Livgiver jeg, ånder jeg.

Måske følte jeg mig bare stærk uden at være det. Eller jeg var stærk i går – hvor jeg følte mig svag, – bare uden at vide det. I hvert fald stråler jeg som en sol ud over alt og alle her til aften, selvom jeg såmænd bare ligger på min sofa. Chokoladen fra i eftermiddags satte gang i en masse aktiviteter. Pludseligt fik jeg luget i mine bed i haven, og støvet af omkring min computer. Noget, jeg ikke har gjort i måske et halvt år. Jeg motionerede ikke kompenserende for at udligne at have spist chokolade. Jeg følte virkelig naturlig lyst til at spise frugt senere hen på dagen, så chokoladen bare var et gode i min mave, ja rent brændstof. Jeg har endda følt mig glad og lykkelig! Som sindslidende er det ikke en selvfølge. Nærmest i underskud gik jeg til mine dage uden lyst i bare sidste uge. Med en baggrund med spiseforstyrrelse er det en endog stor sejr for mig at kunne indtage chokolade, vide det feder, men bare få lyst til at arbejde mig ud af kalorierne. Kaste mig over ting, der før syntes kedelige eller ligefrem uoverskuelige. Ikke engang i trods til min nabo, kunne jeg holde mig fra at hive ukrudt op 🙂 Men hvad så? Hvad gør man med den store mængde energi? Skal man løfte håndvægte på stuegulvet, eller bare elske hver og en, man ser. Måske børnene, der lige nu leger udenfor, – hvilket jeg ikke før har oplevet så nært på i alle de 7 år, jeg har boet her. De leger virkelig, som jeg gjorde som barn. De er bare som – jeg. Min kæreste ringede, – det var fedt. Så tabte jeg telefonrøret, men det gjorde ikke noget, for jeg ilede for at hente en tekst, salmetekst han selv har skrevet, som jeg netop havde sat melodi til. ”Jeg er blufærdig over melodien”, sagde jeg til ham. For jeg har indspillet et vers af den, som jeg kunne sende ham pr. mail, men jeg må prøve at spille den igennem i morgen, for dog at se, om den er god nok. Hvem har lært mig, at jeg ikke er god nok? Hvorfor er det ”forbudt” at spise chokolade. Hvem sagde; du må ikke være her? Gå et andet sted hen med dine følelser. Føl noget andet, som ikke er nær så besværligt. Gør som de fleste gør, så vi ikke ser på dig med skam. Skam over at være din søster, eller din bror. I går aftes prøvede jeg tøj i en time, før jeg skulle cykle ud til min kæreste. En time. Endelig slog det mig, at det var mit selvværd, den var galt med. Det var jo lige meget, hvilket sæt tøj jeg tog på, det rakte ikke. Intet rakte. Jeg skulle have rakt, inde bagved mit tøj, men det gjorde jeg ikke. Eller? Hvorfor hæver jeg mig i aften, var jeg ved at sige. Hvorfor er jeg det så meget større i aften? Så jeg endda kan understrege større. Hvorfor skinnede jeg i verden fra min position i sofaen, når nu verden synes at være udenfor? Hvorfor var det tilstrækkeligt at ligge der og stråle. Mens der i øvrigt rislede energi omkring toppen af mit hoved. Var jeg da ikke lykkedes – i dag!? Var det ikke alle de forudgående dage værd at se mig ligge der. (Selvom jeg helst ser mig indefra). At være i denne krop, der over nogle timer havde spist makrel, kiwi, chokolade, ost, brød, fordi hun havde lyst! Det batter. En håndlæser sagde engang til mig, at mennesket jo alligevel – frit stillet – vil vælge en sund kost. At det har undersøgelser vist. Tænk; i aften forstod jeg, hvad hun havde sagt. For makrellen smagte som om, jeg havde brug for den. Og chokoladen gav mig et kick til havearbejde og så fremdeles. Og jeg var på en måde en voksen kvinde for første gang i mit liv, for jeg tænkte ikke på, at mine lår ville blive tykke, eller at jeg skulle revanchere og måske i morgen gå 5 kilometer. Nej, intet skulle udlignes, for gjort var gjort, og gjort var gjort godt. Indlysende godt, fordi jeg havde gjort med lyst. Bare hvad der faldt mig naturligst at gøre. Det, min krop ville. Og det forløste med det samme. Energi, overskud, alt kunne lade sig gøre. Projekter, jeg havde gruet for at gå i gang med, syntes lige foran mine hænder. At jeg vaskede lidt op indimellem, og lagde lidt – ikke det hele – tøj på plads, smittede bare af på resten af vel – gerningerne. Intet var vel gjort uret eller forkert? Jeg mener; tjente det ikke et formål i længden, at jeg vaskede en kop af nu og her? Kunne jeg ikke nærmest kun ”gøre godt”? Var en vasket, ren kop ikke et gode, selvom der stod flere kopper tilbage, som jeg ikke nåede? Et eller andet sted kan vi ikke gå galt, os mennesker, hvis jeg må tale så bredt. Hvilken gerning er ikke gjort i kærlighed eller af kærlighed? Hvad skulle ens argument næsten være, hvis man ville en anden ondt. Hvilket forsvar ville være godt nok. Hvor skulle man gøre af hadet eller den ufri vilje. Hvor skulle man gå hen med den? Hvem skulle man dele med, at man ikke kunne udholde et liv? Gærer vi ikke håb i hinanden. Var vi her ikke til støtte? De gange, hvor jeg har været selvmordstruet, har min far altid sagt (og måske i alt to gange): ”Vi må jo ikke give op”. Og ingen ønsker vel heller at give op, det synes bare nogle gange at være den eneste ”mulighed” eller udvej. Tænk – at døden skulle være det rette valg. Tænk de psykisk syge, som ender med at dø. Deres liv ”rettede sig ikke til”. Deres liv gik dem imod, ville deres endeligt. Hvorimod mit har villet bevare mig. Den lod, vi har, skal vi passe på eller værne om. At jeg fik muligheden for at komme mig over at have opgivet et liv, er ikke alle til del. Jeg er ikke særlig i min position, har ikke en masse at dele, nej jeg tabte. Men i aften vandt jeg mig tilbage. Bare denne enkelte aften. Alle de tårer, jeg gennem tiden har grædt, ligger nu som chokolade på bunden af min mave. Mmm. Alt det bøvl, jeg var i sidste uge, var jo i sidste uge 🙂 Alt det bøvl, jeg kan være igen i fremtiden, må vi vente at se på. I aften var ”du” her, som jeg sagde til Helligånden, eller hvem der gav mig styrke. Og Helligånden svarede: ”I aften var du her, Rie”. Og ja, jeg var nærværende og fuldt ud til stede. Fordi min livsbane gik forbi en sofa på det rette øjeblik. Og jeg tav og mærkede nærvær på toppen af mit hoved som en healende kraft. En anden ville kalde den noget andet. Skabervilje, strømning, spiritus. Jeg kalder den for: Rie, når hun er Rie fuldt ud. Tak, fordi det lod sig gøre. At jeg var fuld af egen kraft. Livgiver jeg en smule ved disse ord, ånder jeg. 04.06.2011.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on juni 5, 2011 at 11:15 am

    Det er så smukt, billedet af at vaske kun en kop op selv om der er flere, der står og venter. Det er som at læse en side i en bog og være fyldt af det. Hjertets renhed er at vill ét. Ikke en idé men en kop.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: