Du er her. Verden er stille her i mit hjem. Ingen kan høre mit forfatterskab. Der er ikke rav i den, eller oprør undervejs. Vinden er mærkbar, men den går jo over. Bare folk, jeg gjorde ondt, kunne mærke sig det. Mit hidsige temperament, ja det ulmer lige så stille, men pludselig ”bang”, så afviser jeg folk. Var de tjent med det? Ja, jeg må som alle andre acceptere mine udbrud, hvad enten de kommer bag på mig og dem, det går ud over, eller ikke gør. Jo, jeg tænker nok, at mit medmenneske er bedst tjent med, hvis jeg er mild over for ham. Hvorfor tilstræber jeg mon altid mildhed, som om det nærmest er det højeste gode? Eller den ædleste følelse. Når bare man lægger sig som en vind op af hans ansigt (mit medmenneskes). Bare som en svalende aen hen over hans kind. Så han næsten ikke bemærker mig. Hvad så med min kontanthed og min ”jeg vil” – stemme? Jo, den undertrykker vi for nu, det er til det bedste. Når bare han går hjem og siger til sin kone, at hende ”Rie”, vel nok er ”behagelig at være sammen med”. Så har jeg gjort mit arbejde ”godt”. Men hvem tordner her i verden, skal uvejr ikke også råde engang imellem? Der er følelser, som vrede, jalousi. Når man mærker dem rasere indvendigt, ønsker man sig nærmest et andet sted hen. – Medmindre man er sin ret. Medmindre man er blevet uretfærdigt behandlet, og ens argumenter bare står i kø for at blive udtalt, ud skældt over for den ”anklagede” eller skyldige. For når man bliver såret, er der vel en ”skyldner”, eller? I en to partsforhandling (uden jeg ved, hvad det vil sige) har den ene vel mere ret end den anden. Hvordan skulle man ellers kende en skyldig eller u – skyldig. Hvordan er vi ellers endt der, hvor nogen sidder indespærret, mens andre går frit omkring? Hvem opfinder retssystemet, ham der sidder inde, eller den der går frit udenfor? Hvem havde – ret – til at opfinde retssystemet? Hvem var ligesom den klogeste, da diskussionen gik højest, og noget skulle gøres, et tiltag for at opretholde retfærdighed. Men hvem sagde, at ham der sad inde, sad der med rette? Os, der har prøvet at skære i os selv (pga. selvmordsforsøg) blev spærret inde, for at blive beskyttet – mod os selv. Den, der lige nu sidder i et fængsel, kan have fred med sig selv, – ja være et ”frit” menneske, og vi kan ikke røre ham, eller krænke hans sjæl. Men en som jeg selv skal beskyttes – mod mig selv. Hvilket fængsel hører jeg da til? Os med psykiske problemer, kalder vi det i dag, vi kæmper mod kræfter i os selv. Omgivelserne kan ikke altid lide, hvad de ser af én. Og vi andre er bare med vore følelser, som de nu engang på det givne tidspunkt viser sig som. Hvem bestemmer sig for at være mild, hvis han ikke er det? Jo, jeg ville da gerne have været politiker, og blive interviewet i ”Deadline” (Nyhedsudsendelse på DR2). Så kunne jeg kloge den der, og mine venner på Facebook ville blive stolte af at kende en som mig, ”hende fra fjernsynet”. Jeg sad engang selv i fjernsynet. Det var endda en live – udsendelse. Men jeg håbede, folk ikke ville kunne huske indslaget bagefter. Jeg flovede mig. Jeg tænkte; jeg siger bare ja af forfængelighed. Så kan du blive set, Rie. Nede på arbejdet (i perioden, hvor jeg var i fleksjob) vil de tale om mig, og interessere sig for mig, nu hvor jeg kommer i fjernsynet. Ude i Danmark gav det genlyd. Var det et stunt for at få opmærksomhed? (Da jeg så indslaget – efter i flere år ikke at have villet, – klarede jeg mig fint, og var ikke længere flov over min indsats. Jeg kunne sådan set være yderst tilfreds). Jeg var i fjernsynet for at vise verden skrøbelighed. At man kan overleve på skrøbelighed. I mange år hadede jeg det udtryk, fordi min mor tit havde karakteriseret mig sådan, da jeg var ung. Som om, der ligesom skulle tages hensyn til mig. Det var derfor jeg ikke kunne klare at holde oplæg i gymnasiet, og floppede til eksamen. Det var pga. ”skrøbelighed”. Nu kan jeg godt lide det ord. Om mig eller andre. I stedet for at sige: ”Fandeme om det ikke rager mig med den her eksamen, jeg er da ligeglad med resultatet”, i stedet for det – græd jeg. Hvorfor vælge gråden som udvej? Du, som sad i fængsel, og var glad, sejrede. Mens vi herude går rundt og græder over det mindste. Jeg er en undtagelse. Det er, fordi