ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg er farisæer. Jeg vil skrive om den gode gerning, jeg gjorde i dag, ved at give en tigger mine sidste småpenge. Jeg tog næsten pungen frem, før han havde ytret sit ønske. Jeg elsker at give tiggere penge, hvad de så end bruger de penge til. Det er faktisk noget af det bedste, jeg ved. Så jeg søgte nærmest denne mands blik, førend vi passerede hinanden. Det endte med, at jeg fik et kæmpe knus af ham, og jeg sagde: ”Hav det godt”. Jeg kunne sagtens undvære de penge. Siden ærgrede det mig, at jeg havde betalt to kroner for en pose henne i genbrugsbutikken, for ellers kunne han have fået den mønt også. Men så kom jeg senere på dagen i tanker om, at ekspedienten jo netop havde givet mig de to kroner tilbage, da hun alligevel fandt en gratis pose at give mig. Endda selvom hendes regnskab så ikke ville passe korrekt. Altså havde tiggeren fået den tokroners mønt. Det behager mig, at jeg har givet ham, hvad jeg havde. ”Jeg ved ikke, hvor meget, der er her”, sagde jeg. Jeg er farisæer. Jeg bryster mig af, at det er ligegyldigt for mig, hvor mange penge, tiggeren får, selvom det er altafgørende for ham, hvor meget han får. Jeg går derfra og tænker, jeg har gjort en god gerning. Jeg tror, hvis jeg havde mødt ham igen, havde jeg sikkert givet ham min halvtredser, som jeg sagtens kunne undvære. Men sådan kan vi jo alle prale af ugjorte gerninger, som vi i en ideel situation, gerne ville yde. Hvad var mit bidrag? Jeg gengældte hans knus. Netop; kærligheden lå i ham, og ikke i mig. Jeg fik lov at give ham nogle penge. Jeg fik lov at vise ham, at det var det nemmeste i verden lige at tage min pung frem. Jeg kiggede ham ind i øjnene, for at spørge ham med mit blik, om han manglede noget (i hele verden). Han skammede sig ved at spørge: ”Må jeg spørge dig om noget? Du kunne vel ikke undvære nogle småmønter?”. Han følte det ydmygende, men samtidigt nødvendigt for sin overlevelse. Jeg lod ham vide: Det er det nemmeste i verden at give dig nogle småmønter, en ren foræring. Du bliver glad, jeg bliver glad. Og sådan er kærlighed typisk. Men jeg er farisæer. Var det ikke nok at skrive i sin dagbog, at man var glad for sit nye tøj fra genbrugsbutikken. At jeg nu har i overflod, fordi mine tøjskabe i forvejen er fyldte til randen. Hvad med den halvtredser, der nu i morgen går til endnu mere mad i vores køleskab, som i forvejen bugner? Hvor simpelt er det ikke at have noget, frem for at mangle noget? Jeg er f.eks. meget mæt lige nu, men samtidig skal vi snart spise aftensmad, ja jeg må nærmest vente på at blive sulten til det næste måltid, mens andre derimod venter på at blive mætte. Os, der har i overflod, ser i vort ydre sunde og velnærede ud. Ingen aner at vi inderst inde kan mangle endog vigtige og nærende følelser. At hvis vi ikke føler os elskede, er vi fattige i sjælen. Selvom vi udadtil ikke syner sådan. Du skammer dig ved at tigge om penge, men jeg skammer mig over at nævne et sted, at jeg har givet dig penge. Gør det os ikke allierede? Men havde det været omvendt, havde jeg bedt dig om det sidste, du havde. Din sidste mønt. Og da ville den, der intet havde, miste alt, og den der havde i overflod, få det mere mellem hænderne. Retfærdigt ville det da være, om den, der taber alt, alligevel ejer kærlighed, mens den, der får i overflod, mangler evnen til at elske. Og at du favner dem begge. 8.1.14.