Jeg havde lettet mit hjerte ved at gå og slæbe på en indkøbspose. Det var alt, hvad mine arme holdt til. At holde verden i mine hænder kunne jeg kun i få minutter ad gangen. De andre minutter gik snildt med at holde sammen på mig selv. Jeg var overladt til mig selv. Sindssyge i henholdsvis udbrud og dvale. Disse to grader, denne spændvidde, skulle jeg alt sammen holde i mine hænder. Jeg begyndte at falde. Først på gaden, men så også herhjemme. Jeg kunne ikke længere bære min egen vægt, fordi jeg var så belastet af tungt gods. Hvis man havde malet mig på et maleri, havde alle farver været sorte og røde. Et enkelt strejf af hvidt listede sig dog ind. Men hvis ellers et maleri selv kunne skifte farve efter forgodtbefindende, ja så ændrede dette maleri sig hele tiden. Du var begyndt at kede dig. Jeg så dig sidde i stuen helt stille op af din salme. Du støttede dig heldigvis til din salme. Når jeg nu kun var en statist. Og højst var det i mit eget liv. Jeg kedede mig. Det var faktisk mig.., indrømmer jeg nu. Jeg gik fra stuen ind i dette værelse. Værelset var bedre funderet. Jeg tænkte længe på at udgive noget mærkeligt, men jo længere jeg skrev mig ind på en side, jo mindre aparte blev mit udgangspunkt. At tro, man er mærkelig, mens man ikke er det, er vel bedrag? Der var ingenting i vejen med dig. Du var mit udgangspunkt, fordi jeg vågnede op af dig om morgenen, og sov ind ved din side om aftenen. Du gik i min stue og opfandt salmer. Mens jeg selv kun sang dem. Jeg kunne synge enhver salme, i alle mulige tonearter. Men at sige til verden, at det var det, man var blevet til, syntes næsten at være for fattigt. At være udenfor diskussioner om verdenssituationen, fordi man simpelthen ikke havde fattet forhistorien til verdenshistorien, var endnu et men ved det at være mig. At være udenfor noget, betyder vel ikke nødvendigvis, at man er indenfor noget andet. Jeg var indenfor kunst. Jeg bevægede mig indenfor en verden af at skabe. Jeg har altid sagt, at det var federe at lave egne sange, end synge på musikkonservatoriet på akkurat den samme måde, som tusinder af andre sopraner havde gjort før mig. Jeg havde det ikke i mig. Selv ikke på badminton banen over for min kæreste, kan jeg for alvor gøre livet surt for min modstander. Jo, jeg vinder typisk, men jeg har så svært ved at være led. Hvordan skulle jeg da have klaret mig på konservatoriet? Vi talte om at bære på noget. Det var der, jeg startede denne laaange sætning. Jeg bærer på en optagelsesprøve. Jeg kom bare ikke ind med den optagelsesprøve. Men jeg prøvede da. Der er så meget, man ”har prøvet”. Men ”man” kan man jo aldrig helt sige. Hvad der gør ondt på min krop, gør måske ikke ondt på din. Der er sådan nogle dårlige fjernsynsprogrammer, at man er nødt til at gå ind i et andet rum for at undgå lyden af dårligt tv. Ligeledes talte jeg i årevis ind i en diktafon, fordi jeg ikke ville verden. Jeg ville kun min verden. Alt centreredes omkring mig. Ligesom dit (Læserens) liv gør for dig, ku man lidt formildende sige. Jeg er ikke ene om at skrive om mig selv. En forfatter er vel personlig, indtil det gør for ondt. At græde direkte ind i en mikrofon, det er jo udleverende, eller ægte, eller autentisk. Heldigvis er jeg autentisk. Ellers kunne jeg heller ikke være gået ind i dette rum. Jeg sidder her ikke for sjov! Jeg sidder her, fordi min kontorstol trængte til selskab, og mine fingre trængte til at taste på mit tastatur. Ingen anden grund finder jeg egentlig. Jeg ringede til min bror; det har været jul, og han gav os gaver. Selvom jeg i årevis har talt – live – ind i en diktafon, – samtaler, jeg
