ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der var tale om egentlig fylde. Ved at sidde ved klaveret og se noden til din salme foran mig. Når jeg lagde noden væk, og sad over for et helt hvidt nodeark, var der intet liv. Vi skal alle undersøge uopdagede terræner, men vi kan jo også uddybe dem, vi i forvejen kender. Derfor: om jeg tredje gang spiller den samme salme igennem, sker der alligevel noget nyt for hver gennemspilning. Jeg lægger trykket et lidt anderledes sted, end forrige gang. Og det skulle være kunsten ved at synge opera, at man kan lægge sit eget udtryk i en arie, som ellers tusinder af andre kvinder før mig har prøvet at synge og forme? Det skabende ligger i at opdage noget, der i forvejen er tilgængeligt for os alle, og så uddybe det, vil jeg mene. Vi kender alle smerte og hjerte, men vi synger gladelig ordene igen, bare på en lidt anden måde end sidste gang. Og det giver ny mening. Øjne åbnes, og strømmen af en energi, man former på sin helt egen måde, sin intention med at ville, simpelthen ane et formål forude, alle disse faktorer gør det sjovt at være kunstner! Skal vi tale om ”håndværk”, lyder det allerede i mine øjne som om, lidenskaben i det arbejde går tabt. Og bør vi ikke bevare passionen, for at mærke vi er i live? Men når vi føles døde, skal der også være en sang, vi kan høre der. Derfor taler man om ”melankoli”, og man komponerer måske melodier i en mol toneart. Vi kan – igen – understrege noget, fremhæve en stemning. Frembringe minder, tanker, følelser i andre mennesker. Det er det arbejde, jeg har. Jeg skal vække noget i folk. Tænde deres nysgerrighed. Få dem til at blive på siden, så det, der står øverst, skal man ville læse til ende. Ikke fordi jeg skal sælge en bog, eller er afhængig af applaus. Men fordi jeg er afhængig af at levendegøre. Skabe liv i et indre, der måske ellers er mørklagt. Det lys, vi alle går rundt og bærer på indvendigt, kan stå i en skygge- eller katastrofeverden, og næsten være gået ud. Vi kan alle ånde ud en dag. Ja, selve livskraften, vores glød kan simpelthen rinde ud, eller miste ånde. Og den kunst, vi måske på jorden har frembragt, kan leve videre i form af kompositioner indenfor en lang række kunstformer, fordi vi kan hænde at ramme noget almenmenneskeligt undervejs, som andre kan nikke genkendende til. Og vi kan derved tro, at vores liv ikke var spildt. Vi efterlod os dog noget, som har evigt liv. Som lever hen over generationer. Bliver båret videre af andre sjæle på vej. Dyrebare er vore erfaringer, lige meget hvilke, da de kan komme kommende generationer til gode. Tænk på et træ, vi har plantet, som vi kun i vores levetid måske når at se roden af. Vi ved, det bærer frugt en dag, og at et andet menneske på et givent tidspunkt vil kunne høste af det træ. Det er godt givet ud. En investering, der giver afkast. Hvem gider sidde op af et træ? Hvor mange gider at passe og pleje i så mange år, og så ikke engang se et synligt resultat af anstrengelserne? Du har vandet træet, holdt det ved lige. Men du ved sådan set ikke, om dit bidrag har nyttet noget i det lange løb. Det lange løb kunne vi både kalde timelighed og evighed. Et træ varer vel ikke evigt? En dag er der en, der fælder det, eller det vokser ind i himmelen, sammen med alle de børn, der leger på det imens. Vi andre rækker vores hænder mod himmelen, i håb om at være (d)et træ (..). Du skal lægge dig ned og lytte; hør engang træet vokser! Men vi andre, vi formidler bare viden, vi har erhvervet os gennem levet liv. Og selvom vi regner levet liv for noget, er der dog nogle, der mener, deres liv er til spilde. Vi når lige at få tanken, at vi hellere ville være død end levende. Men så kører der en bus forbi, og hvad hvis vi alle gav op? Træet kan ikke bare give op, det fortsætter sin himmelfærd. Lad os alle være dets blade. Om ikke andet er jeg selv noget mos på stammens bark. Vær det, du gerne vil på træet. Du skal ikke nødvendigvis gøre nytte eller syne af meget. Du kan endda gemme dig inde i et hulrum, hvis du vil. Men spørger du da, hvorfor ingen får øje på dig der, får du et naturligt og uomtvisteligt svar. At du er umulig at se for det åbne øje. Men tænk da på, at der dog altid er én, der kan se dig. Og at du selv føler dig synlig for andre. Og lad som om, du står på en scene og skal spille din rolle til ende. Fordi det var dit formål. Af alle stier, der fandtes på jord, skulle din plads være inde i et træ. Og hold da vejret, for faktisk har du fået hovedrollen, af alle roller. Du var træets hjerte. Dets hjerterum. Dets væge, der brænder i dets kerne. Du kan lære os andre noget om vedholdenhed, udholdenhed, stædighed. Og du synger en dyb sang i mol ud fra dit hulrum, ud i haven. Jeg kan mærke, du bærer på smerte, men hvilken forløsning! Havde vi andre bare en sådan sangstemme…
20.2.2014.