ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Morgenen startede. Det gør morgener. Jeg skulle kunne en svær motet til kirkegudstjenesten, hvor jeg er kirkesanger. Eller i det mindste tro på, at jeg kunne. Min stemme blev ved at vakle i de første par salmer, muligvis pga. høfeber og snue eller hæshed på stemmen. Men de andre (de to piger, jeg står ved siden af) må have troet deres. De fik altså ingen grund til, at jeg pludselig begyndte at drikke vand af min medbragte flaske, eller hvorfor jeg hev et lommetørklæde frem midt i det hellige. Ingen forbandt noget med det. Jeg var måske bare det mærkeligere, som jeg måske hele tiden havde haft ry for at være? Hvor skulle jeg vide fra, hvad de andre i koret må tænke om mig? Det eneste, jeg kunne regne med, var at Kathrine var som hun altid er: betænksom, åben, mildt dømmende. Hun snakker til een bagefter en fejl, på samme måde som før man lavede fejl. Der har I den milde dommer. Og jeg bliver skånet eller forløst eller sagt til; du gjorde det godt nok. Det rakte. Du har intet gjort galt, selvom du begik en mindre fejl i den foregående salme. I næste salme er det måske mig, der begår fejl, – synes Kathrine nærmest at sige. Jeg tænker på organistens smil, da vi havde gennemført motetten fejlfrit. Ingen af os – måske heller ikke han, – havde regnet med det opnåede resultat. Deri bliver man løftet. Ikke som sidste søndag, hvor ingen lavede fejl under prøverne, men mange lavede fejl under fremførelsen, da det virkelig gjaldt og folk lyttede på. Jeg kan huske at jeg tog en anden vej ud, selvom jeg var på gåben og ikke skulle ned til min cykel som vanligt. Dermed overhørte jeg de andre fra koret sige: ”Det gik godt nok dårligt med den motet i dag”. – Og det reddede mig. Jeg gik og troede, det kun var mig, der følte mig i underskud eller forladt eller skyldig. Næh, det var en fælles oplevelse af ikke at have slået til. Og vi skal slå til. Alle sammen. Overalt. På arbejde, derhjemme, på badmintonbanen. Nogle ”kvalificerer” sig til en slutrunde i fodbold f.eks. Og andre dumper til deres eksamen. Jeg lå netop for lidt siden i min sofa og tænkte på, hvis man havde opnået et 8 – tal, på den gamle karakterskala. Man skulle synes, at der i et 8 – tal (hverken mere eller mindre) lå en kvalifikation til noget. Man rakte. Det, man kom med, var okay eller i orden. Vi er nogle, der går og har så høje krav til os selv, at vi ikke regner et 8 – tal for noget. Og der mener jeg på en skala for kærlighedsevne. Det er altid den skala, jeg dømmer mig selv ud fra. ”Hvor meget evnede jeg at elske der?”, kan jeg spørge mig selv. Gav du kvinden, du mødte på gaden, et smil der var ægte, medfølt? Ville du hende noget? Hvad med ham, du har vinket ”sammen med” i op mod fire – fem år, som du først for to uger siden fandt ud af, hvad hed. Da du mødte ham i dag og standsede for at snakke, kiggede du ham da ind i øjnene med skær interesse, eller spillede du en rolle? Jeg var kanske ren. Tænk, hvis jeg var ren. Tænk, hvis jeg kvalificerede mig til noget med det smil, eller de nysgerrige spørgsmål. Tænk, hvis han mærkede, jeg har følt med ham på gaden i op mod flere år! Vi blev endda enige om, at vi altid havde fundet en sødme hos hinanden, uden at have udvekslet et eneste ord. Det er ikke en erotisk følelse, jeg vil ham ikke på den måde, men som jeg siger til min kæreste; ham, den rare mand på gaden, der hedder Hans. At man kan vente på et møde i flere år. Det er vel som at have sået noget, man engang vil høste. Jeg havde ikke forventninger om at udveksle udtalte ord med denne ”Hans”. Jeg havde bare lyst til at sige ”Hej” eller vinke, og så havde han. Det er ikke engang fordi jeg nu har scoret et 10 – tal i den disciplin, der hedder at standse op og snakke med forbipasserende på gaden. Hvem skulle give mig det 10 – tal? Nej, om jeg lykkedes skal jeg måle ud fra noget helt andet. Hvem gav mig kærlighedsevnen. Var det Gud, mine forældre, mig selv, min kæreste. Nej, den var der i forvejen. Jeg fandt den bare. Øsede af dens kilder i nogle minutter, også over for min kæreste i telefonen, men dog ikke over for min mor, da jeg kom til at sige til hende, at ”vi glæder os vist også” – underforstået til at se hende og far i morgen ved et besøg i Sønderjylland. Hvor kom det ”vist” fra? Hvem har overhovedet opfundet, at man har mulighed for at sige ”vist”? Skulle han, der har opfundet ordet, ikke have tænkt sig lidt bedre om 🙂 Næh, jeg skulle have tænkt mig lidt bedre om. Hvis du til en eksamen siger: ”Det var vist nok i 1864”, så får du nok ikke en høj karakter. Omvendt må man sige; hvis man til sin eksamen virkelig er i tvivl, om det var i 1864, og så tilkendegiver, at man er i tvivl, da var man jo bare ærlig, sig selv. Og der mener jeg det centrale ligger. Jeg er selv så dårlig til at lyve. Derfor fik jeg udelukkende 7 – taller og 8 – taller til mine eksamener i gymnasiet. I timerne gik det bedre, for da så jeg åbenbart ud til at have forstået en hel del. Men hvis nogen spørger mig, hvornår en bestemt begivenhed fandt sted, og jeg ikke ved det, hvad skal jeg så svare? Jeg svarer generelt hellere; ved du hvad, jeg har brugt 20 år af mit liv på at finde ud af at rumme mit følelsesliv. Det er, hvad jeg har brugt kræfter på. Mens du har læst bøger, og forstået dem, har jeg prøvet at forstå mit følelsesliv. Hvem var da bedst stillet af du og jeg? Og Kære, dig der har viden, som jeg ikke har, må derfor ikke dømme mig for ikke at have den. Mens du læste bøger, og var vidende om andres liv, forsøgte jeg (bare) at forstå mit eget. Jeg tog en uddannelse i følelser, ikke så meget andet. Jeg lavede endda en stor afhandling (hjemmeside med livshistorie), som ingen anmeldte eller gav karakter. Det var ud fra min egen målestok det bedste, jeg kunne gøre. I mine egne øjne var jeg ”Hans” på gaden, hende der stoppede op og snakkede med ham, og hende der bagefter ransagede sig selv for, om mødet var gået godt nok. Jeg var også ”Kathrine” fra kirkekoret, som dømte mildt, og jeg var indimellem også hende eller ham, der ikke kunne forstå, jeg ikke var bedre funderet med almen viden, end jeg var. Og til sidst var jeg hende, der gik til eksamen med disse forskellige roller, og spillede dem alle samtidigt over for censor. – Næsten som jeg skulle have gjort på musikkonservatoriet, hvis jeg var kommet ind. Dette var min kvalifikation. Dette var, hvad jeg var skolet til. At kunne skrive om kærlighed uden at ville den. Men ville den uden at skrive det. 12.6.2011.