ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Det var jo lige meget, om jeg var konge eller bonde. Eller medvirkede i et helt andet spil. Om jeg var levende eller noget andet. Men jeg er levende. Er her på gennemgang, ligesom min barndomsby er en gennemfartsby, og ikke så meget andet. Men jo, så meget andet. Ingen havde set mig i flere år gå på stræderne ”derhjemme”, denne gang med Lars i hånden. Ja ingen havde jeg gået med i hånden gennem ”Gram” by i mange, mange år. Og slet ikke en som Lars. Jeg havde ikke behøvet skamme mig over at gå i kirke, allerede et år efter jeg havde fået en behandlingsdom. Men jeg skammede mig. Jeg skammede mig helt indtil julen år 2009, hvor jeg for første gang kiggede mig omkring i kirken, uden at blive set ilde til, eller føle mig ved siden af. Sidenhen blev jeg ”medlem” af Facebook, og fandt derigennem støtte fra andre Gram – boere, der i årevis havde tænkt på, hvordan det mon var gået mig senere i livet. (Det skal siges, at jeg kom ganske ulykkeligt fra Gram). En dag sad jeg på en psykiatrisk afdeling (Haderslev), og skulle samle mit liv sammen igen. Styk for styk. Mine forældre kom og holdt jul på afdelingen, da jeg ikke pga. mit helbred (psykiske) kunne og måtte andet. Men kan det virkelig interessere nogen her 20 år senere? Hvorfor minder mit nuværende lange hår om det, jeg havde dengang? Som om min søgen efter min oprindelse, som jeg kaldte det, først nu endeligt er overstået. Som om jeg virkelig er oprindelig. Om ikke med det akkurat samme hår som dengang, så med noget lignende. Derfor var det så nemt at gå ned til gravstedet i går, sammen med Lars. Blomsterne, – ja ligegyldigt, jeg lagde dem. Jeg så, stenen var fin, alt var fint. Gram kirke var pludselig ikke længere et grimt, mørkt sted, jeg tænker på med kulde og afstand. Jeg så denne gang markerne rundt omkring. Vi frøs, og vore fødder blev mudrede, så vi blev ikke så længe. Det havde kostet mig et par mudrede støvler, måske en forværring af min forkølelse, måske 80 kr. for en buket. Det var, hvad det kostede mig. Men hvad kostede det ham? (Mit barn) at ligge der. Man kan ikke sådan spørge den afdøde ved graven, hvordan han har det dernede i jorden. Man kan kun mærke, hvordan man selv har det med at stå ved graven. Man står der vel ikke, hvis man ikke vil. Ingen tvinger i hvert fald mig til at gå derom. Gram var mit ophav. Facebook har gjort mit ophav synligt. Kristeligt Dagblad har gjort min verden nemmere. Jeg kan skrive. Jeg kan altid skrive om det. Jeg formidler noget i et par mudrede støvler. Andre har mudrede støvler. Jeg formidlede fra netop de støvler, som ingen har magen til. Jeg , jeg, jeg. Altid mig selv i centrum. Bare fordi jeg ikke har børn, så er jeg selv den vigtigste i verden. – Men ak, jeg har jo netop et barn, ingen ser det bare. Så derfor blev jeg ikke egoistisk. Fordi jeg har ham (et sted), og faktisk fik denne følelse af at kunne se laangt ud i fremtiden, på at ham skulle jeg være sammen med i de følgende mange mange år, så mistede jeg godt nok omtanken for en anden tæt op af mig. Men jeg mistede ikke omtanken for det, jeg havde mistet. Og tit har jeg mistet alt for meget. Altså tabet af, hvad jeg kunne have haft, var ubærligt. Derfor kan man måske tale om afsavn. Og desto vigtigere er det at sige, at jeg er 39 år, og stadig frugtsommelig eller frugt barlig. At jeg ikke er blevet for gammel, som jeg en dag blev for gammel til at kunne søge ind på musikkonservatoriet. Ingen har endnu talt mine timer, eller hindret mig i at udvikle mig. Hvem taler et barn til tavshed, som helst vil sige noget? Hvem ånder ud i mine arme, som helst ville have åndet? Jeg taler i tåger. Mon ikke jeg stadig er graden af sindssyge? Det skal ikke være min undskyldning, men nærmere min nådige og overbærende stemme til mig selv: Du blev svag og bukkede under. Men kun for at rejse dig igen. Hvem gider se en film med en uden happy ending? Jeg ville helst se en blomst i flor, masser af marker, jeg er da ligeglad; hvorfor ikke marker i blomstrende flor? Hvem skal hindre mig? Er jeg ikke menneske, som du? Må jeg ikke række efter paradis, som trænger? Jeg tror ikke, blomsten blev lavet for den enkelte. Bare det faktum at mange mennesker på én gang kan skue ud over en blomstermark. Vi er ikke ene om det. Vi er ikke ene om at kunne ane paradis. Nogen ville sikkert ønske ikke at se mig der. Jeg kan kun i natlige drømme ane, at jeg elsker mit ophav, faderen til mit barn og hans forældre. Og gensynet der er altid fredsommeligt og glædeligt. Jeg kan kun drømme. Om foreningen. Gen – foreningen. Jeg kan skrive om en drøm. Jeg kan være en virkelighed. Hvorfor ikke være min røde bluse, eller min forkølelse, eller min kærestes kæreste? Skulle man hellere have været blomsten? Hvem skulle da have anet mig blandt alle de andre? Over – mod, kaldes det. Storhedsvanvid, med andre ord. Du kom her for at brænde, blev der sagt til mig engang. Du sidder på kanten, min Skat, bliver der hele tiden sagt. Jeg sidder her endnu, siger jeg. Springer du, – men det gør du jo ikke, så dør du dog ikke. Jeg skal heller ikke dø, siger jeg.  