Det var afmagt. Det var, fordi jeg følte mig latterlig til den kor – kom sammen forleden, hvor jeg mildest talt ikke fandt min plads. Altid noget, at Jesus også kender følelsen af at blive latterliggjort. Jeg troede, de andre havde brug for, at jeg var der. Men det havde de overhovedet ikke. Jeg kom egentlig, fordi jeg tænkte, der var en plads til mig. Omkring det bord. Og jo, rigtigt nok var der en ledig stol til mig. Og der stod en forret anrettet foran mig på bordet. Jeg troede, jeg kunne komme der alene, og så fylde noget. Men så kom jeg til at sidde ved en, der taler enormt højt. Og ingen var på min alder, men kun derunder. Og quiz lege hader jeg pr. automatik. Og hvad havde mit formål da egentlig været (med at være der)? Jeg er sikker på, Gud så mig gå på de veje, i nærheden af hvor ”Kathrine” boede. Han tænkte sikkert: åh nej, lille Rie ved slet ikke, hvad hun går ind til. Når hun træder ind ad den dør. Og godt nok var der beskyttelse omkring mig, men det når man ikke langt med socialt, at man ”er beskyttet”. Ja ingen kan man reelt dele det med. At man derhjemme fra allerede er bange for at falde ved siden af i selskabet. Man bliver bange for sin tavshed rundt om bordet; hvorfor siger man ikke noget mere. Kaster et par bemærkninger ud i luften. Vover noget? Og hvorfor ryster ens hånd, lige som ”Ane” bemærker det, og endda efterfølgende spørger: ”Er du okay?”, hvortil jeg svarer: ”Næh”. Jeg kunne lige så godt have været dugen. Eller den forret. Eller have taget en ildelugtende parfume på. Ingen ville have bemærket det heller. Så at vores ”Hej” den efterfølgende søndag til gudstjenesten (på vores arbejde) blev underligt vagt. Ikke fra min side, men fra deres. Og her anklager jeg nogen. Nogen, jeg skal se igen. Tag dog din plads! Bliver der råbt fra alle sider. Også herhjemme skal jeg gøre ”mine” ting, uafhængigt af, om katten også vil se fjernsyn, når jeg vil. Er det ikke dit fjernsyn, måske? Jeg ved det ikke. Alle ting er vel Guds helt overordnet set. Jeg har bare lånt dem. Jeg går til en fest, tror Gud sidder blandt de fremmødte. Så kan jeg da konversere med ham i det mindste. Da vil jeg ikke gå så meget fejl, tænker jeg. Men Han sidder der ikke lige. Jeg leder ved min serviet, om han skulle ligge der. Eller i håndtrykket, da jeg kommer ind, men heller ikke der. Men endelig spørger Asbjørn til mig, på flere forskellige måder, og jeg åbner op, og kalder mig selv for ”blufærdig i den her sammenhæng”, da jeg indtil da ikke har sagt særligt meget, og også har fået en sær rolle ved quiz – legen, så jeg er fritaget for at agere/spille skuespil/mime. Asbjørn redder mig, tænker jeg. Endelig. Jeg går hjem med et lettet hjerte. Om ikke andet hørte jeg mine egne ord til Asbjørn. Jeg hørte mig selv tale, foran Gud og mennesker. Om det så havde været en enetale, havde jeg lyttet til mig selv. Men vi vokser kun igennem andre. Når andre ser værdien i det, vi kommer med, eller indeholder. Og Gud, du stod så på trappen, da jeg skulle hjem, det var egentlig sødt af dig. Så sprang jeg på et par af de sene busser, og skrev en sms til Kathrine, hvor jeg var ved at bruge ordene: ”..som det nemmeste i verden”, om netop det bekvemme ved disse busafgange. Jeg havde ikke behøvet være ængstelig for, om jeg nu kom helt og sikkert hjem. Og jeg har ageret som et barn i den situation. Jeg endte med ikke at skrive ”som det nemmeste i verden”. Det ville have været sødt, men også utrolig barnligt. Barn lig. Tjah, det var så mig i afmagt. I en rolle, hvor jeg var ”ved siden af”. Ved siden af normen. Anderledes i forhold til alder, i forhold til interesseområder. I forhold til alvor. Yngre mennesker er også spændende, ville nogen sige. Ja. Eet gammelt – eller ældre – menneske var et for lidt. Vil jeg sige tilbage. Begynd med Gud på trappen. Godt nok kom Han for sent. Du skulle igennem disse frygtelige pinsler, før du blev forløst. Så du næsten sank i jorden. Hvorfor kom du ikke noget før, min Fader? ”Jeg er også Fader for de andre”, svarer Gud. Ja, men jeg havde mest behov. Da så du ikke de andres kvaler overhovedet, Rie, siger Gud så til mig. ”De afbrød næsten hinanden for at få mest taletid, det kan have sine ulemper og kampe”. Havde jeg blot haft taletid hele tiden, Gud, så kunne jeg have sagt noget vigtigt, klogt, vedkommende. ”Det tror jeg ikke, Rie”. ”Og de andre ville aldrig lytte”. Næh, hvorfor egentlig ikke?, spørger jeg videre. ”Du havde uld i munden, talte utydeligt”. Hvorfor da? Fordi de havde slagtet dig som lam, kæmmet hårene af dig, og puttet det ind i din mund. ”Det lyder ikke særligt rart, Gud”. Næh, jeg bad dem også holde op, men da var det for sent. Du kom for sent, Herre, er det ikke rettere sagen? ”Jo, jeg så bare til, kan du tilgive mig (for det)?”. Du afbrød mig ikke. Du så nedslagtningen, men gjorde ingenting. ”Jeg var en af dem”, siger Gud så pludseligt. ”Du var en af bødlerne”, spørger jeg undrende. Men ja, det var det, Gud mente. Han har selv blod på sine hænder, det tror ingen bare om ham. ”Skal jeg vaske dine hænder?”, beder jeg til Gud. ”Det vil ikke nytte”, svarer Han. ”Du har jo selv slået ihjel, hvordan kan dine hænder da være rene?”. Men jeg beder igen Gud: ”Må jeg vaske dine hænder for blod?”. Da svarer han endeligt: ”Gør det!” Jeg tvætter Hans hænder med min uld. Til trods for, at der ender med at være rødt over det hele. Jeg er ikke det sorte får, eller det uskyldige lam. Jeg er den røde uld, der tvætter blod af. Så ses det (nemlig) ikke. 11.2.2013.
11 feb