Min gæld til Gud.

Så gik man på Facebook, fordi man manglede selskab, eller at blive ”opdateret”. Bare så, at hvis man møder en, man kender, på gaden i morgen, så ved man, hvad han har fået at spise i dag (pga. Facebook), og så kan man snakke med om det, ligesom. Jeg vandrer frem og tilbage gennem stuen. Flere melodier er blevet til fra min hånd i det rum. Flere tårer har fundet vej ned ad min kind på den stol i stuen. Men Facebook.. Facebook er en hjælpende hånd, til den der falder. Bare så vi ikke falder så dybt. Man er sårbar over, hvad man får ”lagt ud”. Synes ens venner stadig om én. Giver de én en tommelfinger opad, eller skriver de noget kritisk. Deler man med resten af verden, hvor spændende ens liv er, synes resten af verden så også, at ens liv er spændende? Jeg står op ad én i bussen. Hvor skal vedkommende mon hen? Vedrører vedkommende overhovedet mig? I dag gik jeg i armod og underskud igennem ”Mølleparken” (i Århus). Så lånte jeg bogen: ”Bogen om Bibelen”, men da jeg siden læste i´den derhjemme, var der ikke meget at hente. Udover at jeg fandt ud af, hvornår ”Sokrates” og ”Platon” levede. Men Mølleparken var fin. Ingenting i vejen med den. Jeg var bare ikke fin. Jeg fik sådan helt uhørt skubbet til en i bussen. Ja både hende, jeg rejste mig fra på sædet, og hende der stod i vejen, da jeg skulle ud. Godt nok fik jeg sagt ”Undskyld”, men til hvem? Den ene kiggede skarpt på mig, som jeg stod der. – Og det er ikke paranoia. Hun betragtede min ring. Mest af alt min ring. Som om, ringen sagde det om mig, som hun tænkte om mig. Jeg tog ringen på i morges, fordi den passede til mit tøj. Er det ikke derfor, man pynter sig. Hvad skulle ringen ellers have af formål. End sige noget om ens udseende. Siger den også noget om det indre, denne ring? Jeg må have talt over mig der i bussen. Sagt skøre ting, ja set mærkelig ud, gået ud af den forkerte dør – hvilket man dog i busserne i Århus ikke længere kan.. Jeg har helt sikkert sagt til hende, der gloede, at jeg beklagede mit skub, og min iver for at nå døren ved Mølleparken, bare fordi jeg er nervøst anlagt, og var bange for at komme til at køre med til næste stop. Jeg var fraværende. Havde hele opmærksomheden på at komme af bussen, – for enhver pris. Men det har en pris.

Jeg har sagt til mig selv, at jeg har betalt min gæld til Gud her pr. 1. marts. (..) Jeg ved, det måske lyder mærkeligt, men deadlines og tidsfrister skal vi alle bruge. Jeg bruger denne dato d. 1. marts. Hvorfor ikke? Jo, Gud og jeg har en aftale. Efter alt, hvad min fortid har ”kostet mig”, har jeg om ikke så længe betalt tilbage, hvad jeg gjorde mig skyldig i. På linje med, at jeg er ved at betale min kassekredit tilbage, så den på et tidspunkt helt er forsvundet. Hvorfor gik jeg i den ene genbrugsbutik efter den anden – i årevis, når der lå tonsvis af tøj derhjemme. Endda tøj, jeg endnu ikke havde gået i. Hvis man er skyldig i indkøb, eller overforbrug, eller sjusk med økonomien, så skal man bare tænke på sin samvittighed. Man skader vel kun sig selv, ved at belåne sig. Men vel også omverdenen, som kan sigte én for uansvarlighed. Og katten kan kigge ondt på mig, bare jeg snupper en af dens rejer (..) Hvad kan da en hel verden ikke gøre mod én. Hvad hvis en hel verden dømte én.

Man gik og samlede gods. Man troede, man var gjort af et så godt stof, at man kun samlede gode ting ind til sin beholdning. Men man var fejlbarlig, syndig, mere egoistisk, end alle de andre tilsammen. Regnet sammen sådan rent statistisk, så var man jo ikke mere syndig, end så mange andre. Det var bare mere synligt, hvis man engang havde været straffet for noget (som jeg tilfældigvis har). For så stod der et sted, at man havde forbrudt sig. Jeg siger ikke, tilgivelsen er absolut, ej heller universel. Jeg siger, jeg er som alle andre, men jo ikke helt. Mange har aldrig siddet i en retssal. Og det er vel heller ikke ligefrem noget, man kan prale af at have oplevet. Det skulle da lige være en sen nattetime på et værtshus med den tiende øl i hånden. Fordi man er løssluppen, og deler ud med højre og venstre arm, som det passer. Sidemanden får et skub, så hans øl sjasker ud på hans skjorte. Jeg står med en kvinde på den anden side ved baren (for det er bedst sådan), og hende kigger jeg dybt ind i øjnene. Jeg tror, hun forstår mig, når jeg siger, jeg engang var i retten. Men Herregud, hun hører det for første gang. – Og måske ”ligner jeg slet ikke sådan een”, det siger hun faktisk ordret til mig. ”Det havde jeg ikke troet om dig”.

