ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Tøj blev pludselig enormt underordnet. Ja, om jeg så gik i indesokker og joggingtøj en hel dag, ville det ikke gøre noget. Om jeg var sexet, var ligesom ikke det førende. Nej, vi havde taget en kattekilling til os, og jeg var blevet mor. Jeg fik kontakt til omsorgs følelser, tagen sig af genet. Og mere end min egen sikkerhed og velbefindende, handlede det om at give katten mad og varme. Ja, vi tror nærmest, den er forkølet. Jeg fik ikke sovet særligt meget om natten. Det er min begrænsning, at jeg det meste af natten er opmærksom på, om killingen ligger tæt op af mig. I det tilfælde at den gør det, vil jeg ikke vende og dreje mig for voldsomt. Ligeledes når jeg åbner en pose et eller andet mad i køkkenet, er jeg hele tiden opmærksom på, om den kommer og tigger mad derefter. Og når jeg bladrer i en bog, gør jeg det forsigtigt, fordi den ligger så godt og fredfyldt. Jeg er åbenbart, hvad det angår, helt umuligt til at sætte rimelige grænser for egen radius. Ja give mig lov til at leve frit på alle fronter. Det er i alt et hensyn til katten. Ikke andet. Derfor er det også i kærlighed at jeg begrænser min frihed, da det tilkommer eller gavner en anden. – Selvom nogen vil mene, det er en dårlig måde at omgås sit afkom på. Da jeg var barn, og hvis jeg lå og hvilede mig, så gik min far altid nænsomt med dørene, mens min mor bare trampede ind i stuen. Sådan har vi hver især noget, vi gør. Man kan også tage for meget hensyn til en anden. Så man helt glemmer sig selv. Når bare jeg gør fornuftige ting for vores fælles kærlighed, vores fælles hjem, og nu vores fælles kat, så er jeg i kontakt med meningen med livet, føler jeg. Som jeg skrev til en veninde: ”Verden bliver ligesom lidt større..”, underforstået efter vi har fået killingen at tage os af. Mange har prøvet at give afkald på noget. De fleste mister ting eller værdigenstande, eller deres kære. Mens jeg mister rådefrihed. Grundet en fejl konstruktion i mig selv. ”Nu går du hen i køkkenet og sætter den pizza i ovnen, også du skal have noget at spise”. Okay. Og katten blev liggende, og den trænger ikke engang til at komme ud, da den var så forkommen ved vores havedør for bare tre dage siden. At kulde helt afskrækker den. Lige nu kan den (over)høre lyden af, at jeg taster. Gad vide hvad den tænker om det. Men min egen tanke betyder – mere!? Er min ret til at skrive vigtigere end dens ret til at sove fredeligt? Jeg ved det ikke, jeg spørger jo bare. Endda dyrlægen har ikke altid det rette svar. Hvem har ret til hvile? Og jeg har såmænd også selv engang været desperat, ligesom killingen var det for tre dage siden. Og hvad gør man i desperate tider? Man skriger om hjælp. På vidt forskellige måder. En kats miawen er helt tydeligt en appel. ”Luk mig ind”, sagde den næsten. Nu ligger den i sofaen, og kan næsten ikke trække vejret pga. forkølelse. Og hvad dyrlægen i morgen kommer til at koste, er ligesom underordnet. Ligesom det tøj, jeg har på, som sagt. Det, vi alle har brug for – på bundlinjen, er vel klæder på vore kroppe, mad i vores maver, og nogle timers søvn. Du har lært mig at leve, du killing, som vi endnu kalder den/han eller hun. Du har lært mig at jeg står i anden række. At jeg sagtens undværer de timers søvn om natten, og endvidere passer mit arbejde som sanger og kunstner, ligesom før du kom. Faktisk er du nu ”noget at komme hjem til”. Men også ”noget at bekymre sig om”. Faktisk er du medvirken til en evig forholden sig til. Hvad tænker jeg om katten lige nu? Er den sulten? Kan jeg gå en tur? Vil den hvile tæt op af mig, eller hellere i en stol. Derfor er jeg blevet mor. For det ville hun også tænke om sit spædbarn. Og jeg skifter kattebakken ligesom en nybagt mor ville skifte ble på sit barn. For det ved endnu ikke helt, hvad verden er. Og det skal vi så være de kyndige til at vise det. Det er så nemt at elske på den måde. Det er så vedkommende, at kunne ae et andet væsen, som man ikke umiddelbart har samme sprog tilfælles med. Ja før jul svor jeg, at vi aldrig igen skulle have en kat. Men da denne ”Lily” (hedder den måske) stod udenfor og bad om husly, havde jeg intet valg, og ingen betænkeligheder. Nu skal den hjælpes videre igennem livet. Ligesom jeg blev det på et behandlingssted, da jeg var syg og i nød. Og på den måde er jeg den med husrum og overskud denne gang. Og jeg har en pligt som levende væsen over for et andet levende væsen. At hjælpe en i nød. Men også katten hjælper mig. Til at føle mig brugbar som mor. Kattemor eller menneskemor. Eller som næste for min næste. 27.1.2013.