Utroligt som et tyveri kan virke lindrende. Man bliver opmærksom på, hvad man alt sammen har med i sin taske, som man overalt kan risikere at miste. – Selv under en gudstjeneste i kirken, hvor jeg arbejder som kirkesanger. Så er man pludselig allieret med kordegnen, fordi hun også fik stjålet sin telefon, og tyvene tog mærkeligt nok ikke mine usb – stik med hele min livshistorie, som jeg af en eller anden grund helst vil have med mig overalt. Og først fandt jeg kun den ene strikvante, – som jeg faktisk holder meget af, men så da jeg kiggede til bunds i tasken senere på dagen, fandt jeg mirakuløst den anden. Ingen som mig går op i forgængelige ting (..). Jeg mister ikke engang mit mobiltelefon nummer, selvom de stjal telefonen, og jeg kunne hente min pakke på posthuset, selvom jeg havde mistet seddelen, der var kommet ind af min dør, fordi jeg ikke var hjemme, da pakken blev leveret på min adresse. Og i fald tyvene havde hentet min pakke, sagde ham på posthuset, at de ville kunne have set gerningsmændene på overvågningskameraet. Og i øvrigt var der kun kosmetik i den pakke.. Og kvinden, der fandt min taske i går, var underlig omsorgsfuld, uden jo at kende til mig. Havde endda prøvet at finde mig på Facebook, da hun kunne aflæse mit navn på mit buskort. Og hun må have ledt efter mit fastnetnummer også, for hun blev kun forvirret af at prøve mig på min – stjålne – mobil, da helt fremmede mennesker tog imod opkaldet. Så kunne jeg lige pludselig heller ikke længere aflyse mit interview med hende journalisten fra ”Hendes verden”, for jeg havde ikke længere hendes mobil nummer hos mig. Og intet var der dog at frygte der heller, da hun var her, og lyttede til min oprejsning ovenpå en barsk skæbne. Og tænk, jeg synes endda vores hoveddør blev nemmere at åbne og låse, da varmemesteren – eller nøgle manden – havde skiftet låsen. Og som sagt er jeg nu mere opmærksom på, hvad jeg går med i min taske. Ligesom jeg blev skræmt over at opleve indbrud i min sidste lejlighed, – fordi jeg simpelthen ikke anede, det kunne ske, så kærer man sig mere om sine værdigenstande efterfølgende. Og betyder et dankort egentlig så meget? Og hvad med de skindhandsker, kan jeg ikke (bare) købe nogle nye? Og kordegnen var så sød at melde hændelsen til politiet, så jeg bare kunne skrive mine personlige tab ind under hendes sagsnummer, og kirkens forsikring ville endda dække. Og nu ved vi som kirkekor, at det kan ske en anden gang, hvor kontoret ikke er blevet låst under gudstjenesten. Og belært af situationen, tager jeg nok fremover min taske med helt op til orgelet, – hvor den sagtens kan stå! Jeg må have set helt opgivende ud, lige efter at have opdaget tyveriet. Helt så jeg var ved at aflyse en aftale med en veninde, fordi jeg hellere ville hurtigt hjem og spærre kort og telefon. Så kom hun i stedet med herud i lejligheden, hvor vi nok ellers ville have valgt en cafe i midtbyen, og der sad jeg og brændte inde, og ønskede bare, hun ville tage hurtigt af sted igen. Rigtig uhøfligt (af mig). Og på et tidspunkt jog jeg hende og min kæreste ud af stuen, så de i stedet tog opvasken, for jeg kan ikke samle mig om et vigtigt opkald, – denne gang til politiet, hvis jeg ved, der sidder personer omkring mig, der kan dømme mig på mine formuleringer og min kejtede måde at sige tingene på. Når jeg derfor til daglig ringer til diverse instanser, venter jeg til jeg er alene hjemme. Der gik min grænse ligesom. Og min kæreste spurgte godt nok, om jeg var ”faldet lidt ned”, da han havde kørt ”Lone” hjem, som veninden hedder. Og jeg tålte ikke den formulering, for ville han ikke være en smule desperat i samme situation? Jeg vidste jo ikke på daværende tidspunkt, at jeg ville få usb stikkene i god behold tilbage, at min taske overhovedet igen ville lande i mine hænder. Men så kom han med blomster, og vi havde en vidunderlig aften sammen. Jeg må bare se det som styrke, at jeg blev vred, og ville forsvare mine værdier (genstande) til det sidste. Derfor: Undskyld, veninde, og undskyld, kæreste. Jeg var chokeret, ked af det. I dag måtte jeg så for første gang i flere år købe mig en ordinær busbillet i automaten i bussen, på vej op til Nattergalevej efter min taske, som så viste sig at indeholde mit buskort, endda i fuld form. Og jeg sad helt rolig, og vidste bare, der var kærlighed foran mine skridt. Så famlede jeg i min genvundne taske, og helt på bunden lå min livshistorie fordelt på to usb stik. Og selvom jeg havde back up herhjemme af det meste, var det alligevel rart, at mine dagbogsnotater, digte, billeder, sange ikke var havnet som hvermandseje, eller i helt forkerte hænder. Gik og spøgte med mig selv, om at der lå parfume, pudder, læbepomade, og diverse andre kvindeting i tasken. Ja, hvis alt det har ligget på fortovet, er jeg næsten flov over det (..). Man kunne kalde det nåde, alt det her. Og det, jeg blev givet, og fik tilbage, var hjerteblod. Noget, jeg kæmpede for. Derfor ville tabet have gjaldt noget. Det havde nok mærket mig. I stedet mødte jeg venlighed hos tdc, hos politiet, og fra kvinden, der fandt tasken. Og det hele kostede mig en busbillet, et nyt dankort, et par skindhandsker, noget kosmetik, og min adresse bog (som er en fysisk bog). Nu kan tyvene kontakte alle mine venner via adressebogen. De kunne sådan set også have sendt pinlige sms’er rundt til dem, jeg havde numre på i telefonen. Men mærkelig nådige var også de tyve, at de lader mig finde sygesikringsbevis, buskort, vanter og hue, og min nyindkøbte læderpung. Og at det ikke regnede i går, hvor indholdet lå på gaden, kan man vel også kalde held? Vi bliver vel alle opmærksomme på, hvad der er vigtigt for os, indimellem, i løbet af ugen, i et parforhold eller venskab. Her skulle en ydre begivenhed til for at vække min kamp for mine mærkesager. Og jeg glemmer aldrig, at jeg følte det vitterligt uretfærdigt, det der var overgået mig, ja hele dagen i går, indtil kvinden fra Nattergalevej ringede. Ja, jeg græd endda bitre tårer over, at jeg ligesom skulle være offer i en sådan sag. Alle de vigtige opkald, jeg måtte stå tidligt op til i dag for at foretage. Følelsen af at være blevet røvrendt eller misbrugt hang også ved. Men jeg glemmer heller aldrig busturen op til Aarhus vest. Og mine aversioner mod mennesker, der kan finde på disse grimme ting. De ved jo slet ikke, hvad de gør, for at bruge bibelske termer. Tak for den opmærksomhedstræning. Og venlighed fra systemet, på hjemmefronten, skæbnen om man vil.
10-2-2014.
10 feb