver jo ikke flere slags støvler nødvendigvis. Derfor vender jeg tasken på hovedet og pakker om. Jeg tager blandt andet en badedragt med, og jeg begynder så småt at glæde mig til en indlæggelse på psykiatrisk hospital, da jeg ved, jeg der kan få ro om øjnene, få hvilet mig, og bliver taget af. Jeg er udenfor Aarhus på det her tidspunkt (selvom min lejlighed i virkeligheden ligger i Aarhus), og jeg spekulerer lidt på, hvordan jeg skal komme derind, og at jeg bliver tilknyttet mit lokalområde, om ikke andet så måske dagen efter. Min far siger noget fra den ene stue, mens min mor taler til mig fra den anden stue. Jeg siger; I taler altså på samme tid, så jeg kan ikke forstå jer. Jeg ved, jeg efterlader disse mennesker. Men jeg ved, det er det rigtige at blive aflastet på hospitalet. Frem for alt for mine øjnes skyld.
Tolkning: Jeg har lys i mine øjne, er ved at blive vakt. Synger så højt, jeg kan ude i slagmarken. Lader mærkelige ting ske foran mig, fordi jeg skønner, det uddanner mig, eller danner mig. Og jeg må trække mig og søge hjælp andetsteds pga. overbelastning. Mine kræfter er overvældende, næsten ”for meget”. Mine forældre tror, det er uligevægt psykisk, men det er derimod et udtryk for overdreven lys eller overdreven kraft, som jeg skal have hjælp til at rumme. Hospitalet er her en fin foranstaltning. Ja, den bedste løsning.