ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

19.3.2013. Det er ikke op til mig, om vi skal være sammen. Længe eller kort tid. I morgen, dagen efter og til sommer. Kærligheden rækker ikke ind i himmelen på den måde, at man kan tælle kærtegn op af en stige, fluks mod paradis. Ingen har lovet mig, at et parforhold skal være ”godt”, eller om der skal være problemer. Ja, så uerfaren er jeg i en alder af 40, at jeg ikke engang ved, hvad problemer egentlig vil sige. Ja, så meget har jeg tabt, at jeg lige så godt kan tabe det hele. Men vi er sammen. Du ligger lige nu og hviler dig i vores seng. Vi er ikke gift. Herregud, hvad rager det verden, hvad vi synes om hinanden? Han er nogle gange min frelser, ligesom. Eller en kærkommen støtte til ting, jeg lever ud. Vi er fysiske sammen, som par nu engang er. Og selvom man synes, at netop mit parforhold er noget særligt, er det det måske slet ikke. Andre ligger sammen i sengen om natten op af hinanden. Laver mad sammen, kysser farvel. Men ”Lars og Rie” går så godt sammen. Synes du ikke? Om jeg laver en salmemelodi til en af dine tekster, skulle være helligt område. Noget, man ikke kan anfægte eller have noget imod. Jeg har noget imod melodierne, hvis jeg en dag ikke længere er din kæreste. Men før det, men forhåbentlig aldrig, vil jeg nyde min kunstneråre, som drysser ned på dig og salmeteksterne fra din hånd. Og hvad der drysser den anden vej, fra dig til mig, holder jeg hemmeligt. Det er for ømt at tale om. Ja, jeg er blufærdig. Også så jeg ikke debatterer mit parforhold med andre, end katten. Du skal bare værne om mig. Her til aften sagde du: ”Det er bare dejligt at holde om dig”. Dagens udsagn. Jeg har ikke lovet dig noget, fra første begyndelse eller sidenhen. Det er op til Gud, om vi fortsat skal være sammen. Ja, om vi går hånd i hånd til sommer eller ej. Det ligger ikke i mine hænder, eller i mit blod, om vi har kræfterne til at være livslangt sammen. Vi kan have ønsker og håb for fremtiden. Om at noget må blive bedre. Og vi kan takke for noget, der var godt nok, eller rigtigt godt, undervejs. Man kan ligesom være taknemmelig for hvad som helst, hvis man er i det rigtige humør:) Bare det at få en bid mad, eller have varme i lejligheden eller tøj på kroppen. Men måske videre for at man har kunsten at kunne udtrykke sig igennem. Som om vi er undskyldt, os kunstnere. Vi må sige alt, er det ikke sådan? Det kan alt sammen ”hentes hjem” under en konto af at vi bare var ”provokerende” eller ville skabe debat. Ups, hvor har jeg da provokeret gennem tiden. Med den undskyldning, at jeg var i min ret som kunstner. Ja, – breve er jeg stået op om natten og har skrevet og sendt, med stor fortrydelse. Men det tjente et formål, nemlig det at andre ville få en god historie ud af det. Tænk, hvor modbydelig, man i sit heltemod kan være. Og ingen kender de ord, jeg ikke fik skrevet, eller udgivet. Når jeg ”drysser ud over dig”, min kæreste, betyder det også, at jeg indfanger dig i mit spind. Det går ligesom hånd i hånd. Ingen lindring uden en efterfølgende udfordring. Hvis man ikke løber en tur, men bare venter til i morgen, ja venter på i morgen hver dag, så får man aldrig løbet. Man kan faktisk eksistere et helt liv, uden at løbe sig den tur. Men jeg spiser lidt usundt, – og så bliver jeg provokeret til at foretage mig noget udlignende. – Så jeg ikke ender som svært overvægtig. Man holder hjulene i gang. Jeg løber en tur, altså bliver jeg sulten bagefter, altså spiser jeg en masse, tit lidt for meget, og så må jeg hellere dyrke motion om ikke i morgen, så i hvert fald i overmorgen. Man provokerer simpelthen handlinger igennem! Man kan ikke bare holde op med at spise, eller holde op med at røre sig. Jo, det er vel et langsomt selvmord. Men nogen tør jo ikke løbe den tur. Eller spise den mad. Og de lever. De er måske endda fuldt ud tilfredse med deres tilværelse. Og jeg har aldrig selv blæret mig, bare fordi jeg ikke har taget synderligt på af præparatet ”Zyprexa” (ja, dette er første gang). Jeg elsker motion! Hvad med dem, der ikke gør. Og bare fordi jeg røg i mani en sommer og tabte mig 12 kilo på 2 måneder, så kæmper andre med slankekure i årevis, uden resultat. Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre psykisk syge. Min figur ville heller ikke kunne tåle de ekstra kilo, da de alligevel aldrig sætter sig på brysterne. Gid jeg var din drømmekvinde. Eller noget derhen ad. Men jeg har aldrig forudset at skulle møde dig. Har ikke set dig for mig et sted derude i fremtiden. Og hvad clairvoyanter igennem årene alt sammen har forudsagt, kan jeg ikke tåle at betone betydningen af. På stedet gav det mig håb for fremtiden, ja at vide næsten, at jeg bare havde en fremtid, at hun dog så noget derude. Der ventede mig noget. Jeg var ikke overladt til det rene ingenting. Men nu er jeg overladt til dig. Men i Guds hænder. Om du bor her til sommer eller næste vinter, kender jeg ikke svaret på. Jeg lever op af dig i dag, fordi det er det mest naturlige at gøre. Hver dag nok i sin plage, og i morgen skal først leves i morgen. Og til sommer skal vi giftes. Men hvad er det for noget at sige. Det er noget, vi spøger med. Og Gud kan hænde at have ret i den spøg. Men bare den er intern (..) Hele verden skal ikke vide, hvor dybt, din tilstedeværelse rører mig. Eller hvordan din krop ligesom ”lukker mig til”, når jeg er for åben. Jeg er også ligeglad; du er selv Guds barn. Han kan gøre med dig, hvad han vil. Og vi kan bare bede ham skåne os. Skån mig fra brud, tab, savn. Du må helst ikke gå. Men gå du først, så siger jeg bare, at du skulle noget. Så kommer jeg senere, eller til sidst, haltende forsinket. Så ser du mig kun på lang afstand, når du vender dig om. Det er langt det bedste. Så siger du bare: Hun kommer senere. Så vil de andre glemme, at du har kendt mig. Og jeg vil til den tid sige: ”De ventede mig slet ikke”. Men Du ventede mig, Kære. Lige meget, hvor længe vi havde været fra hinanden. Og jeg fandt.