Du vidste ikke, hvornår livet sagde: ”færdigt”, til dig. Du kunne ikke vide dine kommende skridt. Men jo, nogle vel? Jeg kan heldigvis drømme om noget. Skrive noget ind i historien, som tæller, eller har værdi, bare for at slå det fast eller give det pondus. Jeg kunne skrive dig ind i historien, du det barn, jeg endnu ikke har. Jeg kunne skrive det gamle barn ud af historien, men kun for at komme videre. Vi var historien, mig og Nikolas. Den historie. Udtalt står det på gravstenen, at navnet er ”fra din mor”. Den ligger nede på en kirkegård. I går var vi der. Men endnu i dag ligger du der. Der er nemlig koldt og mørkt, og du er på det værste sted, mit barn, hvor jeg er på det bedste. Det får man af at leve. Og hadet kan beskrives netop sådan. Et selv – had. For jeg praler ikke af livet, som jeg ved held fik. Jeg begræder, at du ikke fik det længere, end du gjorde. Men tårerne varer ikke ved. For kulden tager til, og jeg skal til at passe på min krop, hvis jeg skal have endnu et barn. Og vi går hjem fra kirkegården, mens jeg tænker, jeg får blærebetændelse og endnu flere sygedage pga. forkølelsen. Jeg tænker på – mig. Derfor skal du aldrig tænke på mig, min søn, for det gør jeg selv. Men tager jeg dine ord til mig, siger du også i stedet: Jeg tænker ikke, jeg er bare. Og jeg hører dig sige det. For min sjæl blev på kirkegården, – lidt længere end Lars og jeg i går. For jeg skulle lytte. Jeg hørte din stemme fra urnen, ja mærkeligt nok gik den helt tydeligt igennem. Og du sagde: ”Flyt dig mor, her bor jeg”. Og du sagde videre: ”Jeg er, hvor jeg skal være”, her hvor mit navn står. Jeg sagde til dig, du skulle tale noget højere, da der var megen blæst i går, der ved gravstedet. Du råbte til sidst: ”Mor!”. Og det gjorde du aldrig i virkeligheden, for du var kun 5½ måned. Og jeg tænker; det var da utroligt. Men mere utroligt ville det være ikke at skrive så meget om ham længere. Jeg tænker også, det trætter mine læsere på bloggen at læse om. Hvorfor var man ikke bare en af dem, der tog en uddannelse, fik et par børn, stiftede gæld. Jeg skylder dig at nævne dig rundt omkring, tænker jeg om mit barn. Men heller ikke for meget, tænker jeg så. Så til sidst tænker jeg: HerreGud. Men jeg siger det ikke til nogen. Jeg tænker: Det er Gud, der sætter alt det i værk, der gør at jeg kan skrive, og gør det. Det er Gud, der tager dig til sig, og Gud der giver mig ord. Du blev til ord, mit barn. Du blev til en barn doms by. Et netværk. Du blev til et omdrejningspunkt på en blog – side på internettet, forestil dig det. Du voksede og voksede. Derfor behøver jeg ikke tage til Gram for at favne dig, for du er lige her omkring mig. Derfor behøver jeg ikke sige dit navn flere gange, eller røbe, hvorfor min mave er mærket af en graviditet. For du siger jo heller ingenting. Derfor tier vi, og et punktum vil jeg sætte, for at noget nyt kan begynde. For efter liv kommer liv. Liv efter liv.  Og levende i blandt os er mindet om hinanden. Ikke duften eller smagen eller følelsen. Ikke et stykke barnetøj, eller et maleri fra tiden, hvor du levede. Næh. Et spørgsmål: ”Ligner du mig?”, som vi begge kunne have stillet hinanden. ”Er vi eet?”, ku være et andet spørgsmål. Til det svarer vi – begge – : ”Lidt. Men jeg tror, jeg er bedre til at synge end dig. En dag skal jeg vise dig..”.Men den dag er i dag. Og du har bunker af legetøj, du gerne vil vise mig. Og måske får du lov. At være barn. Det næste barn, jeg får (hvis jeg får nogen), skal være ligesom dig. Om ikke dig. Men jeg ”får” det ikke, det er kun til låns. En dag skal jeg bytte barnet væk, for det er sådan man gør her i verden. Jeg fik en forsmag på moderskabet. Denne vidde i mit udsyn kunne jeg godt lide. Flere ting kunne jeg godt lide ved det. Du råber i ørkenen. Komme nu dit rige. Jeg siger til mig selv: ”Ban nu vejen”. Det er fordi, der måske kommer et barn mere. Men også fordi der måske ikke gør. For så er vi to. 06-01-2012.