ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der er mennesker udenfor. Uden for mit vindue. De kan alle kigge ind. Jeg er ikke paranoid, det er bare sådan, min lejlighed vender. Jeg har engang følt for verden udenfor. Selvom jeg aldrig gik derud. Jeg føler ikke mere. Jeg føler for meget. Jeg er over – følsom. Psykisk uligevægtig, eller bare dramatisk anlagt. Jeg skaber katastrofer, flodbølger, og det danner videre ringe ud i verden, og konsekvenserne af mine ord ser jeg ikke komme. I dønningerne bagefter. Jeg er ligeglad. Ligeglad med dem ”udenfor”. Hvad rager de mig? Men en dag kommer der en og banker på min dør. Det er min næste, som står der. Hvad gør jeg (ved min næste)?? Hvem har lært mig, hvad man skal sige til sådan en. Så jeg siger selvfølgelig: ”Ja, kom bare indenfor”. Underforstået: Du vil mig nok det bedste. Men det er ikke, hvad du vil. Du vil mig for meget. Og jeg støder gæsten eller næsten fra mig, som han sidder der i min stue. Kan slet ikke ”tage ham ind”, ikke engang i venlighed være en god vært. Jeg vil bare, at han går. Han går derfor. Ud til de andre udenfor. Den næste banker på. Den næste næste. Han eller hun banker vildt hårdt. Jeg bliver helt panisk og forskrækket, for hvad vil katten ikke synes? Jeg åbner min dør. Den står på klem, mens jeg ser gæsten an. Jeg vil have mig et forhåndsindtryk, jeg denne gang kan stole på (hvis et sådant findes). Jeg kan mærke, min scanning af situationen, min situationsfornemmelse er helt røget. Jeg kan overhovedet ikke stole på mig selv. Jeg må regne med, Gud ligesom gør noget, eller styrer situationen, men i det mindste er det mig (selv), der enten må lukke næsten ind, eller lade vedkommende stå udenfor. Jeg ved ikke, om han tørster, har ondt, eller bare vil have noget varme i min stue. Jeg beder ham gå, da han har drukket et glas vand. Jeg ser, han går som en kvinde. Jeg ville ønske, han var kvinde. Som min mor og mig. For så kender jeg mig selv igen. Jeg banker vildt og hårdt på min dør, – indefra. Det er for, at nogen skal lukke mig ud. Jeg beder igennem vinduet i døren folkene derude om at se mig, og reagere. Men de står fortsat tavst. De vil alle helst, at jeg bliver indenfor. Hvor jeg (ligesom) hører til. Jeg kan ikke længere kende mig selv, fordi jeg troede, jeg hørte til blandt dem, og det gør jeg åbenbart slet ikke. De hører kun til hos mig. Jeg kan mærke, jeg savner min mor, i blandt mig. Hendes favn. Men jeg ser slet ikke, at hun står lige udenfor. At hun faktisk er en i næsten – gruppen. Hun ved heller ikke, hvilken dør, hun står udenfor, da alt omkring mig – selv mit hus – er en gåde, og meget svær at finde ud af (mildest talt). Hun spørger løs til højre og venstre, hvem der bor i huset. Ingen svarer hende. En siger: der bor en kvinde. En anden siger: der bor et par, der gerne vil have børn sammen. En tredje, – og den helt afgørende stemme her – siger: ”hun er from. Inderst inde er hun from. Helt engleblid og snefnug – hvid. Og meget meget alene”. Der er ingen, der siger fortælleren imod. Han fortæller bare historien, som den ser ud for ham. Han har kun oplevet husets beboer – altså mig, som bor der – som engleblid. Jeg kan høre ordet: ”Engleblid”. Jeg kan ganske svagt genkende udtrykket som noget, der kunne passe på mig. Men med fede understregninger, og tykke, lårtykke sorte bogstaver, har jeg på det seneste i stedet for svinet til. Gjort ondt, hvor jeg kunne komme til det. Det er ikke ”arvesynd”, og jeg er ikke ”et uvornt barn” (af mine forældre). Nej, jeg er: sammensat. Det er fordi, jeg synes, vrede står stærkt op af glæde. Bare at sige de to ord efter hinanden, klæder dem så godt hver især. ”Jeg har himmelrost dig og svinet dig til. Har jeg da gjort dig uret?”, som jeg