Jeg var smuk, der i spejlet i fitnesscentret. Ikke mere eller mindre smuk, – men smuk. Jeg ku ikke ha ønsket mig en bedre krop, et bedre spejl, et par andre øjne at se med. Hele jeg slog til. Ikke noget ”sad forkert”, eller var malplaceret, og jeg tænkte faktisk med undren, om de med vilje havde lavet spejlet mere ”bruger”-venligt, så man så tyndere ud end man reelt var, så man fik lyst til at træne igen en anden gang. Om det var en salgsfidus. Stoler man bare ikke på det gode? Skal der absolut være en hage? Køen i sandwich baren var også for lang. Lysreguleringen skiftede lige til rødt som jeg netop skulle krydse vejen. Folk masede sig frem i ”Bruuns Galleri” (i Århus) for at komme hurtigst muligt frem. Alle disse men’er. Men som jeg stod der – narcissistisk – foran spejlet, havde jeg næsten sejret. Alle selvbebrejdelserne eller følelsen af utilstrækkelighed eller skyldfølelse over at have spist for meget, forduftede. Byrderne lettede, intet mindre. Ville jeg så anbefale alle andre at gå i fitnesscenter, er det derfor, jeg skriver dette blog – indlæg? Nej, jeg savnede. Jeg savnede spejlet derhjemme, hvor jeg ser mig med fejl. Jeg tog mit tøj på i træningscenterets omklædningsrum, og – igen – som før jeg trænede, følte jeg mig ”forkert” eller mislykket, som om jeg skulle have valgt et helt andet sæt tøj fra morgenstunden. Jeg var alene. Kæresten var udenbys. Hans vante kommentarer og typisk ros til min påklædning – udeblev. Jeg kunne ikke været sikker. Jeg var alene på gaden, alene i omklædningsrummet med min krop, og mit tøj hang ensomt nedad min krop. Jeg sidder i stuen og tænker; mine arme er blevet stærkere i dag. Helt mærkbart løftede jeg så mange kilo, jeg overhovedet kunne overkomme. Ingen kunne have forlangt mere af mig. Men hvad ”savnede” jeg alligevel, som jeg siger. Jeg var ikke stærk op af dig. Du stod ikke ved min side foran det spejl. Kun jeg selv glædede mig. Var det ikke nok? Er man ikke grundlæggende ”sin egen herre”? Skal man ikke kunne stå oprejst i verden – selv? Når du kommer hjem om et par timer, kan jeg fortælle dig, at jeg har trænet. Du vil ytre, at du er glad for, at jeg kom af sted (fordi jeg nogle gange har mine tvivl forinden). Du vil måske endda sige, at du kan mærke træningen ved berøringen af min krop. Jeg har trænet min krop, men hvorfor? Jeg var helt alene om den romaskine og de jernstænger. Vekslede kun et ”hej” med et par andre motionister. Hvorfor kom jeg da? Hvorfor valgte jeg alenehed frem for tosomhed eller noget, vi ku have været sammen om? Jeg dør alene. Er det måske ikke rigtigt? Jeg kom ikke helt selv til verden (jeg mener: nogen hjalp ved fødselen, og min mor var der jo), men jeg må selv gå ind i døden til sin tid. Jeg er ikke et bedre menneske efter at have trænet, men jo det er jeg faktisk. Jeg så mig selv slå til, række, gå distancen ud. Lignede de andre, men ikke helt. Romaskinen sagde: ”Tak for endt arbejde”, og jeg kaldte den ”en ven”. Næste gang jeg kommer, siger jeg ”Hej” til den, og den stikker i et stort smil. Spejlet siger – igen – næste gang: ”Hvor er du egentlig fin”. Og når det er spejlet, der (selv) siger det, så er det (jo) ikke narcissistisk. Forstår jeg verden bedre nu? Et savn skulle være, hvis du aldrig kom hjem fra din udenbys tur. Hvis der ingen læsere var på min blog. Eller hvis katten aldrig kom ind igen efter at have strejfet omkring udenfor. Savn er ikke at have ord. Ikke at pille ved det bestandige. Savn er når Jesus siger: ”I spejlet OG udenfor spejlet var du smuk”. ”Jamen, jeg kunne ikke se mig udenfor spejlet”, siger jeg indvendende. ”Jeg så dig”, siger han så. Da jeg gik hjem ku jeg godt mærke et blik. Hjælper det mig, at du er allestedsnærværende?, spørger jeg. Og ser du mig kun, når jeg er ”smuk”?. ”Der er dage, hvor jeg vender spejlet om”, siger Jesus så. ”Hvorfor?”, spørger jeg. ”Der er dage, hvor det (spejlet) ikke kan tåle at kigge”. ”Jeg har aldrig oplevet et spejl, der ikke spejlede, men skammede sig eller skånede sig selv mod synet”. ”Næh, men i dag oplevede du det”, siger Jesus til mig. ”Jamen, jeg så jo mig selv!”. ”Ja, men spejlet gjorde ikke”, siger han. ”Jamen jeg overstrålede Alt!”. Du så det kun selv, siger jeg jo. ”Og du så det?”. Jesus: ”Jeg kiggede væk. Jeg ku ha hændt at elske dig”. Men du må gerne elske mig. ”Næste gang så stil dig med ryggen mod spejlet, da ser du dit egentlige inderste stråle. Ikke som en veltrænet krop, men som en, der gerne vil træne sin krop. Fordi romaskinen er din ven, og spejlet er dit modspil. Da spil op imod dig selv.” Så gjorde jeg. 20.12.2011.
20 dec