Jeg må på det yderste advare nogen om at have en mor. Det er helt forfærdeligt. Ønsk Jer aldrig det. Hun kan være: irriterende, grænseoverskridende, dominerende. Ja, alt muligt forfærdeligt. Men hvis du skal elske hende, som en eller anden engang sagde, man skulle, så øv dig hver dag. Du kan forestille dig, at en i bussen er hende. Og så behandle vedkommende med respekt. Hun har trods alt født dig. Ja, men sagde Jesus ikke, at familierelationer ikke var vigtigere end relationen til ethvert medmenneske. Hvorfor skulle jeg elske min mor højere en en veninde, bare fordi hun er min mor. Hun er et menneske, jeg må tage stilling til, men jo bare et medmenneske som ethvert andet. Min egen mor, – som jeg slet ikke endnu har omtalt, hun kan stikke med en bemærkning. Lige som jeg troede, der var fred på den front, stikker hun en bemærkning. En af den slags, der kan bide en i maven. Og sidde der længe og nage. Jeg skulle prøve at forstå hende, give hende en chance. Mere af høflighed. Det har siddet i mig i mange timer, at vi snakkede sammen i morges. Jeg beklagede mig til min kæreste, som viste forståelse. Jeg tænkte: hvordan klarer jeg selv rollen som mor, hvis jeg er præget af et så ”dårligt” mor/datter – forhold? Vil det ikke ”smitte” i min egen lille familie, – hvis jeg får en sådan. Hvordan skulle mit forbillede se ud? Jeg vil helst kigge på Jesus. Derfor låner jeg kun bøger om ham, og læser kun om ham, og hvad han kunne. Jeg vil helst ikke kigge på hende.. (min mor). Skal jeg? Byder nogen mig at ligefrem synes om hende? ”Bør” jeg, – i henhold til etik og andet, søge at forstå hende? Hvem byder mig at skulle forstå hende? Kan jeg ikke bare feje hende væk, som en af dem i mit liv, der hurtigst bringer mit pis i kog. På bare et eller to sekunder, når jeg bare hører hendes tonefald, bliver jeg dårlig i maven. Som en pine, der ikke kan blive forløst. Kære lille pige, ville nogen moralisere, ”hun gør jo sit bedste” som mor over for dig. Nej, det tror jeg faktisk ikke. Engang – i en af mine Jesus – visioner, – hvor jeg altså selv er Jesus (..), så ”fik jeg at vide”, at min mor var (inkarneret som) figuren ”Martha” på Jesu tid, der gik ude i køkkenet og kaldte på Maria, der vist salvede Jesus’ fødder. Det passer perfekt! (på min mor) En, der helt misforstået vil mig det bedste. Men ad en sådan omvej, at det er en ugerning, snarere end velgerning. Kære, kære Mor. Jeg snakkede desværre med dig i telefonen i morges. Gid situationen var en anden. Du tyssede det bort, at jeg påtænkte at tale om min livshistorie i større sammenhænge, som en ide til et foredrag eller oplæg. Du tænkte, ”folk” ikke ville synes om det, jeg til et sådant foredrag, ville sige. Du mistroede mig. Du så ikke, min hensigt var ren, eller at jeg i hvert fald ikke skammede mig over min fortid, eller også var du ovre i tilhørerne til foredraget, satte dig i deres sted, og du tænkte, de alle havde det som dig; at det helst skulle tysses bort. Lægges væk. ”Du skal hellere koncentrere dig om dine digte, og om at male”. Du skal, siger du. Hvorfra har du myndighed til at råde mig??? Hvordan skulle du have intentioner på mine vegne, når jeg er voksen og 39 år, og i øvrigt har vist dig den tillid at fortælle lidt om mit nuværende liv, at det er vigtigt for mig for tiden at komme ud og ”sige noget”, som jeg kalder det. Jeg troede ikke, du længere ville frygte, hvad jeg indeholdt. – Men du frygter, hvad jeg indeholder. – Og det med rette. Jeg er et uvornt barn, der skal bankes på plads. I tiden, der er gået, har du ringet til diverse psykiatri – steder, for at