Men hvem tror om dig. Hvem tror om dig, at du er som du er. Skal jeg tage en spraglet trøje på, for at vise, at jeg er uddannet i maleri? Hvem skulle have hele signaleringen i sit ydre, for hvad han indadtil bærer på? Og hvem skal have den fulde sandhed om én? Hvem kan næsten tåle at høre den, fra et hvilket som helst menneske. Hvem ønsker at gå så dybt, at man helt bliver væk i den anden.

I skal høre en historie. Engang var der en kvinde. (Det er så mig). Og så levede hun lykkeligt til sine dages ende. (Der slutter historien (allerede)). Vi er ingen vinder, dig og mig, siger jeg til mig selv, hver dag. Men vi taber ikke stort, siger jeg så videre. Og hvem lader én vinde, efter så groft et nederlag. Alle ville have spået mig en fremtid på sindssygeafdelingen. – Og der var jeg. Men ingen spåede, at jeg rejste mig. – For det gjorde jeg? Jeg rejste mig fra sygelejet. Bare fordi jeg kunne. Ingen på gaden – jo, få – kunne anse mig for ikke at måtte gå der. Men jeg måtte reelt ikke. Bare jeg trådte udenfor en dør, følte jeg skyld. Men d. 1. marts er min gæld betalt tilbage. Det betyder, at jeg fra den dag kan leve frit og åbent. Jeg tror, man må sætte sig sådanne mål. Og hvad har det med tro eller Jesus at gøre, eller eftertanke om noget som helst. Jo, jeg måtte sætte mig ned i dag, på en bænk. Det var efter at have skubbet et par kvinder i bussen. Jeg måtte sande og sætte mig. Du gik for mig, du der på gaden. ”Gå du de skridt, jeg ikke selv kan tage”, sagde jeg nærmest. Derfor gælder det på Facebook ikke, at man bare skal skrive noget. Men de andre kan hænde at skrive det, man faktisk selv ville have skrevet. Ligesom mine ord kan dække over andres. Men det hænder, som i dag, at livet opnår mig. Det sker, at jeg rejser mig fra bænken, låner en bog om bibelen på biblioteket, får sat Mozart på herhjemme (selvom jeg var nervøs for, om katten brød sig om musikken). Det hænder, faktisk. Derfor må jeg tro på i morgen. Ikke fordi jeg har bedt tilstrækkeligt, eller været usædvanlig god og artig. Men fordi jeg tror. Jeg tror, jeg er et hæderligt menneske. For ellers ville jeg heller ikke have bemærket kvindens blik på mig og min ring i bussen. Jeg bemærkede min indvirkning på folk, der ude i verden. Jeg sagde næsten til hende (med blikket): Kig ikke længere, jeg er ikke det værd. Men hun blev bare ved. Min ring reddede mig fra at dø, er jeg sikker på. At dø på en uretfærdig præmis. Den, der hedder ”Foragt”. Foragt for hende, der skubber til mig i bussen. Men hvor tror du, kvinde, det stiller mig? (spørger jeg hende bagefter). Det stiller mig (jeg svarer selv) der, at jeg næste gang skubber til dig igen. Bare fordi du skal undres. Du skal spørge – igen: hvor har den kvinde sin ring fra, ser hun ikke, jeg ringeagter hendes væsen? Jeg svarer: ”Jeg har den fra min kæreste, det er fordi jeg kender en, der elsker mig”. Hun stirrer nedtrykt; Har hun også én, der elsker hende? Jeg tænker et øjeblik, men klart er det jo, at jeg gør. 08-02-2012.

3 responses to this post.

  1. Posted by Marie on februar 9, 2012 at 12:02 pm

    Kære Anne Marie

    Gælden du beskriver, tror jeg ikke findes i Guds verden. Det er en menneskelig gæld beskrevet af et menneske med en kæmpestor anger og skyldfølelse … og meget menneskeligt 🙂

    Hos Gud ér du tilgivet og forladt.

    “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” … det er din bøn, og den er hørt og forstået i samme nu, den er tænkt og følt … og den er tidsløs.

    Allerbedste tanker og hilsner til dig fra

    Marie

  2. Posted by Marie on februar 9, 2012 at 12:08 pm

    … tidløs (= løst fra tid)

    • Posted by Anne Marie Eriksen on februar 9, 2012 at 1:48 pm

      Tak for dine fine ord. – Igen 🙂
      Det beroliger mig, at Gud ved bedre, end jeg, der taler om gæld. At han ser ud over mine ord og direkte ind i mit hjerte, og ved hvad der gemmer sig der. Jeg har ikke kigget i hans kalender for 1. marts, om der skulle ske noget særligt med mig der. Tanken var, at synd kunne være så konkret, som en pose penge, man betalte tilbage. Men at gå og være tynget af den pose penge i årevis, giver ingen mening. Min bøn går derfor på at blive lettet for byrde. Mens Gud siger, jeg slet ingen har.
      Kærlig hilsen og tak til dig
      fra Anne Marie.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: