Regnet blandt tosser

Det er jo også lige meget, hvad man gør (alt sammen gør) for (bare) at blive elsket. Tænk, alle de teenagere, der er (mere) afhængige af likes på Facebook, jo flere jo bedre, selvfølgelig. Tænk, at deres hele liv går under, hvis de ikke får opbakning til det, de poster der. Jeg lever videre, trods skuffende statistik over mit seneste blog – indlæg, – som ikke var dårligt! Nu har jeg så lagt en elsket salme ud, i håb om at folk vil kunne lide den. Hvorfor gør vi os hele tiden til, så andre kan lide os? Er vi ikke gode nok i egne øjne alligevel? Jo, helst. Men hvem kan se sig fri for, at ros og opbakkende kommentarer, som likes jo er, betyder noget. I den måde, verden ser på én, mener jeg. Hvordan er jeg udenpå næsten, hvor jeg kun kender mig selv indefra. Kan I lide min stemme, min melodi, ellers Lars’ tekst, bare en lille smule? Hvem hader mig ikke for at lægge Jesus – ting ud? Det, en psykisk syg skammer sig allermest over, er at blive til grin, fordi det han går og ytrer sig om, er helt hen i vejret. Det er jo faktisk lidt morsomt, at det er sådan, jeg er blevet født denne gang. Som en, man ikke regner for noget. Ja, endda en, der taler i vildelse, som ingen forstår, og hvis stemme man ikke bør tage alvorligt. Ja, man kunne bare spærre mig inde på en afdeling, og jeg ville passe fint ind der, blandt alle de andre Jesus’er. Og hvem skulle da regne mig for at være mere end de andre? Mere fornuftig eller reel. Mere sandfærdig eller autentisk. Hvordan skulle jeg blandt tosser skille mig radikalt ud, som hende, der skal lyttes til? På Facebook har de nok for længst dømt mig ude, for at være lidt gak gak. Men også jeg stryger let over andres indlæg, som om det, de poster, er åndssvagt, ligegyldigt. Og nogle gange læser jeg noget genialt, men så tør jeg ikke give det en tommelfinger, som tilkendegivelse aller anerkendelse, fordi jeg er bange for det gode. Eller ser helt uhørligt meget op til den person. F.eks. en person som ”Claus Lautrup” fra min hjemby, Gram. Det er jo helt åndssvagt! Og nogle personer tør jeg slet ikke søge efter, og måske blive venner med, da det var bedre, om det var omvendt, at de fandt mig, godtog mig. Jeg har for længst godtaget dem, og ville Elske et Facebook venskab med dem. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spørge. Kan I ikke se; hvordan afvise en morder? Vil hun da tro, vi fordømmer hende? Hvordan spørge som morder, vil de da ikke afvise mig af den grund? Kan I se, det går lige op??! 22.2 14.

2 responses to this post.

  1. Kære Anne Marie.

    Ja – det er en meget overfladisk, fordomsfuld og absurd verden, vi lever i.

    Nogen gange kan jeg godt komme i tvivl om, hvad der er bedst. At give op, og lukke af for verden – eller prøve at holde fast i sig selv – og blive ved med at kæmpe for retten sin til “plads ” i verden.

    Men på den anden side, at opgive at kæmpe for sin “plads” i verden – er jo at opgive selve livet. For et liv – kræver sin plads i verden.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Kære Ulla. Ja, klemt i forskellige sammenhænge kan de fleste af os nok føle os. Vi strækker os måske ud over normen. Kan ikke klemme os ned i kasser eller ind under udtryk, man kan sige om alle og enhver. Det kan være ensomt at gå selv. Men gør det for alt i verden; ellers ville ingen røre yderpunkterne, og beskrive fra et grænseland. Og det ville da være kedeligt:)

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: