I dag i kirken gjorde jeg noget usædvanligt; mens jeg kiggede ned på menigheden, blev jeg mere og mere opslugt af en situation. Vi skulle ikke som kor synge på det tidspunkt, tværtimod var der helt stille i kirken, bortset fra at præsten læste op, vist fra det gamle testamente. En kvinde havde rejst sig i respekt for skriftstedet, ligesom alle andre i menigheden, men lige ved siden af hende lå et spædbarn i favnen hos hendes andet barn på et sæde på kirkebænken. Jeg blev mere og mere urolig, da moren kun kiggede ned af og til; ville denne forholdsvis lille pige kunne holde sin bror i hænderne, uden at tabe ham? Der gik sekunder, hvor jeg bare iagttog og blev nervøs. Så var det så nær ved, at pigen faktisk ville tabe drengen på gulvet, at jeg resolut råbte ud i kirkerummet: ”Pas på!”. Organisten og en korist kiggede hen på mig, undrende vel, og pigen ved siden af mig fik så forklaringen, og jeg blev straks flov, over næsten at have forgrebet mig på en situation, hvor der – viste det sig – ikke var reel fare for noget eller nogen. Drengen faldt aldrig helt ned fra bænken, og gudstjenesten forløb som planlagt. Ingen kom med kommentarer bagefter, men jeg gik med en fornemmelse af, at det måske fortalte en del om mig, at jeg stod og forsvarede et spædbarn? Jeg tænkte: det var lige godt første gang, jeg virkelig havde ytret mig spontant oppe fra orglet, hvor koret står, selvom der ikke var fornuft i det, eller mit job krævede det af mig. Jeg tog helt på egen hånd en chance, ja jeg kunne ligesom ikke andet. Tag dig i agt, kvinde, dit barn hænger i din datters skød, med risiko for at ryge på gulvet! Tag dig i agt. Jeg tænker på, hvis jeg selv havde et spædbarn, at jeg så ville pylre om det, sørge så godt for det, at det næsten blev pakket ind i vat. Bare så det ikke skulle komme til skade. I Storcenter Nord, f.eks. leger børnene på opstillede legetøjsmøbler, og jeg går altid bange forbi det sted, af frygt for at et barn falder ned og slår sig. Mens forældrene mærkeligt nok ikke er det mindste urolige. Hvorfra har jeg denne ængstelse. Jeg er parat. Jeg forhindrer ulykken, før den sker. – Men vil den nogensinde ske? Og lige mens jeg går forbi? Du sagde ikke, jeg var mærkelig, du Ole (organist) eller du, Viggo (sanger), men så underlig havde jeg opført mig, at jeg lige så godt kunne fuldføre min aktion ved at være den første der gik ned ad trappen, for at gå videre ud i verden, da vi var færdige. Det naturlige og mest høflige havde måske været at blive for at ønske de andre en god jul, og høre postludiet til ende, men jeg gik uden at sige farvel til en eneste. Udenfor kirken kunne jeg derfor tilslutte mig ”dem, der er mærkelige”, selvom ekspedienten i Kiwi forretningen vist ikke delte den karakteristik af mig. Nej, jeg gik ud som et frit menneske. Synden, der måtte have lyst ud af mit tøj, blev renset i løbet af få minutter. Kan det forsvares, at man kan gå uskyldig fra kirken efter sådan en episode? Hvordan kan jeg vide mig tilgivet? Jo, for jeg havde ikke forbrudt mig. Det eneste, der sådan set ”var i vejen” efterfølgende, var at ingen af de andre fik forhistorien eller mine bevæggrunde for at bekymre mig om dette lille barn. Derfor kan jeg hænde at have efterladt dem undrende. Det kan ske, pigen ved siden af mig, har fortalt de andre, hvad sagen drejede sig om. – Men var der en sag? Jeg skal aldrig mere sige noget ud i kirkerummet, mens der er helt stille under læsningen. Så må et barn falde til jorden. Er det min lære? Var det det, jeg skulle skoles i? Ikke at gå ind og hindre andres vej. Engang så jeg en kvinde stille sig for at gå ud af bussen ved det næste stoppested, men hun havde glemt at trykke på stopknappen. Derfor gjorde jeg det for hende. Var det utilstedelig indgriben? Var det bedre, om jeg havde ladet ”tilfældighederne råde”? Andre passe deres? Det var instinkt i dag; hvis nogle ser andre i fare, vil de instinktivt tage affære for at forhindre en ulykke. Det er ubærligt at se andre komme til skade, hvis man i øjeblikket kunne have hjulpet dem. For nylig så jeg en kvinde gå over for rødt. Da jeg så var nået op på hendes side, – nu for grønt, standsede hun mig og spurgte: ”Så du mig ikke gå over for rødt?”