tale min sag på dine egne vegne. Jeg ville ønske, du aldrig havde ringet. Hverken dengang eller nu. Jeg ville ønske, dit håndtryk ikke trak en til sig, som det gør. At du ville give mig fri. Og min søster fri. Vi kan godt. Kære forhutlede liv, som Gud har givet mig. Hvad skal det næsten ende med? Jeg tror, jeg bliver slået ihjel en dag, ja jeg kan lige så godt sige det. Men om jeg når et moderskab, et ægteskab, et andet skab af en slags inden da, ved jeg ikke. ”Jeg har været for provokerende”, siger jeg til min kæreste, som siger: ”Du skal da ikke dø”. Han har jo ikke læst alt, hvad jeg gennem årene har skrevet, og nu endda udgivet på min hjemmeside. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo på mit ydre vide, hvad jeg indadtil har indeholdt. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo vide, selv ikke jeg, hvad der skal ske. Forvarsler, forudsigelser, ting fra skrifterne, der skal gå i opfyldelse. Jamen, tror du selv på det?, spørger jeg dagligt mig selv. Mens jeg fortsætter mine studier i ”Bogen om Bibelen”, som nu efter et par dages læsning er mig yderst interessant. Du holdt på dit, ville nogen sige. Over for din mor, over for alle de andre. De skæve, de udsatte. Ja, hellig hellig hellig er jeg vel ikke. Kun i kirken om søndagen, når jeg synger salmer. Og jeg begiver mig ud i skrivningens kunst, fordi dette er til for at blive læst. Hvem du er derude (kære læser), om du nogensinde selv har haft en mor, og om hun også er irriterende, ligesom min er det, ved jeg jo ikke. Du kan måske engang sige mig det. Kære hellige liv, som Du har givet mig. Jeg er et medmenneske på gaden. Et liv blandt millioner. Venter en død, der skal komme, som alle andres død kommer over dem. Enten fordi det er ventet af dem, eller fordi Gud har bestemt det, eller de selv har bestemt det. Mig, lille mig. Jeg har haft bøvl med min mor gennem årtier. Bedt til at jeg aldrig selv blev lige sådan en mor. Det ville jeg ikke ønske for nogen. Mit ærinde var: Jesus. Bare at kende ham. Formidle ham. Hvorfor skulle mit billede af ham være mere rigtigt end andres. Men hvem spørger, spørger jeg så. Hvem har kaldt mit billede af Jesus for ”rigtigt”. Det var vist ord, du lagde i min mund, eller i mine fingre på tastaturet. Vi kom forbi denne store klode. Det sang jeg engang i en af mine sange. ”Jeg ville se, hvordan der var for mig”, sang jeg videre. Jeg kom her bare, forbi. Ligesom dig, og dig. I morgen er det dig, der skriver om Jesus, som om du kender ham. I dag var det bare – mig. I morgen læser jeg endnu mere om Ham. Og katten vil synes, jeg er kedelig, som jeg sidder der i stolen. Den kan jo ikke vide, hvad min bog handler om. Jeg siger nogle gange til den, at den skal passe sig selv. Også nu, hvor jeg sidder inde i værelset, mens den sidder inde i stuen, lader den mig være. Vi skal begge ”passe os selv”. Den giver mig lige nu fri til at skrive. Jeg troede, jeg skulle skrive digte om katten, som jeg gjorde i går, men i stedet skriver jeg dette. Ved mødet med min læser, hører jeg et suk. Læseren er træt. Han går til ro, med en bog. Jeg har skrevet bogen. Men jo ikke med hans vilje. Læseren læser en bog, jeg troede, det var den bog, som også jeg selv læste, fordi den må jo være mest spændende. Men nej, bogen læseren læser hedder: ”Forår”. Den handler om nyt liv, der lige skal til at begynde. Den handler bestemt ikke om død og langfredag, eller langlørdag. Det er fuglen, der har sunget den ind, bogen. Det er fuglen, der er forfatteren til bogen, du læser. Men kun jeg ved, at fuglen hedder: Fuglekonge. 15.2.2012.
15 feb