Hvad jeg evnede at elske.

Jeg var bange, da jeg kom hjem. For du var her ikke, katten heller ikke. Jeg havde tændt lampen, som om I stadig var her. Men I var her ikke. Du er her ikke. Jeg troede, jeg skulle skrive et indlæg på Kristeligt Dagblads blog, men næppe. Jeg har grædt i dag, men ingen ved det egentlig. Du sku nok ha været her. Eller jeg skulle bare have sagt, du gør mig ondt. Eller jeg skulle aldrig ha ringet og lydt som om, du har gjort mig ondt. For det behøver du ikke vide. At jeg ved det, er jo nok. Dagbogen gemmer altid smerten. Det, der lå bag. Skide baggrund, at den skal være så svær. ”Elsker dig vist for meget”, som jeg fik skrevet i min sms. Som jeg siden ringede for at undskylde at have skrevet. Jeg lo, mens jeg talte om det, der gør ondt indeni mig. Det er en mekanisme, jeg har. Hvis jeg udgav det her på blogen, ville alle tro, du er en dårlig kæreste. Eller de ville føle, de får indblik i stof, der er for personligt. Så derfor udgiver jeg det ikke. Hvis jeg havde haft en diktafon i bussen, kunne jeg have formuleret tusinder og atter tusinder af ting, der var relevante for den menige mand. Jeg længtes sådan efter at komme hjem, for så ku jeg skrive sådan og sådan, og det bliver bare så godt. Men da jeg kom hjem var jeg blokeret. Af vrede. Kære, kære Bitterhed. Du har mange kræfter. Og hvor gør man af dem? Publicerer man sin vrede på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Hvorfor skulle man (gøre) det? Havde vreden en genstand, ku man jo udstille denne person, til skade for vedkommende. Og hvorfor skade nogen? Jeg har ufred. Det er mig, der har ufred. Ikke grundet en anden, eller noget andet. Det er i mig, som en del af mig, der bider mig i maven. Man tror, at efter et tomrum, bliver man fyldt op. Indtil man opdager, man huserer store skovbrande, orkaner, storme, der bare kaster sig løs nede i ens mave. I oprør. Og da havde man dog noget, dernede. Indvendigt. I mig bor simpelthen alle mulige slags følelser, og hvis jeg siger det til min sidemand i koret, vil hun sige akkurat det samme. Også i hende bor der ”alle mulige slags følelser”. Det river i min mave, at jeg tilbringer mindre tid sammen med min kæreste i løbet af dagen eller ugen. Det kender jeg godt, vil hun sige (sidemanden fra koret). Ja, men min smerte er altså større end din, siger jeg så. Men det vil ingen forstå, heller ikke jeg selv. I mine størrelsesforhold er det, jeg indeholder, det vigtigste, største, tydeligste. Men i hendes størrelsesforhold er hun jo sig selv nærmest, og taler fra sine erfaringer. Hvordan opdele, hvis smerte, der er størst? Jeg behøver bare fælde en tåre på Vesterbro Torv – som jeg faktisk i mit virkelige liv har gjort op mod tre gange, endda højlydt, hulkende, – og der kommer et medmenneske hen og trøster mig. Hver gang. Jeg er så synlig i min ulykkeligheds følelse, at der kommer en fysisk, bogstavelig tåre trillende ned ad min kind. Og tænk; hver gang har det handlet om at være bange for at miste det, jeg har allermest kært. Det har føltes som om, nogen rev noget ud af min krop. Men ingen rev noget ud. Nej, men det føltes som om, det er jo netop derfor, jeg græder! Alle sår heler, også dit. Ja, men måske først i morgen, og lige nu gør det helvedes ondt. Vi græder alle. Og tilbage til smerten, kan den jo ikke gøres op. Skyldtes den det eller det? Eller noget helt tredje. Ingen påfører en den psykiske smerte, eller giver den til en. Man opsøgte den nok selv. Man skal selv rive tornen ud af sit øje, brodden ud af sit eget sind, stenen ud omkring hjertet, for at tingene vil lette indvendigt. Ingen andre kan. Tænk, at jeg før skrev, at du havde ”gjort mig ondt”. Og at jeg lod det udgive. Helt ærligt. Men du flyttede mig. Fra at tale om noget, der skyldtes noget, bevægede jeg mig hen til at skrive, at intet skyldtes noget. At ingen bar skyld, eller var årsag. Men alle er årsag! Ja, hverken mere eller mindre. Hvad med ham, der bød på øl, savnede han ikke ”bare” selskab? Og dem, der blev der efter kor og drak øl, håbede de ikke bare på at ”hygge sig”. Og