Kodeord: Kærlighed

Hvis jeg bare kunne elske rent. Mene en sms helt fuldt ud, 100 procent. Ja, jeg vil dig. Jeg skriver netop sådan her, fordi jeg elsker dig. Vil hun mon føle det? (i den anden ende). Hvordan lyder den kærligste sms? Ja, måske er det mig, der engang har skrevet den, men næppe. Hvem har så? Et hjerte (som ikon) kan man sende af sted. Et ”knus og kram”, som jeg har en veninde, der gør. Hvad kan man ellers som det ypperste gøre mod sin nærmeste, hvis man vil lade hende vide, man elsker hende? ”Undskyld, min sms ikke blev kærligere”, men jeg havde det ikke lige i mig. Din sms var langt kærligere end min, jeg ville ønske, jeg kunne leve op til den, og give dig hundredfold tilbage. Men nej. Jeg kan skrive en sms, en anden, en tredje, uden at have udtrykt ren kærlighed. Hvem har den rene kærlighed? Hvem sidder inde med den, for så vil jeg gerne købe den af ham. Men man kan ikke købe kærlighed. Det skulle da lige være en musik cd med kærlighedssange. Eller et par smukke roser. Vi har alle billeder på kærlighed, men hvor er den i ren form? Jeg vil spørge hos bageren i morgen, hvilken kage, der er den mest elskværdige. ”Den med chokolade på”, vil hun måske sige. Mens jeg hellere ville have noget sundt, fordi jeg har hørt, at det sunde er godt for en. Hvem dikterer, hvad der er ”godt for en”?. Eksperterne på tv? Forskerne? Hvem har ”studeret kærlighed”? Ja, det har netop jeg, vil jeg hævde. Dag ud og dag ind i mange år. Op og ned af mig selv, som er et ringe eksempel. Mig, som faktisk konstant leder efter den bedste måde at udtrykke kærlighed på. Du siger: ”Jeg elsker dig”. Mens jeg tilbage siger: ”Jeg elsker også dig”. Som det naturligste i verden flyder det fra mit bryst, netop de ord. De er gengældte. Jeg elsker dig tilbage. På samme måde. I samme grad, som du elsker mig. Men hvor kan jeg vide, at min kærlighed er lige så stor som hans? Eller som naboens. Hvor stor er min pose, hvis jeg samler al min kærlighed der? Ja, jeg kan spørge igen og igen. Man må gå ud fra, at en person som Jesus ejede lidt mere kærlighed end alle os andre. (Hvor har jeg skrevet ordet ”kærlighed” mange gange allerede i det her blog – indlæg.. – er det et vigtigt emne?:) Men han gik sådan lidt med det i det skjulte. Overøste ikke andre med ord som ”elsker”, eller ”holder af”. Jeg prøver at studere skrifterne for mig selv, for at opdage koden eller facit på, hvordan man helst skal gøre i livet. Hvordan man helst skal agere over for sit medmenneske i bussen. Men det varierer hver dag!, vil jeg sige. For det første møder jeg ikke så tit den samme person to dage i træk i bussen. For det andet kan jeg have forskelligt syn på dette (samme) menneske fra gang til gang, når jeg møder ham/hende. Det er afhængigt af, hvor mit standpunkt er. Fra hvilket ”vindue”, jeg ser ham igennem. I hvilket humør, jeg lige er i. Hvordan jeg har det med egen selvtillid f.eks. Mange mange ting er helt afgørende og udslagsgivende. Ja er helt uden for hans hånd, hvis man kan sige det. Om han så havde taget det fineste tøj på, kunne det stadig hænde, at jeg den dag ville dømme ham (unødigt) hårdt. Det afhænger af øjnene, der ser. I dag smilte flere mennesker til mig på vej op af en trappe. Modgående fodgængere altså. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor. Det kan de jo kun sige, hvis man spørger dem. Så gik jeg hen og tog et portrætfoto i en fotoboks. Det gør jeg indimellem, for at se mig selv lidt udefra, eller fastholde et øjebliksbillede af, hvad jeg signalerer, eller hvilket udtryk, jeg lige den dag har. Så fastfrøs jeg det, de andre havde smilet af. Eller? Nej, for de smilte kærligt til mig af ukendte grunde. – Og heldigvis. Jeg vil aldrig nogensinde vide, hvorfor de smilte til mig på den trappe. Og er det ikke herligt?, måske. Koden eller facit er gemt, skjult. Den hemmelige skat bliver aldrig fundet. Det var ubeskriveligt, det fløj med vinden, de svar der var. Det var min naturlighed over for deres. Et møde mellem mit ydre og deres ydre. Men hvad med det indre. Hvad med den sms, jeg startede med. Man skulle tro, der lå meget kærlighed i ordet ”kærlighed”. Eller hvis man synger ”elsker” i en sang, ville man måske naturligt kalde den for en ”kærlighedssang” eller en ballade. Men hvad hvis man sang den grimt? Eller lavede lydene forvrængede? Eller hvad hvis det var en form, man brugte, et middel. Og det ikke kom fra een helhjertet? Derfor. Derfor skriver jeg måske en sms om fire gange inden jeg sender den. Jeg leder efter de rigtige ord. Hvad vil jeg hende? – Jamen, så sig dog det!, provokerer jeg mig selv. Det skal vi alle gøre. Så vi folder det ypperste af os selv ud. Der kan ikke være et menneske, der fortjener en ”halv” sms, en man egentlig ikke gad sende. Det skulle da lige være en selv, hvis man havde været skyldig i noget. Jeg skal ikke dømme dig med mine ord, menneske. Du, som jeg elsker, prøver jeg at formulere det kærligste over for. Og jeg, som jeg prøver at holde af, vil jeg presse, for at levere guld. Intet mindre tæller. Du skal lindre mine sår. Når du har sagt de bedste ord, som du på dagen kunne finde, lindrer du mine sår. Og du skal igen spørge: Var jeg da såret? 21.2.13.

One response to this post.

  1. […] forskelligt fra gang til gang. Sådan som Anne Marie Eriksen så smukt beskriver det i teksten: Kodeord: Kærlighed. Om vi gør det rigtige? Ja – det gør vi vel. For vi er ”kun” mennesker, og kan ikke være […]

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: