ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Man kan altid puste sig op. Tage en dyb indånding og bare åbne brystet med luft. Man kan altid lade som om. Lade som om, man forstod pointen i en vits. Eller komikken i en satire. Lade som om, man kan male. Men man kan også være. Være et åbent bryst. Være sit grin fuldt ud. Forstå fuldt ud. Da er man autentisk. Ikke justeret eller tilpasset. Man er – ægte sig selv. Er man skuespiller (af fag), er man ægte en anden. Men dog farves rollen jo af, hvad skuespilleren har med i bagagen. Af rekvisitter, tilføjelser, udtryk. Jeg kan ikke male en andens maleri. Ligesom han ikke kan male mit. Jeg kan kun være denne skikkelse, fordi jeg er det. Ikke være i en andens krop, eller i en andens tanker. Jeg kan påvirke ud fra mit ståsted; min kæreste, vores kat.., lejligheden. Jeg kan præge. Sætte et aftryk, et personligt strøg. Men er det forkert ikke at ville sætte spor?, som min søster har en ambition om ikke at gøre. Hvad med os, der vil fylde side ned og op igen, og går ind på statistik hver morgen. For at se, om man er blevet set. Hvad med os, er vi bedre? Bare fordi vi har modet til at blive bedømt af nogen. Lægger kunst ud til åbent skue. Ja siger sin ærlige mening om nogle ting. Også kontroversielle ting. Ligesom Jesus gjorde. Jeg går bare i hans spor, hvor han har gået før mig. Men så går jeg også lidt ved siden af en gang imellem. Det er sjovest. Så har man nemlig medvirket til en helt ny sti/vej, hvor andre så kan gå efter én. Men sjovt er det også, fordi ens nye spor er ukendt land. Endnu aldrig erobret. Og ikke eet menneske går ad samme vej, som et andet. Men vi følger alle Jesus, fordi han er beundringsværdig. Men hvis spor gik han da i? Jeg synes, vi som mennesker nogle gange vover os i helt nye retninger, mens det andre gange er  tryggest at træde, hvor andre i forvejen har trådt. Det er ligesom, når jeg maler; jeg gør ting af vane, og så bryder jeg vanen. Jeg gør ”sikre” ting i min maler proces, som jeg så bagefter gør oprør imod og bryder. Hvad skulle vi uden frastødning og tiltrækning? Vi må måle os op af andre. Ja går vi udenfor en dør, kan vi ikke undgå at sammenligne os med manden på parkeringspladsen. Kvinden med hunden; hvad med hendes tørklæde, hvordan har hun valgt det? Hvordan bærer hun sit tørklæde? Skødesløst? Yndefuldt? Med magt? Det er ikke altid, jeg har lyst til at vove mig ud i verden. Den ydre verden. Hvis jeg føler mig utilpas i det tøj, jeg har fået på. Eller min selvtillid kan ligge i min lomme. Så kigger jeg hellere ned i jorden, når jeg passerer andre, end kigger dem i øjnene. Andre dage kigger jeg stærkt i øjne. Men også jeg er andres spejl. Den, de møder. Derfor er det så vigtigt, at jeg spørger Lars (kæreste), hvilket maleri, der fungerer. Han har andre øjne, end mine snævertsynede. Hvis man ikke vover sig udenfor en dør, har man fjernsynet, og man har Gud, omkring et møde. Ens kontakt med omverdenen foregår måske på et indre plan. Ja så rigt et liv, man kan have, bare for sig selv (!). Man har måske en bamse, man taler til. Eller man skriver for sig selv, dagbog måske. Men selv ikke i den yderste time, var man alene. Heller ikke Jesus. Vi bliver aldrig forladt, selvom det kan føles sådan. Og om ikke andet, så har man sig selv. Og det kan faktisk lade sig gøre at give sig selv et knus (skulle jeg hilse og sige). Jeg går nu med vinger, fordi jeg har delt disse ting med Jer. Det er, fordi når man deler noget, så er man to om det. Give og tage imod. To parter. Faktisk var det dig, Læser, der skrev disse ord, mens du læste dem. Og siger: Jeg har læst dem før. 27.3.2013.