Jeg havde en mærkelig oplevelse for lidt siden, udenfor Viby Centret. Jeg halter selv, da jeg har pådraget mig en fibersprængning i den ene lægmuskel. Da jeg så går over fodgængerfeltet, får jeg øje på en mand, der også humper. Dog ser det hos ham ud til at være en varig skade eller et handicap. Jeg tænker instinktivt, at så er vi da allierede på den baggrund, at vi begge er hæmmede af smerter eller muskelproblemer. Da jeg passerer ham, idet jeg når op på siden af ham, føler jeg en pludselig lindring i mit ben. Som om, benet slapper helt af, og der strømmer en varm energi omkring mit ømme punkt. Jeg går et par skridt og tænker: Wow. Og det fortsætter med at strømme. Jeg står på apoteket et par minutter senere og beklager mig over, at smerten i min lægmuskel nu har varet næsten en uge, fra uheldet indtraf. Hun råder mig til at bruge støttebind, og jeg anskaffer mig et, men imens kan jeg bare mærke, at det vil være overflødigt, da healingen for længst er gået i gang af sig selv, eller med hjælp fra denne lidelsesfælle. Hvor kraften så end kommer fra. Det er ikke mere end to måneder siden, at jeg døjede med smerter i lænden, bare i den ene side. Det kunne sådan variere i styrke, men det var som om, jeg ikke kunne få bugt med jagene, som tiltog ved bestemte bevægelser. Særligt når jeg stod og prøvede genbrugstøj, som jeg ikke havde brug for (..). Derfor tænkte jeg tit, at det at købe genbrugstøj var syndigt for mig. Og så smerterne som en slags straf for mit sløseri med penge. En eftermiddag lå jeg imidlertid på sengen og hvilede mig. Da fik jeg den tanke, at jeg var nær min søn på et åndeligt plan. Min fysioterapeut havde for længst sagt, at mine ben var lige lange, og at skaden i ryggen ikke skyldtes det. Men ikke desto mindre mærkede jeg pludseligt, at der blev trukket i mit venstre ben, og jeg kunne mærke, at kraften havde noget med Nikolas, mit barn, at gøre. Jeg tænkte: det var da utroligt! Og siden mærkede jeg aldrig noget være forkert i ryggen mere. Hvorvidt miraklernes tid ikke er forbi, om dette er et eksempel på healing, der gives fra et højere sted, eller det simpelthen skyldtes, at jeg var åben for at blive hjulpet, det kan vi ikke vide med sikkerhed. Men dette skrift er i hvert fald vidne på, at sådanne helbredelser kan finde sted. Jeg havde øjenkontakt med manden i fodgængerfeltet, men det eneste, jeg nåede at tænke var: der går en, der også halter, sørgeligt at hans er varigt. Ved ryggen irriterede det mig, at jeg ikke kunne sidde afslappet, lidt henslængt i sofaen, men hele tiden skulle sørge for at rette mig op, for at undgå smerter. Jeg bad ikke til Gud om at blive lindret, men blev det alligevel, på denne lidt utrolige måde. Nu strømmer der varme omkring mit sted på benet, kan jeg mærke. Jeg slapper helt af, hvor musklen før var spændt. Og jeg har tillid at ”nogen” gør noget ved problemet. Om jeg bruger støttebindet også som supplement, har jeg endnu ikke bestemt. Men i aften skal jeg til foredrag om Jesus… 15.1.14.
15 jan