man tror, jeg indeholder mere smerte end de fleste. Det ligger ligesom frit aflæseligt i mit ansigts furer. Og hvis man kunne kigge med, når jeg drømmer om natten, ville de fleste undgå at sove. Det er dog en overdrivelse. Mine furer i ansigtet kommer af sig selv, med min alder. Det har ”naturlige årsager”. I det hele taget kunne livskriser, manier, psykoser, og hvad det alt sammen hedder, faktisk godt hænde at have haft ”naturlige årsager”. Men da skulle jeg have været bevidst om at slå ihjel? Pyha, retssystemet har heldigvis behandlet mig godt. Jeg skulle ”bare” gå til nogle samtaler jævnligt, noget jeg godt gad, eller fik udbytte af. Og jeg skulle spise medicin, noget medicin jeg ingen bivirkninger har af. Ja, tænk sig; det kan hænde, jeg er naturlig. Har naturlig vrede, naturlig drift til at spise og elske. Jeg kan hænde at være fri – i det fri. Mens ham bag fængselets mure, kun har et begrænset råderum. Mens han sjæl kan være fri. Og han kan danse inde i cellen, hvis den holder til det. Han kan smile, uden det koster ham noget. Og han kan endda – måske – læse blog indlæg fra fængselets computerrum, hvis et sådant findes. ”Nogen er mere skyldig end andre”, ville nogen sige/hævde. Værre forbrydelser skal straffes hårdere, ville det naturligste være at slutte. Men hvem ved, hvad hensigt og motiver, der ligger bag, andet end forbryderen. Og kan han/hun give fuldt ud udtryk for det i retten? Jeg har selv handlet utilgiveligt ude i det fri. Noget, jeg burde have været spærret inde for at gøre. Eller i hvert fald være sat i rette for at gøre. Men igen: mit motiv var rent. Jeg var ren i den væren at gøre ”forkert”. Jeg var klar over det selv. Og de andre gange, hvor jeg ikke var, men alligevel gjorde folk ondt, beklager jeg det. ”Men tilgiv mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde”. Men de gange, hvor jeg føler mig skyldig, er det ikke altid, at andre vil kende mig skyldig. Deri vokser min skyld langt ind i Himmelen! Helt ned til om jeg har aet katten nok, mens den og jeg var alene hjemme. Hvad så hvis jeg sad i fængsel? Hvad kan man – mens man afsoner en straf – yderligere gøre sig skyldig i? Synlige lovovertrædelser eller forbrydelser bør jo ikke finde sted sådan et sted. Men – usynlige? Hvis jeg hader fangevogteren f.eks. (Det hedder vel ”fængselsbetjent”..), siger til ham, han er ”et dårligt menneske”. Hvis – jeg (f.eks jeg) – inde fra min celle siger til betjenten udenfor, at han er skyldig i værre forbrydelser end jeg selv. Fordi jeg kan se, han ikke udøver kærlighed eller medmenneskelighed. Kan jeg da have ret i det? Ja, selvfølgelig. En dag bliver betjenten måske fængselet og havner i cellen ved siden af. Men meget usandsynligt er det sådan, det sker. For at ”skåne” betjenten arresterer man ham i stilhed, og sender ham i et roligt fængsel, og da slet ikke til det fængsel, hvor han har arbejdet selv. Vi er så gode. Nogen skåner vi, f.eks. i bussen på vej i storbyen. Man lader én gå før sig selv, mens man skubber til andre uden at undskylde. Man gør altså på de få minutter, en bustur tager, både gode gerninger og dårlige gerninger. Derfor kan vi ikke straffes for ”vrede”, eller ”opstemthed”. Derfor kan vi ikke gøre os Herre over, hvem vi skal følges med og møde i bussen. Og vi kan ikke – før busturen – ane, hvordan vi vil reagere inde i bussen. Vi kom med os selv. Er vi mest bange for os selv i hele verden, kan ingen andre jo gøre os (mere) ondt. Men de andre kan pludselig være med til at gøre os trygge ved os selv. At kende os selv (igen). At stå op ad et med – menneske, knytter os sammen med det menneske. Om han eller hun dufter eller lugter dårligt.. tjah. I en fængselscelle havde ingen bemærket det. Men i bussen er vi på en anden måde afhængige af hinanden. ”Sæt dig her i stedet for mig”, eller ”gå længere frem, der kommer flere passagerer på”. I dag flyttede jeg mig faktisk fra én, der lugtede dårligt. Det havde jeg det dårligt med. Hvorfor skulle jeg ikke inkludere ham? Hvad havde han gjort galt? I hele verden: Ingenting. Ingen alverdens ting. Kære medpassager; gå fra mig en anden gang. Gå fra mig, uden jeg lugter dårligt, eller siger noget grimt. Gå, fordi jeg tænkte grimt om dig. Du er i din ret. 28.02.2012.
28 feb