endda senere har udgivet, så lød jeg så latterlig. Man er for alvor fanget på en telefonsvarer. Ingen fortrydelse, det er nu og her, first take. Du skal være min hyrde. Hvorfor ikke passe på mig, mens jeg går og brydes med: indhegningen, græsset på marken, dem der engang skal slagte mig. Du har ikke kendt mig. Du vil sige, du ikke har kendt mig. Du går ikke. Jeg kan i det hele taget ikke skrive om dig. Jeg kan heller ikke (længere) udgive dette som et blog – indlæg, for det går pludseligt alt for tæt på. Hvis jeg var et dyr på en mark, og du var min hyrde, ville du gøre alt for at passe på mig. Det stiller dig i et dårligt lys at sige, du ikke vil kendes ved mig. Jeg må indrømme, sætningen bare røg ud af min mund. Man kan slette det, man har skrevet, ku man indvende. Der findes endda en knap på mit tastatur, der hedder: ”Slet tilbage”. Se, det er løsningen! Hele mit forfatterskab skulle have kendt til den knap. Jeg opdagede så sent, at du bare ville passe på mig. Jeg gjorde mit for at blive indenfor indhegningen, gå ad sikre stier og veje, gå så du kunne se mig. Jeg kiggede mig af og tilbage, og det er rigtigt at du er det bedste, der er hændt mig. Jeg kiggede mig tilbage, men kun for ane din kontur i mørket. Du er der. Vi gik ad stier og veje sammen. Jeg skriver om det, når vi når frem. Det er historien værd, eller traveturen værd at berette om. Jeg gik og talte sten under mine ben. Nåede jeg over 100 sten på én dag? Du talte selv sten, og samlede enkelte op, som du så byggede salmer op omkring. Det er dine salmer, der redder mig. Hver dag er det det, de gør. Derfor går jeg dig ikke for nær. Siger ikke, hvor stor betydning, de egentlig har for mig. Du skal ikke vide, at jeg elsker dig så meget. Derfor udgiver jeg aldrig dette blog – indlæg. Du har hængt i min stue. Som et maleri. Nu er det bare også din stue, og dit maleri. Jeg har rakt ud efter dig i årevis. Det ene forliste forhold efter det andet, gjorde mig bare usikker på, om der fandtes andet (end forliste forhold). Du skal vide, jeg er dit får. Derfor lægger jeg dine bøger på hylden, så du kan finde dem igen. Intet skal gå tabt af din hånd. Du vil en dag endda skænke vin med den hånd. Allerede i aften, faktisk. Vi holder af hinanden. Er jorden ikke gjort af mennesker, måske? Skulle man finde Gud heromkring, går han nok bare over i Finnebyen (et sted i Århus). Der er så idyllisk derovre, som om fuglene lige synger lidt mere fornøjet der, end alle andre steder. Jeg er ikke dit får, hvad er det for noget sludder. Jeg går selv ovre i Finnebyen, næsten hver dag. Og Gud møder jeg da aldrig. Jeg tænkte, jeg kunne møde Ham her, på siden, i det skrevne. Hvorfor ikke møde Gud, som mine fingre møder tastaturet. Jeg sagde jo, mine fingre trængte til at røre tastaturet. Og nu er mine fingre næsten helt oplyste eller klartseende, her henimod slutningen af dokumentet. Jeg lavede engang et testamente. I det skrev jeg: “Mine ord skal slå rod, men kun, hvor de finder næring”. Derfor arvede mine nærmeste ikke andet end ord fra mig. Jeg kunne ikke dele andet med verden, end det. Af og til sang jeg andres ord, f.eks. som kirkesanger, eller på en cd – indspilning. Det pinte mig, at jeg ikke forstod alt, hvad jeg sang. Jeg ville så gerne have givet det størst muligt udtryk. De andre i kirken sagde, jeg gjorde det godt nok. Og der, hvor jeg indspillede cd’er, syntes de, jeg gjorde det ”godt” eller ”meget godt”. Jeg bærer på et ord, der er tungere end alle andre ord. Tilgivelse. Det er fordi, det kræver mest tro af mig. Men jeg bærer det med lethed, netop fordi jeg tror så meget. Fortabelse. 27.12.2011.
27 dec