engang i min dagbog spurgte. – Netop. Var det en – fejl, at jeg blev vred mod dig, mor, eller mod en anden? Hvis en bemærkning svier i et sår, eller fejler, så reagerer jeg prompte. Det gør hele mit følelsesregister. Er en mor i orden? Bare det at være en andens mor, er det i orden? Skal en mor legaliseres? Er hun bare automatisk i sin ret som mor? Kan en mor aldrig fratages at være mor? Jo. Men nok om det. Jeg smadrer min dør nu, så jeg kan nå ud til dem udenfor. De lægger et klæde over mine skuldre, for at varme mig. De er virkelig utroligt betænksomme. Tænk, der er ikke en af dem, der ikke vil mig det godt. Men jeg ser det pludselig: Der er kun mig tilbage. Der var kun en tilbage til at hade mig, og svine mig til, endda bag min ryg. Det var min egen stemme. Og den runger i hele bygningen. Jeg begynder at stå i døråbningen; så er jeg parat, hvis der skulle kommer gæster/næster, og hvis jeg selv behøver at komme udenfor. Jeg ved, at det er som at være svingdørs patient, ind og ud. Men hellere det, end udelukke hinanden. Jeg stod der som et bytte. Meget sårbar, klar til at blive skubbet og rusket i. Jeg gør det selv. Det er meget nemmere sådan. Når bare jeg har mig selv, behøver jeg ikke de andre. En dag står de der alle sammen. De hævder, de bor her. Jeg kigger på kontrakten, og sørme ja: de bor her. Jeg tager af sted ud i verden for at søge tilflugt der. Det sømmer sig. For alles bedste. Jeg forsvinder bare. Puf. Ingen hørte siden fra mig, men hvem har også spurgt? Ingen spurgte endda efter mig. Hvad skulle de da kalde mig, de søgte efter? De kunne hverken kalde mig: kvinde, sindslidende, mor. De kunne højst kalde mig: hende, der gør mest skade på sig selv. Men hvem ville overhovedet kalde på sådan en? Hvem har behov for en, der – af sig selv – forsvinder i mængden? Hvor skulle de lede, hvis ikke i mængden? De ledte, – nogen ledte. Det var mere, fordi jeg i farten var kommet til at efterlade nogle ting i lejligheden, som de jo overtog efter mig. Jeg havde glemt mine vanter. For helvede, min søster strikkede dem engang til mig, hvordan kunne jeg? Der blev ledt efter mig overalt, pga. de vanter. Folk tænkte: familien må betyde noget for hende, disse vanter er lavet af hendes søster, hun må have dem tilbage. Men efter års eftersøgning, gav de op, og de gav mine søster vanterne tilbage. Min søster ville hellere have set, at jeg gik med dem. Men nu blev det bare sådan, lidt anderledes. Et livsforløb, der i det hele taget var uforudsigeligt. Nogen havde engang skrevet, at jeg en dag ville vende tilbage til ”Trillegårdsvej”, hvor lejligheden lå. Men det var faktisk (bare) mig selv, der havde skrevet det. Og det bare i sjov. Så kunne folk stå der og vente – i årevis. Jeg havde i det hele taget lagt fælder ud, så ingen kunne gennemskue min livsbane. Hvor det bar hen ad. Det var for at skåne folk. Jeg lagde én fælde for mig selv: Jeg sagde: ”Rie, du hader dig dog mest, selv”. Det var fordi jeg altid havde tænkt, det måtte være det ypperste. For så havde man ligesom været omkring det. Alle de kritikpunkter, andre måtte have mod én, dem havde man allerede formet imod sig selv. Så andres dom var overflødig. Men det var en fælde. De andres dom gjaldte. Talte. De talte næsten imod hinanden, alt det folk kunne indvende mod mig. Jeg så engang alle de bøger, folk havde skrevet og smidt i skraldespanden i lejligheden. Side op og side ned. Jeg tog bøgerne op og renskrev dem. De lød sådan her tilsammen: ”Kære Rie. Du gør os ondt. Vil du ikke nok holde op?”. Nedenunder den linje, skrev jeg selv: ”Kære verden. Jeg gør dig ondt.” Jeg skulle aldrig have været hjemme, da I bankede på og kiggede ind ad mit vindue. Men nu var det for sent. To blog – indlæg for sent. 20.2.2012.