Udåd.

Jeg slår en edderkop i ihjel. Bagefter får jeg salmen ”Sov sødt, barnlille” i hovedet. Hvem fanden har givet mig lov til at slå ihjel? Hvilken ækel følelse af at tage livet fra en anden. Som gerne vil beholde det. Koldblodigt, hvorefter jeg tørrer edderkoppen af min sko. Ville jeg have ønsket det som edderkop? Du skal bare kalde mig morder, jeg trådte den ud med vilje. Der er spor efter mig på gerningsstedet. Tænk, hvis edderkoppen var et mildt væsen, der måske bare skulle møde sin mage henne om hjørnet. Jeg så, at den blev bange, og ville løbe væk. Jeg tøvede ikke, men strakte mit ben helt ud i en bevægelse, så jeg kunne nå at ramme den. Hvem førte mit ben? Jeg trådte med kraft og sikkerhed, og ville sikre mig, den var færdig, så jeg gned min fod mod gulvet flere gange. Den måtte ikke længere vise livstegn. Som om det var en fejl ved den at ville leve? Syndige jeg, har taget livet fra en edderkop, og det vækker bare genklang dybt ned i mit bryst, at her har jeg stået før. Netop nu gør jeg mig til herre over liv og død. Bare fordi jeg ikke ville, at edderkoppen skulle kravle hen over mig i nat. Bekvemmelighed. Det var det mest bekvemme at skille mig af med den. Du siger, jeg er et godt menneske, og at man ikke tror det om mig. Ja, menigmand på gaden ville ikke dømme mig til at være morder, ved første øjekast. Mens mit hår slynger sig ned ad min bluse, tager jeg mascara og deodorant på for at gøre indtryk. Ligne de fleste i gadebilledet. Men her trækker jeg i det skjulte blodige spor hen over gulvet. Ingen har set min ugerning, for jeg er alene hjemme. Men i mig huserer djævle på spil, bare for at sige til mig, om jeg har sort tøj på, eller ild ud af munden. Men ingen af delene har jeg. Jeg har ar på håndleddene, er det ikke nok? Kan du ikke skade en anden, kan du i det mindste skade dig selv. Jeg tager dit ben, siger djævelen, og kvaser insektet midt på dit gulv. Du vil føle skyld og fortryde, men jeg skal tage samvittigheden fra dig, og du skal ligne mere en, der ikke sondrer mellem godt og ondt. En, der simpelthen ikke længere kan se forskel. Du har tjent din pligt, og slået ihjel, som vi har bedt dig om. Du har bestået din manddomsprøve, og vi har optaget dig i vores fællesskab. Jeg har ikke bedt om noget fællesskab, andet end det, jeg kunne have haft med den nu afdøde edderkop. Det var den, jeg her i verden allerhelst gerne ville lære at kende lige nu. Du har frataget dig selv muligheden for at lære den afdøde at kende, ser du? Bitter står jeg nu her, med ingenting i mine hænder. Men lad os kalde det ingenting ved navn, mit barn. Du står med fejhed, forslået, forbistret. Alle edderkoppens venner her eller hisset vil altid minde dig om din udåd. Jeg skal selv minde mig om den først, siger jeg til mit forsvar. Ingen andre dømmer mig, før jeg selv har gjort det adskillige gange først. Deri lærer jeg. At leve. 4.10.14.

2 responses to this post.

  1. Kære Anne Marie.

    Det er vigtigere for evnen til at leve, at bevare evnen til at sortere mellem godt og ondt – frem for at opnå ”medlemskab” af et fællesskab.

    Det gælder både, hvis man har begået en udåd overfor andre, eller andre har begået en udåd over for én selv.

    Uden evnen til at sortere mellem godt og ondt, mister følelsesregistret sine nuancer, og man mister evnen til at være menneskelig.

    Og mister man evnen til at være menneskelig, så mister man ”sig selv” og sin evne til at leve – som menneske.

    Venlig hilsen Ulla…

    • Kære Anne Marie.

      Det er i øvrigt det, der indenfor nogle sammenhænge kaldes følelsernes intelligens.

      Vi lager alt det, vi oplever i følelsesregistret, til livslang erindring om hvad der er godt, skidt, ondt, positivt, konstruktivt, destruktivt osv. Så vi altid vil kunne ”genkende” det igen, når vi møder på det senere i livet.

      Venlig hilsen Ulla…

Comments are closed.

%d