mig, der gik hjem, ønskede jeg ikke bare som det første, når jeg kom hjem, at ringe til min kæreste og ønske ham en god nat? (Som jeg netop gjorde). Du græd i dag, kan jeg sige til mig selv. Ingen andre ved det nemlig. Det var næsten flot, som jeg græd. Jeg sad helt ren, i min sorte bluse, og følte mig helt uskyldig. Ikke halvt uskyldig, men altså helt uskyldig. Intet kunne fortænke mig i at sidde der, så sammenknuget. Bidende det i mig, som gjorde så ondt. Ingen burde se det, heller, for det var ikke ”for” nogen. Jeg kunne kun sige til Gud, at han – af alle, dog gerne måtte kigge til mig, eller betragte mig, eller være mit vidende. Ligesom han var det, da jeg var til kor, hvis han ellers havde tid 🙂 River du mig ud af dødens garn, ku man næsten spørge ham (Gud), som der vist står i en salme. Man er godt viklet ind, og man kender sgu ikke rigtig vejen ud igen. Den lærdom er vel dyrest, hvor ingen tager dig ved hånden og følger dig på vej. Men hvor du må gå selv. Fordi, du kun har dig selv at gå med. Tak, fordi du alligevel er min kæreste. Dig, det gør så ondt at elske. Tænk, hvis jeg ikke kendte til det, der gør ondt. Men tak, fordi du er mere end det. Du står for enden af vejen, når jeg går der alene. Spørger i telefonen, om du ”Skal komme og hente” mig. Og så dårligt, jeg får formuleret, at hele omdrejningspunktet, er om kærligheden koster for meget, eller om den skal triumfere. Og det er fair nok at sige her, at vi eller jeg nok altid vil være i tvivl. Koster kærligheden for meget, eller vil den være det hele værd, ”på den lange bane”? Hvem sagde, jeg tabte dig, hvis ikke kun min egen frygt for at miste dig? Hvilken er større kærlighed, end den, der siger; ”Jeg elsker dig vist for meget”, jeg kan næsten ikke bære det. Jeg vil så gerne være den, der har sagt ”Jeg elsker” alt for mange gange. Men hver gang, jeg formulerer det, flyder der hjerteblod ud af mine årer. Men spildte jeg blod på dig, eller ud over dig, gødede det nok et eller andet. For i dit indre, fandtes der spirer og korn, og ideer til fremtiden. Og med dig vil jeg spørge: Skal vi gå sammen?, for dig vil jeg mægtig gerne følges med. Og gik jeg selv, var det kun for at jeg kunne vælte, så du kunne samle mig op igen. Men gik jeg selv, og væltede jeg ikke, ku jeg gå i verden både alene og sammen med. Og du kunne bære, hvad var dit, og jeg, hvad der var mit. På mit bryst står der vist: ”Hellere to end én”. Og på dit bryst er der tegnet et hjerte med en pil igennem. Det er fordi, vi taler kærlighedens sprog. Men også fordi vi ser det stå. 10-05-2011.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on maj 10, 2011 at 10:59 pm

    Nu sad jeg lige og var i færd med at skrive en kommentar til Sherin Khankans blogindlæg om selvbestaltede islameksperter. Det sårer mig lidt, at hun vil frakende Ayan Hirsi Alis personlige opgør med islam legitimitet. Det er nemlig et opgør, som jeg godt kan identificere mig med, selv om kampen for mit eget vedkommende ikke har noget med islam at gøre. Alligevel synes jeg der er en god tone og en god energi hos Sherin Khankan. Det undrer mig blot at hun absolut vil identificere den muslimsk. Jeg har mest lyst til at læse et andet anliggende ind i hendes tekst end det, hun selv skilter med. Når hun advarer mod at tale “om en religion, som var den generel eller statisk”, så er der jo rørt ved et punkt, som man må synes kunne være nok så udfordrende i forhold til netop islam. Kunne man forestille sig, at den disciplin, som er så afgørende i islam, kunne frigøre sig fra alle de udvortes regler – og kunne sharia komme til at betyde indre disciplin i stedet for ydre regelbundethed? Det forekommer mig, at det er fra en sådan indre frihed Sherin Khankan i virkeligheden henter sin energi og i virkeligheden ikke fra islam. Men det skal jeg altså læse ind i det. Så er det, jeg læser dit indlæg – og her er det altså ikke muligt at bringe en sådan læsning i spil. Du er selv inde og afsløre motiver, som for de fleste ville være godt skjulte.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: