Smertetærskel

Jeg gider godt gøre noget for en god ven. Se hans blog f.eks. Der er nogle mennesker, min medfølelse eller sympati ”tændes for”. Som i dag – dog en helt ukendt kvinde, hvor der var en ung kvinde, der cyklede ind i en bil, der havde overset hende. Fra det øjeblik, jeg så hende fra bussen, frygten i hendes øjne, blev jeg vakt til live. Hel formiddagen var ellers gået med at tænke negativt, både om mig selv og andre. Men i det øjeblik fik jeg levende følelser. Følelsen af sympati og medlidenhed. Jeg er normalt så egocentrisk, at jeg mest går op i min egen blog, læser statistik, tror folk kan lide det, jeg skriver. Men i dag har jeg læst en andens blog, med stor interesse og appetit. Det hedder: livsvilje. Også i aftes grinede jeg højlydt i stuen, hvor jeg var alene, og jeg blev på baggrund af det skraldgrin vakt, føltes det som. Siden forlod energien mig igen, og jeg må kæmpe mig igennem timer på den følelse at være psykisk syg. Ja, det meste af dagen er jeg vel som sådan sindslidende. Hvordan får jeg det grin frem i morgen igen?, tænker jeg og beder næsten en bøn derved. Her var så rart i stuen i mit eget selskab. Lysene – omend kunstige – omkring mig syntes så kærlige. Og her var så rart at se rundt i vores stue, min kærestes ting op af mine. Fred at ane forude, en morgendag at næsten glæde sig til. Et frirum, jeg sjældent oplever. Ja, jeg var sat fri. Det var den følelse, jeg gik en tur med. Selvom det var mørkt og koldt udenfor, var det en genkendelig ting at gøre for mig. Ja, selv i snedriver har intet kunne holde mig tilbage nogensinde, fra at gå en tur for motionens skyld. Ville snedriverne mig da ikke noget godt? Behøvede de være min fjende? Samme tanker prøver jeg at projicere over på min nuværende skade i min lægmuskel; behøver den være min fjende? Kan jeg ikke behandle skaden med omsorg, tro på den kommer i bedring? Behøver benet at være noget, der skal bekæmpes? Som en forkert eller negativ ting i mit liv. Nej, skaden er min ven. Selvom den gør ondt, må jeg holde mig til, at den er en del af mig. Den er ikke blevet påført mig udefra af en eller anden negativ kraft. Den er derimod en hjælp til at geare lidt ned for den hårde belastning, det også har været at spille badminton hver fjerde dag i juleferien, – selvom følelsen bagefter er ubeskrivelig dejlig! Du skal skåne mig, siger benet næsten. Og ligeså mit sind. ”Du skal elske mig varsomt, for min tro er lille”, som jeg skrev i en salme i forgårs. Men hvad hvis man i stedet trænger til en skideballe eller et møgfald, skulle man da gå fri? Man får nøjagtig så megen modgang, som man kan bære, står der vist et sted. Skælder du mig ud, må jeg hanke op i mig selv, og tro jeg har fortjent en lærestreg. Men nu, hvor du ikke skælder mig ud, men ”elsker mig varsomt”, takker jeg dig for det. Da får jeg nøjagtig, hvad jeg kan klare. Men fra den, der ikke kan klare meget, skal ventes alt. Pludselig en dag rejser et barn sig op, og kan stå på sine ben, derefter gå rundt. Og selvom jeg halter for øjeblikket, kommer der en dag igen, hvor jeg kan gå omkring uden smerter. Jeg må dog tro på, at en skade går over, at sundhed og velvære træder i stedet for? Er vi plaget af savn eller ulykke, kaldes det ”sorg” eller psykisk uro. Men hvor træder jeg næste gang; plaget eller frigjort? For i mit sind er jeg rolig til aften, men i mit ben er jeg plaget. Hvor træder jeg da helst? ”Du har enten en høj smertetærskel eller også er du heldig”, sagde fodterapeuten i dag. Men på tærsklen til hvad? En smerte, man lider på grund af andre, såsom kvinden, der faldt på sin cykel i dag, må dog føles værre, end én man selv pådrager sig? På badmintonbanen