ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg, der troede, jeg skulle skrive en bibel, skulle åbenbart bare skrive til min mor. En mail. Alle kan skrive mails. Hej et eller andet. Jeg smider de sidste to lakridser ud. Jeg orker ikke min tvangstanke om, at jeg skal spise dem alle. De tror, det går godt. Men de ved jo ikke, at jeg spiser de sidste to lakridser alligevel, for at sikre mig. Jeg er tørstig. Men det vil ligesom koste for meget at rejse mig. Nogle ting orker jeg simpelthen ikke. Det er det ypperste sted på dagen. En dag, hvor jeg har gået/motioneret, sunget, arbejdet som sekretær, sovet. Det er nu, jeg burde elske hele verden. Fordi jeg er alene i kolonihaven, sidst på sæsonen, og har en forfatterspire i mig. Jeg ved ikke, om jeg elsker den. Og hvem spørger egentlig? Lige nu når min udstråling en radius, der lige indbefatter mig, uden at røre ved andre. Men jeg rækker ud. Jeg rækker altid ud. Jeg er her på et færøsk mandat, i sidste time, før vi rykker i lejligheden til vinter. Men hvem kender egentlig hele baggrunden for, hvorfor vi er, hvor vi er? Og hvem spørger? Der vil altid være to grunde til, man er her. Guds grund og min egen grund. Hvilket tilsammen danner baggrund. Jeg er her med tvang, med vilje, og med lyst. Som hvis jeg sad på psykiatrisk hospital og holdt fanen højt. For at redde min sidemand før mig selv. Det skal altid være så heroisk, når jeg har fingrene i noget. Medbestemmende. Det skal røre andre. Men hvem mærker det? I dag hjalp jeg en i bussen, men han vendte aldrig sit ansigt imod mig, så vi havde aldrig øjenkontakt, heller ikke, da han steg af bussen. Det er den skjulte kærlighedsgerning, der ikke søger gengæld. Den kærlighed, der elsker uden at få igen. Skulle jeg da i bussen stå på en tinde, hævet over andre, tager jeg helt fejl. Hvor tit glemmer vi ikke selv at sige tak for noget? Jeg skal sove med fred i nat. For det er natten før i morgen, og hver dag er hellig. Jeg skal bare stå op hver morgen og opdage det. Jeg sad alene på Gallo skolen, hvor jeg arbejder, og holdt fanen højt. Jeg siger jo, jeg godt kan gøre det, hvis ingen andre vil. Deri kan man have en vis grad af tillid til mig, at jeg vil kæmpe den svages sag, som såmænd tit er min egen (..). Men ringer der en til Gallo skolen, kan jeg godt være den, der tager telefonen. Det har jeg valgt. Børster jeg mine tænder, gør jeg det grundigt. For det har jeg lært med årene. Ligesom du har lært noget undervejs. Vi går alle med rygsække, tynget af byrder, skattet med erfaring. Men modet til at leve kan svigte, ja en hel dag! For det arver man ikke bare, og får det heller ikke i løn ved månedens udgang. Man tilegner sig det. Tager tilløb, begiver sig ud på en rejse, der endnu er ukendt. Man tør livet, for man tør ikke andet. Men du skulle have mødt mig tidligere i dag; jeg stod som en stork på et ben. Fjernt fra tryghed, dynen som billede på lindring. Samtale som løsning på ensomhed. Men det var godt, du ikke så mig. Det var godt, ingen så mig på kontoret, for jeg gik i et med regnvejret. Og da det klarede op i vejret, troede jeg, jeg kunne gå som et frit menneske. Og mens jeg gik, bar Gud mig det sidste stykke. 17.10.14.