. Jeg svarede: ”Jo, men der kommer ingen biler i den retning der alligevel”. ”Jeg er helt chokeret, – hvorfor sagde du ikke noget??”, spurgte hun bebrejdende. Siden har jeg tænkt hver gang i det lyskryds, at jeg vil advare folk, inden de går ud i fodgængerfeltet. Der er kun grønt længere ovre, og endnu ikke der, hvor man står. Det er en dødsfælde, det kryds, har jeg siden fundet ud af. For der kører faktisk biler over for grønt stadigvæk, så min udtalelse til kvinden om, at ingen fare var på færde var ganske enkelt ukorrekt. Jeg så en situation, men handlede ikke. Men næste gang handler jeg. I dag handlede jeg, fordi der var optræk til en farlig situation, som aldrig udspillede sig. Hvori ligger min uskyld? Den ligger i, at mit ærinde var rent. Jeg troede ikke, kvinden var i fare. (Lyskrydset var da lige blevet lavet om, så jeg endnu ikke kendte til trafikkens vante gang der). Og i tilfældet i kirken var jeg samvittighedsfuld; for tænk hvis jeg ikke advarede kvinden med barnet i tide. Hvem kunne da ikke anklage mig for at sige ingenting? Mærkeligt, at de to tilfælde skulle opstå i det samme liv, mit. Men tankevækkende, at erfaringen fortæller mig, byder mig, at handle anderledes næste gang. Jamen, vil du ikke redde barnet en anden gang, da? Jo, men det er ikke mit arbejde. Hvilket arbejde har du da?, kunne man spørge. Jeg skal redde, men ikke med vold. Gør du da?
22.12.2013.
22 dec
Posted by Henning Elmelund Jørgensen on december 22, 2013 at 11:35 pm
Jeg kan godt li`at præsten læste op i det gl. testamente. Kirken var oprindelig en markedsplads, hvor alt kunne ske og det gør den stadig, dog kan man ikke købe afladsbreve mere, for skyld eller uskyld er det menneskets ret til at ergere.
Posted by Ulla Thorup Nielsen on december 28, 2013 at 11:29 am
Kære Anne Marie.
Der er formodentlig lige så mange forskellige individuelle opmærksomhedsområder for potentielle “katastrofer”, som der er mennesker. Vi ser og bemærker noget forskelligt, alt efter hvad der optager os – nogen gange periodisk – derefter bliver det noget andet, der kan “alarmere” os…
Tak for en god beskrivelse af den problemstilling 🙂
Kærlig hilsen Ulla…
Posted by annemarieeriksen on december 30, 2013 at 8:45 pm
Kære Ulla. Ja, vi rykker os igennem livet. Små børn, der er ved at falde, gør mig dog sikkert alle dage nervøs. Vi vil helst beskytte det, der er i fare, og særligt et lille barn, der ikke ved, det er i fare. Deri er det helt uskyldigt i at falde, endda ikke dumdristigt. Og selv, hvis det faldt i dumdristighed, ville vi ikke dømme barnet for det. Vi ville højst dømme os selv for ikke at have advaret det i tide. Eller trøstet det, efter skaden er sket. Vi bruger de midler, vi har nu og her, som du også siger. Kærlig hilsen til dig fra mig:)
Posted by Ulla Thorup Nielsen on december 31, 2013 at 12:45 am
Kære Anne Marie.
Ja – der vil nok altid være nogle ting, der vil kunne blive ved med at gøre os nervøse.
Sådan har jeg det, hvis der sker noget uforudsigeligt voldsomt, der påvirker mange af de mennesker, jeg har omkring mig. Bare tanken om, hvad der kan ske, hvis ikke jeg fanger ”faresignalerne” hurtigt nok og kommer til at stå midt i et desperat menneskeligt kaos, som jeg ikke kan gøre hverken fra eller til overfor, kan få mit stressniveau helt op og køre i det røde felt. Med forstanden og logikken ved jeg godt, at det er absurd. For jeg kan ikke redde alt i verden. Men derfor begynder mine ”alarmklokker” alligevel at ringe, når der opstår noget menneskelig kaotisk. Jeg ved godt, det ikke er min skyld eller mit ansvar, hvis der sker noget, men derfor reagerer jeg alligevel på det.
Nogen gange kan vi ikke gøre ret meget andet, end at krydse fingre og håbe på, at andre gør noget ved det, der overstiger vores egne begrænsninger. Vi kan, det vi kan – med det vi har indenfor vores rækkevidde – og det er fuldt ud tilstrækkeligt – for vi er ”kun” mennesker 🙂
Kærlig hilsen Ulla…