ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg bad Gud om, at hvad jeg elskede, måtte jeg vise verden. Mest for at tippe andre til at elske det samme som mig, fordi det var så elskeligt, det jeg oplevede. Og hvad det så end var, kendte andre jo nok til det i forvejen. Hvorfor skulle jeg så skrive det, andre føler, men bare ikke selv får formuleret? Det var fordi jeg var kunstner. Jeg havde bare en åre, jeg kunne åbne, og så ville der strømme salige ord ud i en lind strøm. Jeg kunne ikke sige, om det kom nogen til gode, men for mig var det et gode at kunne. For så ku jeg komme til ”Åben poetisk scene” i midtbyen og blære mig med mine skriverier. Som om man var det værd. Der var engang, hvor jeg kun håbede, at det jeg skrev, ville nå verden en dag. I al hemmelighed blev dagbøger, malerier, sange til på et loftsværelse. Kender vi måske alle? Bare fordi jeg her i verden har mod til at vise mine kunstneriske udtryk frem, betyder det jo ikke, at de kunstneriske udtryk er bedre end andres. De turde måske bare ikke vise deres frem. Og skulle det ligefrem være en evne at turde noget eller vove noget? Nej, for man slår sig undervejs. Engang drømte jeg en drøm, hvori der blev sagt til mig, at fortrydelse i livet er værre end så meget andet. Ja, at det faktisk var det værste onde, jeg ku kende til. Og rigtigt nok bebrejder jeg mig ofte ting, jeg har gjort eller sagt, og skal have forsikring døre op og ned om, at jeg ikke har gjort noget ondt ved min gerning. Jeg kan spørge op til flere gange, om det nu havde ret, det jeg gjorde. Men ingen ku heller sige det fuldt ud, om det kunne forsvares, at jeg havde skrevet eller sagt det, jeg havde. Selvhøjtidelighed. Det hedder det, når man snakker om sig selv i op mod 20 linjer i sit indlæg til Kristeligt Dagblads eftertanke side. Men der skal bare endnu flere ord til, for så bliver vi måske kaldt ”egoistiske”, og så var man dog noget. Så var man måske endda en ”værre én”, eller der ville blive skabt debat eller røre om én, og da havde man dog vakt noget i folk. Men hvorfor ”vække noget i folk”?, ku man spørge. Hvad skulle en vækkelse til for? Sover nogen da? Jeg læste selv om Jesus i dag, i en bog min kæreste (som er teolog) rakte mig i går. Den er både oplysende og alt muligt andet. Og jeg har ellers lige sagt til verden (blandt andet en, der ringede og ville sælge mig et abonnement til et forlag), at jeg ”aldrig læser”. Men denne om Jesus.. Jeg kan huske, da jeg for et par år siden fulgte en foredragsrække om ”Den historiske Jesus” på Folkeuniversitetet i Århus, at jeg sagde til en ven med et smil: ”Det er vel det mest interessante emne – i verden”. Hvordan ku nogen ikke interessere sig for et foredrag om Jesus? Dog fulgte jeg aldrig kurset til ende. Jeg falder ofte fra noget, er lidt ustabil. Men jeg håber, denne bog (Jesus, Menneskesønnen), må give mig mod og styrke i mange dage endnu. Mine dage er talte. Det er alles dage vel. Hvorfor sige noget så alvorligt? Bare fordi man ikke regner med at blive ret gammel. Hvorfor skrive et indlæg, der først handler om noget personligt levet liv, dernæst om noget alment, og til sidst hæver sig til det rene sludder og vrøvl? Hvis dage er talte. Mit liv er bare et blandt andres. På vejen i Botanisk Have i Århus i dag, stod jeg da ikke alene og handlede. Der var da adskillige andre, der også ville kigge på planter. Bare fordi jeg planter noget læsestof på den her side, når jeg da ikke en verden. Andre planter uden at nå. Her til aften blev jeg bare så glad for at række ud. I det mindste sige Ja tak til livet eller den her tillidserklæring fra Gud. Man kunne have holdt sin hånd i lommen uden at række ud. Men jeg ville åbenbart verden så meget, at jeg rakte ud. Holdt min hånd længe i luften foran mig, indtil nogen greb mig. Som f.eks. min kæreste i går aftes. Aldrig har en hånd fundet så meget hvile i en andens hånd. Så at jeg næsten følte, hans hånd var min. I dag følte jeg mig så utrolig dårligt udrustet til det, livet byder mig. Men så rejste jeg mig – ikke bogstaveligt med min krop, men jeg talte længe og vedholdende, – og meget højlydt, til Gud. For så ringe kendte jeg ikke andre, der var, end jeg. Og heldigvis kunne Gud også næsten forsikre mig om, at ingen andre var så ringe. Tak, fordi jeg er grimmest og bærer de ondeste, modbydeligste tanker. At andre ikke tager skade i min omkreds, men smiler til mig umiddelbart, som om mit ansigt udadtil stemte overens med mit indre, er jeg dem bare taknemmelig for. Jeg har gået lidt til noget teosofi undervisning. Også hvor man taler om, at tanker sagtens kan nå en anden. Eller at hvad man føler i hvert fald kan ”ramme” eller have en målbar konsekvens. Jeg har aldrig troet på noget entydigt. Men jeg ved bare, at jeg helst elsker, og ikke sviner til. Simpelthen fordi det er rarest! Det gør knuder og indviklinger at tænke dårligt om andre. Det mærkelige er, at nu hvor jeg er sindslidende selv, og for så vidt ikke altid er skyld i mine tanker, eller helt kan styre dem, er jeg jo ikke undskyldt, eller går jeg jo ikke fri. Vi sindslidende har bare en kamp ekstra med os selv, som ingen andre bare er vidende om. F.eks. har jeg selv et symptom, hvor mit smil stivner lidt i samtale med andre. Nu, hvor jeg siger det her, lyder det som om, det foregår uafhængigt af, hvem jeg taler med, og hvad vi taler om. Hvis emnet er Jesus, ville jeg lytte!:) Men mit smil stivner lidt, og ingen ved, at jeg allerede har dømt det sagte i samtalen, har overvejet, hvad mit næste træk skal være, for at virke mest ”naturlig”, at jeg for længst har gang i et maskespil. Nogen af os prøver at skjule en sindslidelse. Mens vi aldrig får at vide, hvad andre har tænkt om os, om vi dog alligevel ikke røber mere af os selv i en given snak. Hvis jeg kunne pakke sindslidelsen ind i et ligklæde, eller pakke den væk i et skab, havde jeg nok gjort det. Men enden af alt er, at jeg må leve med at indeholde dobbeltheder, og måske virke lidt kunstig, da jeg går med så meget skjult. Ligklædet kunne jeg vikle omkring mig, men hvordan ville det ikke se ud? Jeg kan købe en plante til min kæreste, det er meget bedre. Se, om verden ikke kan bære min kærlighed. Se, om en anden ikke forstår, retningen på min velmenen. For det er vel det, vi alle sammen er her for? At vel – mene. Kære, at du forstår. 15.5.2011.