ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg har altid indeholdt noget diabolsk. Det har jeg vidst, lige siden jeg var lille. Jeg er ellers bange for mørket. For vrede, modstand, sindssygdom. Men jeg indeholder det ikke desto mindre. Jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg med vilje ikke flytter mig, selvom jeg står i vejen for nogen. Indimellem får jeg denne snert af at gøre ondt mod andre. Direkte ondt. Andre dage modsat heldigvis. Det er en hel åbenlys målestok på mit kærligheds barometer, om jeg f.eks. flytter mig, så en anden kan komme forbi, f.eks. i Føtex. Eller jeg taber et æble på gulvet inde i butikken, hvorefter jeg har det valg at købe det stykke frugt, som nu sikkert bliver brunt og blødt et sted på overfladen, eller lægge det tilbage, så en anden køber det godtroende, at det er et perfekt æble. Forestil jer, at jeg står med det valg: Skal jeg købe dette stykke skadede frugt, nu hvor jeg selv har ødelagt det, eller vil jeg hellere have et andet, der ikke er skadet, så jeg bare lægger det ødelagte æble tilbage. Det helt åbenlyse rette i den situation ville være at tage det rådne æble med mig hjem. Så får en anden kunde ikke den grimme overraskelse at opdage, han har købt noget, han troede var intakt, men som ikke er det. Hvilken drift i mig vælger på nogle dage at gøre det første, tage den dårlige frugt med hjem, og andre dage at lægge frugten tilbage? For det er, hvad der reelt sker. Et overvågningskamera ville kunne afsløre mig, dog ikke for den største forseelse i verden, men i mine øjne en stor forseelse. Det, at jeg i øjeblikket ved, jeg gør uret, men så alligevel gør det urette. Jeg fatter det simpelthen ikke! Ville man ikke helst, at en anden kunde gjorde sådan mod mig, nemlig skånede mig for det dårlige æble? Hvorfor gør jeg ikke mod en anden (og i sidste instans Gud), hvad jeg gerne ville, han gjorde mod mig? Det er meget mærkeligt; nogle dage hader jeg vedkommende, der sætter sig ved siden af mig i bussen, jeg virkelig væmmes. Det afhænger af min egen dagsform, om jeg i tanken lige har svinet andre til på tilsvarende måde, måske har fyldt mig med slik, eller bare ikke glæder mig til noget, jeg skal senere på dagen. Ren afsky, kan jeg føle. Afstumpet. Jeg kan ikke gøre for det. Nogle gange beder jeg da en bøn, da jeg føler mig afsindig uren. Andre gange tvinger jeg mig til at gøre en velgerning, som så ligesom skal udligne alt det dårlige, jeg forinden har tænkt. Som om den dårlige tanke bliver opvejet af en god. Og en målestok for, om missionen lykkes, kan være, om jeg derhjemme overspiser, lægger mig, eller støtter min kæreste på en misforstået måde. Motion er godt, til renselse. Og selvmedlidenhed er godt. Hvad skal jeg gøre med det diabolske i mig? Spærre det inde? Kan jeg løfte håndvægte med al min vrede? Hvad med irritation, er det ikke tilladt? Hvad med skadefro, misundelse, jalousi, må de følelser helst ikke være der? Hvad gør jeg da, når de er der alligevel? Et sted skal de jo have afløb. Hvor opstår mørket? Kan det bekæmpes, f.eks. med en bøn? Skal man altid sigte mod at være ”ren”? Hvad hvis jeg er beskidt i tanken, – og nyder det!? Tænk, hvis det er en tilfredsstillelse som menneske at bære nag, at forvanske en ellers fredfyldt situation, at så tvivl hvor der ellers var tillid. Er det da min ret som menneske at udføre djævelens arbejde? Bare indtil jeg igen vender mig imod Gud. 14.3.15.