Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv. Hvor lyder det hult, når Helle Thorning beklager det skete. Helt uden mimik eller følsomhed. Det er hende, der er afstumpet, om nogen. Og medierne, der bare rider med på en storm. Hun er et menneske, ikke bedre end morderen, offeret, eller hvad vi skal kalde ham. Hun er ikke bedre end gerningsmanden. Over for Gud står de lige, hun og ham. Blev de tappet for blod, ville hans blod ikke være mørkere eller have en anden konsistens. Han har lige så meget brug for søvn og omsorg som hende, og bare fordi hun får den omsorg, og han ikke gør, stiller det hende bedre? Bare fordi hun (Helle Thorning) har, hvor han mangler, er hun da rigere som menneske? Hun taler om kynisme, og viser afsky i sit ansigtsudtryk, som om vi har med utøj eller urene mennesker at gøre. En morder, ja, som har forbrudt sig. Men jo ikke mere end, hvad hun nu i efterspillet gør. Hun opildner til had, og planter sæd i tusindvis af mennesker, hvilket gør at vi nu passerer hinanden på gaden på en mere frygtsom måde. Ikke med tillid. Hun sår og planter og gøder, til had. Hun er den rette gerningsmand! At se så lidt kærlighed i et ansigt og i nogle ord som hendes, gør mig kold indvendig. Sådan skal jeg ikke være. Og sådan et Danmark ønsker jeg ikke, hvor en leder fordømmer vold, som er grundet i desperation og afmagt. Dybest set frustration. Og så tror landets ledere, at man kan tage frustrationerne i opløbet. Ligesom dæmme dem inde. Men hvor skal de så være? Var han ikke menneske, ham Omar? Eller var han en hund, en okse, et får? Var han da ikke menneske.
18.2.15.
Posted by Lars Hougaard Clausen on februar 18, 2015 at 10:45 pm
Det får mig til at tænke på min første indskydelse i forbindelse med attentatet på Utøya. Det for igennem mig, da jeg så det første fotografi af Breivik: Det er mig!
Posted by Ulla Thorup Nielsen on februar 21, 2015 at 6:24 pm
Kære Anne Marie – og Lars 🙂
Selvfølgelig er de mennesker, de mennesker der begår mord.
Og selvfølgelig skal man tage afstand fra mord.
Men det, der bør ”springe op” som det afgørende spørgsmål, er: Hvad er det for en verden og et samfund, hvor enkeltpersoner kan blive ”drevet” så langt ud over ”kanten”, at de begår mord?
Der er jo sket en masse inden da. De blev født som små børn ind i verden. Små hjælpeløse spædbørn der ikke var i stand til at klare noget som helst i verden. Og da slet ikke mord.
I mine unge dage (1990) var jeg med til at få en mand dømt. Det var en flygtning / indvandrer, der styrtede forvildet rundt og forsøgte at overfalde kvinder på stierne i Aalborg Øst. Jeg var en af dem, han havde forsøgt at overfalde. Han var tydeligt psykisk ustabil. Og var også kendt af både politi og de sociale myndigheder. Men – han skulle dømmes for noget, før der var nogen, der kunne gribe ind med noget hjælp til ham. Så jeg var med til at få ham dømt for overfaldsforsøgene, inden han begik noget alvorligt. Der var ikke sket noget alvorligt med nogen af os, han havde forsøgt at overfalde.
Hvad er det for et samfund, der ikke griber ind med noget opbakning og hjælp til mennesker, der tydeligvis har det svært og skidt, før det er drevet så langt ud, at de begår en forbrydelse, som de kan dømmes for?
Forebyggelse handler ikke om mistro. Det handler om omsorg!
Omsorg for at mennesker har det godt og trives.
Det politiske korrekte magtspil på overfladen, med politisk korrekte fordømmelser af et lille dybest set uanseeligt (før mordet) menneske i verden, får det også til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det er en opfordring til mere medmenneskelig frygt for at ”blande sig”, og gribe ind med noget seriøs opbakning og hjælp – i tide.
Venlig hilsen Ulla…