Der var i går, hvor jeg var ked af det. Igen i dag var jeg lige ved at græde. Det er, når jeg opdager, at jeg er psykisk syg, og ikke helt selv er skyld i mit nedtrykte humør. For skulle jeg selv have plantet dårlig sæd lige ned i min mave? Hvis derimod noget udefra har plantet et og andet i min mave, giver jeg dermed mulighed for at djævelen findes, på linje med Gud. Og at de kan sloges i mit kød. Da skulle halvdelen af mine celler være dårlige, og resten gode? Hvor stor en del af mig ejer Gud da? Hvor tit taber han kampen om mig til djævelen? Hvor tit taber jeg kampen mod sindssygen? Hvis det så bare var i mit kød, kampen foregik, men det er jo også i andres. Derfor har jeg indimellem den evne at være til trøst. Fordi jeg kan godt gå forrest, godt nok med bævende skridt, men dog – jeg gør det. Skulle jeg da gå på dårlig jord, hvor intet kunne gro. Ellers træder jeg helst, hvor der er plads til mine fødder, og hvor der er blødt at træde. Da skulle jeg noget før have tænkt på aldrig at græde. For jeg græd. Det stiller mig i en position, hvor jeg er nødt til at træde på dårlige flader også. Hvordan ellers rense ud. Vi lægger os ned af synden, skrev jeg lige om i en af mine egne salmer. Når jeg lægger den ud på Facebook, vil de fleste se hen over den, tror jeg. Enkelte vil undre sig. Og en eller to vil tage den til sig. Jeg skal måske så min salme et andet sted. Ude på en mark, bare lægge arket med teksten på en mark. Nej; nogle har villet at jeg skulle fødes. At det snart er min fødselsdag. Og at jeg skal leve med at gå skjult, snakker jeg med Lars om. Dog denne ene. ”Du bærer mig, indtil jeg kan takke dig for din Bøn”, skriver jeg i salmen. Derefter kan jeg gå selv. Jeg tror, du har bedt for mig, idet du giver mig styrke til min videre færd i verden. Jeg tror, det var dig, der reddede mig. Og du kan sikkert gøre det igen. Fortabelse er jo ikke at finde på kun en enkelt dag eller to. Den vokser ud af dårlig jord igen, bare titter frem som ukrudt, som skal bekæmpes. Men tak, fordi jeg fortabes. Da finder jeg nemlig igen. Og tak, fordi jeg finder, da tror jeg aldrig mere, jeg skal fortabes. Og du er ebbe og flod i mit hjerte. Og hvis kampen går ud på høj- eller lavvande i mit kød, dræner den mig mildt for kraft. For én kraft vil fylde mig op, og den anden vil tømme mig. Og hvad ulykkeligt er i den bevægelse? Djævelen kan for min skyld tage ansigt som både ebbe og som flod, også så jeg ikke længere kender forskel. For forskellen skal være der. Helt uden for mit synsfelt. Og jeg kan søge at ville tage brodden ud af mit hjerte, bjælken ud af mit øje, og tornen ud af min side. Men Herre, gør du ikke hellere det gode, end at jeg bekæmper det dårlige? Det beder jeg om.
14 dec
Posted by Ulla Thorup Nielsen on december 14, 2013 at 9:33 pm
Kære Anne Marie.
Jeg vil tillade mig at tage del i din bøn.
Vi er, som vi er. Noget er vi gode til, fordi vi er, som vi er. Og noget er vi nødt til at overlade til det, der er større end både os selv og alle mennesker til sammen, fordi det overstiger vores begrænsning, fordi vi er, som vi er.
Jeg tror, at der er en mening med, at vi er født forskellige. For at vi skal kunne hjælpe hinanden på de punkter, hvor vi hver især har vores styrker og begrænsninger. Der er ingen af os, der kan stå alene i livet. Der er heller ingen af os, der nogen sinde bliver så perfekte, at vi ikke kan ”vælte lidt” i øjeblikket, for igen at rette os op. Vi kan ikke kontrollere livet, men vil blive ved med at ”flyde med” i det, blive påvirket, køre lidt træt, miste modet, for igen at genvinde energien, se en mulighed, prøve den af – måske lykkes den? Måske lykkes den, uden at der er ret mange andre end os selv, der synes, det lykkedes. Andre gange vil der være nogen, der synes, at vi lykkedes, selvom vi godt selv ved, at det ”bare” var et tilfældigt ”vildskud” – som vi ikke vil være i stand til at gentage, fordi det hørte det øjeblik til.
Mange kærlige hilsner og knus fra Ulla…
Posted by annemarieeriksen on december 15, 2013 at 4:40 pm
Kære Ulla.
Troede, jeg godkendte din kommentar i morges, hvor jeg dog skulle skynde mig op og synge i kirken.
Tak for din nænsomhed. Og åbenhed for, at vi indeholder en hel masse forskelligt hver især. Jeg tror, du har ret i, at vi komplementerer hinanden indbyrdes. Hvad den ene ikke kan, kan den anden måske.
Som du siger, er det sjovt som livet nogle gange går overraskende let, og man får ting forærende, helt måbende, mens man andre gange næsten ligger ned, hjælpeløs.
Fint, at vi kan støtte hinanden i begge situationer. Så at man ikke automatisk tager ting for givet, men også kan være taknemmelig for lidt.
Tak for din berigende kommentar:)
Kærlig hilsen Anne Marie.