var ingen skyldig! Jeg havde enten ikke varmet ordentligt op, eller jeg havde forsømt at strække musklerne tilstrækkeligt ud, de øvrige gange vi havde spillet. Eller også var det kroppens måde at sige på: jeg kan altså ikke mere. Men træder jeg frigjort, er det fordi jeg er lettet indvendig. Intet kan hindre min sjæl eller mit sind, og da slet ikke mit ben, som kun er en del af mit legeme. Ja, jeg kunne rive benet af, og endda være et helt menneske. For hvad tæller egentlig her i livet? Det gør sjælens frie færd. Om man halter, eller er blevet tortureret, som dem vi så billeder af i fjernsynet til aften, skal ikke hindre det menneskes frelse eller videre livsvilkår. Godt nok i et andet ”rige” eller et andet sted. Vi kan kigge på billederne i fjernsynet, og vi kan med-lide. Dermed ærer vi det menneske, der er afgået ved døden, at vi ser de rædsler, han har været igennem. Derigennem er vi hans vidne. Jeg så pigen falde i dag. Uden hun kom synderligt til skade, kunne jeg se forskrækkelsen – selv fra et busvindue – i hendes ansigt. Noget havde overgået hende, som hun ikke havde villet. For alt i verden vil vi ikke køre ind i en bil, på vej ned af en bakke, i fuld fart på vores cykel. For alt i verden ønsker vi ikke for nogen, at de bliver tortureret. Men ingen skal skade deres inderste kerne af fred. Du vinder ikke, selvom du er min bøddel. Du tror, du har overmagten, men der tager du fejl. Vi kan nagle dig til et kors, men du mærker ingen smerte. Jeg skal cykle igen i morgen, tænker pigen. Det kan hænde igen, men jeg skal cykle igen i morgen, som om intet var hændt. Jeg må nødvendigvis genvinde tillid til verden. Og vi kan alle pege fingre af, hvem der er mest skyldig. Ham i bilen, mig der ikke havde varmet op, eller bødlerne der torturerer. Men det kunne have været mig. Og dig. Og dna spor og vidner kan alt sammen fælde os. Endda til straf fra systemets og samfundets side. Men i vores inderste må vi hver især søge frelse et helt andet sted. Systemet kan være barmhjertigt mod én. Men skulle måske have skældt ud. Måske skældte det i stedet ud, hvor det skulle have dømt mildt. Hvem er i sin ret til at dømme i yderste instans? Gud. Fra menneske til menneske gør jeg mit bedste hver dag. Men jeg er psykisk syg og har åbenlyse problemer i min omgang med andre. Ser du mit halte ben, eller mit halte sind først? Du ser mit ben. Men måden, jeg bærer det på, vidner om omhu. Og derpå skal du kende mig, at jeg tillige viser verden mit syge sind. Kend mig på benet, men der lider jeg ikke spor.
21.1.2014.

2 responses to this post.

  1. Kære Anne Marie.

    Meget af det, du beskriver og fortæller om, er alment menneskeligt. Mennesker, der ikke har fået en psykisk diagnose på et tidspunkt, forbinder det bare ikke med noget, der har med psykisk sygdom at gøre. Så er det ”bare” livets op- og nedture. Gode og dårlige dage. Gode og dårlige perioder. Eller forvirring, undren og usikkerhed. For det oplever de fleste mennesker, i forskellige perioder af livet – med nogle forskellige ”problemstillinger”.

    Meget af det vi ”er” – er vi kun i forhold til bestemte ting / emner / problemstillinger. Vi er det ikke altid, med alt og alle.

    Forskere, der sidder i et laboratorium og roder rundt med menneskers DNA, kan for eksempel være meget opmærksomme, omhyggelige og perfektionistiske med detaljerne – på det punkt. På andre punkter er de måske håbløst forvirrede og rodede.

    Jo mere realistiske vi bliver til at vurdere, hvad det er vi kan i forhold til hvad – jo bedre fodfæste får vi i livet – i forhold til den verden vi lever i 🙂

    Venlig hilsen Ulla…

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: