Min kæreste syntes egentlig, jeg sang godt. Og ham, der havde booket mig var også tilfreds. Hvorfor er det da, at jeg føler mig helt ”forkert”? Måske fordi, jeg er det? Det kunne de andre bare ikke se. De så ikke ind under huden på mig. Bag mine klæder. Jeg var i bordeaux og turkis, lige som den ikon, vi har inde i stuen, hvor Jesus er fremstillet som en kvinde (..). Kunne det tænkes, at jeg søgte at ligne hende? Hvem der bare havde sans for farver, ville vide, at turkis op af bordeaux er helt fantastisk! Jeg kigger tit over på den ikon (som også figurerede på vores første salme – cd udgivelse), for så får jeg et praj om, hvordan jeg har det. – Mærkeligt, ville nogen tænke. Men ikke så mærkeligt. Vi kigger alle et sted hen for at kende os selv. Og vel ikke hele tiden i spejlet. For hvad ser vi egentlig der? Vi ser os selv ved hjælp af noget andet. Og rigtig nok kan min kæreste og ham bookeren have set rigtigt i dag, så de havde den rette dom af mig. Men jeg ser selv noget andet. Jeg har en helt anden dom over mig. At jeg næsten led ved at være i denne krop, være på det sted, hvor jeg skulle synge. Hvor jeg snublede over en ledning, og ikke kunne fokusere klart med mine øjne, så dem, jeg talte med havde fornemmelsen af overhovedet at tale med et andet menneske. Ja, jeg kunne selv have været den ledning, og ingen ville´opdage det. Så fjernt fra hende Jesus på billedet (ikonen), jeg var i egne øjne. Vi kan alle sige ”Amen” og så tro, vi er nærmere kirken af den grund. Vi kan alle tage turkis og bordeaux klæder på, og så tro os nærmere en ikon. Men var vi nærmere? Jeg børster støvet af min jakke. Arbejdsdagen er ovre. Og mit arbejde bestod i at udholde mit eget selskab, bare over for mig selv. Hvad de andre end måtte sige om mig, og have af mening om mig, siver ligesom ikke ind (hos mig). Hvad er det da, der gør, at jeg ikke tager så godt imod andres kærlighed til mig? Kunne jeg ikke have troet disse andres udsagn, om at jeg gjorde det ”godt nok”? Hvornår nå dertil at tro på en andens udsagn end ens egen? Ja, vi må håbe, at andre bærer os. At der under os hviler en Guds hånd, der håndterer disse situationer. Jeg er ikke direkte fortabt, og falder ikke fra hinanden, jeg ligger netop ikke som en ledning på gulvet. Nej, jeg ”er noget”. Jeg er noget ved musikken. Og jeg er hende, der om lidt står på scenen og skal optræde. Og jeg kan ikke bare træde ned af scenen igen, og sige at det alligevel ikke er mig, der skal synge. At der må være tale om en anden. Men hold mig skjult. De billeder, der blev taget af mig, må aldrig vises frem (en gik og fotograferede mig, uden jeg ved hvorfor). Du må aldrig sige det videre, at du har set mig der, sidde og synge. Det skal aldrig fæstne sig i folk, hvordan jeg synger om kærlighed. Og ingen vil huske min bordeaux trøje. Jeg er lig nul. Var jeg ikke blevet musiker, havde jeg snydt mig ind på en anden uddannelse. Eller manipuleret mig frem i verden. Eller klædt mig helt i sort for at provokere. Men nu blev jeg – musiker. Det er rigtigt; jeg skriver sange. Jeg har selv skrevet dem. Det var mig selv, der gjorde det. Og jeg fik en kommentar til mit sidste blog- indlæg om, at jeg var ”ekstremt selvoptaget”, og det er rigtigt nok. Det er fordi, jeg skal bruge så mange kræfter på bare at være mig, at jeg ikke har øje for mit medmenneske altid. Der er nogen af os, der er oplært i følelser. Ja, hvor angst eller bekymring eller ængstelse står os op til halsen. Vi kan ikke engang række ud efter nogen. Vi ville egentlig helst gemme os et eller andet sted, under et tæppe. Og når ingen ser det, gemmer jeg mig da også under et tæppe. Det er når min kæreste er på døgnvagt, og kun naboen kan se det. Der ligger jeg på sofaen og med – lider med mig selv. Hvor ynkeligt. Men det er som om, Gud kan se det. At Han holder et vågent øje med mig. I må engang spørge ham, om det er rigtigt set af mig. Da – når jeg ligger der på sofaen – har jeg ikke overskud til at kigge hen på ikonen, for at se hvordan det står til med mig. Da ved jeg bedre, da mærker jeg stærkere, min kamp for at være her. På den konto af snyd, af misbrug eller falskneri, jeg stadig er her. Det liv, jeg tilkæmpede mig, som Gud måske gav mig, men som jeg fik på trods. Ingen vil huske, at jeg lå på sofaen. Nogen blandt publikum vil gå hjem til deres kære, og måske sige, de hørte en´synge på ”Cafe Gaya” i Aarhus her til aften. Men jeg var et vrag. Indebar overhovedet ingen kærligheds evne. Ja, hvis de tilhørende ikke følte sig sunget til, kan jeg virkelig godt forstå dem. Jeg kiggede kun få gange op over nodestativet for at etablere kontakt. Men Herre, jeg var alene. Forstår du, at indeni mig var der uro. Jeg skal forstå, at min kærestes ord, eller bookerens ord ikke når mig. Jeg skal vide, at kun jeg selv følte mig malplaceret. Til grin. Men sig det igen, du kære, sig igen, at ”lyden var bedre end nogensinde tidligere”. At ”du sang virkelig stærkt, da du sang dine helt egne sange”. ”Jeg hørte kun en enkelt fejl”. Sig det langt ind i Jerusalem. Og du skal ikke behøve sige mere. Herfra var alt sagt, blot det til overs, at: “salve me”. Hvilket jeg troede, var et helligt udsagn, men som jeg ikke kan slå op. Jeg er selv et helligt udsagn, om noget der aldrig skulle have været. En koncert, vi spoler baglæns, så gæsterne aldrig ankommer, og jeg selv pakker mit grej og aldrig synger. Men som jeg går derfra, føler jeg mig alligevel tomhændet og tilsidesat. På den måde ankom jeg hellere og gennemførte´koncerten. På trods. På trods af indre svære betingelser, som kun jeg selv mærker. Så kunne jeg være noget, de så på, og fotograferede. Hvad skulle der ellers have været på hans billede? Næste gang sender jeg ikonen af sted til en optræden. Du skal bare gå der og der hen, og så synge lidt. Det virker fejende let af afklæde mig bordeaux og turkis, og sende en, der ligner. Til daglig er det mig, der ligner ikonen, men til den næste optræden er det den, der ligner mig. Og vi kan endda forveksles. Sig ikke det videre, at det i virkeligheden ikke er mig, der sidder bag klaveret, men bare en substitut. Men sig det igen.¨11.1.2013.
11 jan