Den hvide side foran mig. Som sædvanligt ord, der vil ud. Ligesom musikken flyder i mit hoved, for at være et sted. Et sted at høre til. Ligesom noden på mit papir ikke ville stå der, og ligesom katten, der ikke vil holdes inde. Noget, der ikke kan tæmmes. Livskraft. Katten vil ud og sloges. Den ved, den møder fjender på sin vej. Men hellere det end ligge på sofaen i dvale, og lave ingenting. Jeg selv finder min plads på motionscyklen. Der hører jeg ligesom til her til aften. Og jeg sad såmænd så godt der. Svedens styrke siger mig noget om årstiden, og selvfølgelig temperaturen herinde. Men flere ting siger mig noget om årstiden. Planter i haven, som jeg ikke ved, hvad hedder. Men de rager mig da alligevel, selvom jeg ikke kender deres navne. Hvorfor skulle de ikke høre min have til, som de står der? De har valgt netop min have at vokse op i. Og jeg passer på dem. Nogle ting holder man tæt ind til kroppen, som katten når den er hårdt medtaget. Så vil man give tryghed videre. Af alle ting: tryghed. Kom og læg dig blødt i min favn, mærk du er mig nær, eller jeg er dig nær. Af alle er jeg dig nær. Sov du roligt videre her på sofaen ved siden af mig, for du trænger. I flere dage har jeg haft ondt af katten. Det betyder, at man på egen krop føler med et andet individ. Fordi det rører én. Man får kontakt, medfølelse, indlever. Sætter sig i dets sted. Som havde man selv lige været ude i vildmarken og kæmpe for dagens føde. Men min plads var ved computeren. Ikke ved klaveret (som jeg lige efterprøvede), og ikke foran fjernsynet (også prøvet). Nej – her. Ikke for at sige noget bestemt, eller jeg ved det sådan set ikke. Jeg kunne bare lægge mig blidt op af ordene fra mit sidste blog – indlæg, som for at vise, at der er sammenhæng i mit liv. Hvorfor vise sammenhæng? Jo, det er så beroligende at finde mening. Tage en tråd op fra tidligere, og arbejde videre på den. Spinde videre, så at sige. Det er så meningsfuldt, når man har særlige ord, man holder af, som man kan gentage i det uendelige, uden at blive træt af dem. For de hører én til. Ligefrem tager man ord til sig som sine egne. Uden man dog af den grund har patent på dem, selvfølgelig. Men et eller andet skulle jo indkredse mig i aften. Og disse ord er et middel. Da kender jeg mig selv lidt bedre, for i aften var det disse ord, der kom fra min hånd. Ud i cyberspace. Til ukendt land. Jeg søsatte dem. Også som floskler, og noget andre før havde sagt. I minutter havde jeg dem tæt hos mig. Jeg bandt dem sammen til sætninger. Endda sætninger, der var læselige, og kunne forstås. Ikke som påfund eller fikse ideer, næh som sammenhængende budskaber. For jeg ville vel noget? Jeg ville dig intet. I hele verden skriver jeg dette for min egen skyld. Ikke så meget læserens. Kan det overhovedet retfærdiggøres? Når man publicerer det skrevne, tænker jeg. Var det så lige meget, om det skrevne blev liggende i skuffen, eller gjaldt det noget, at jeg offentliggjorde det. Det gjaldt noget. Du (læser) er måske træt. Du har måske endda den mening, at det burde være blevet i skuffen. Og du fortryder, at du begyndte at læse disse miserable livsskildringer. For hvad vedkom de dig? Næh, ”synder du skal af din nød”, som jeg engang sang i en salme (med tekst af Lars). På én gang er man skyldig, men samtidig trænger man til frelse. På én gang fortabt, men alligevel fundet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg indskød den sætning. Behøver jeg forklare, redegøre? Kunne man ikke forsvare sit udspil, sit indlæg, som et forsøg? Må man ikke gerne prøve sig frem? Jeg har altid været fortaler for forsøgene. De spæde skridt hen imod målet, hvis der er et. De melodier, der ikke var af højeste kvalitet, kom alligevel med i en udgivelse, da den ene melodi ledte til den næste, hvor så den næste melodi var af høj kvalitet, på grund af det forrige fejlskud. Men hvorfor skildre processen? Hvorfor ikke beskrive målet, der hvor man sejrede, eller lykkedes bedst. Hvad skal gråvejr, timer i resignation, venten, sige os? Der er jo væren i det også. Og jeg skal ikke belære læseren (dig) om, hvor det er bedst at være; i regnvejr eller tørvejr. Sol eller skygge. Jeg skal om noget slet ikke belære. Mit ærinde.. må for alt i verden gerne være lille og ydmygt. Næsten ikke til at se. Andre dage tromler jeg folk ned, som jeg møder på min vej, for da har jeg karakter af drama og intensitet, og bølgerne går højt. Det skal næsten ingenting sige, det her. Bare en stille, svalende brise hen over dit ansigt. Ord, der bliver slået fast på tastaturet, på papiret, på blog – indlægget. Måske skulle de slet ikke have været der. Måske skulle jeg have hængt på et træ, som et blad. Helst dit blad. Så kunne jeg bare suge næring af dig, være en del af dig. Og ikke mig, som står særskilt her, som jeg gør. Bare jeg må være en sammenhæng. Være et blog – indlæg, der følger efter et andet. Glemmer man måske sit sidste skridt, inden man når sit mål? Gik jeg forgæves, var hvert tråd i motionscyklen ikke vigtigt i forhold til helheden? Kunne et led undværes? Når katten kommer ind, vil den da ikke summere op, at der var lidt af hvert på dens tur udenfor. Der var: kampe, afslapning, spænding, træthed. Er vi ikke ”lidt af hvert”? Må jeg være to ting på én gang. Have ambivalens, og mene én ting i dag, og en anden ting i morgen? Kan jeg ikke godt være foranderlig, som en ret? Hvem forventer, jeg er ”rolig”, eller ”sød”? Det kan jeg da ikke altid være. Bare disse to ting. Det siger da sig selv, at det ville begrænse mig. At jeg ville begræde min position, fordi der ingen udvikling finder sted. Man kunne af andre blive karakteriseret som: ”rar”, ”positiv”, ja alt muligt. (For) så var man da det. Men bag mit ansigt, og mine gode gerninger, er jeg måske en helt anden. Og hvem ser det? Det gør Gud. Og nogen gange gør hver mand det også. I kirken går man til alters, man tror kun, at Gud ser det. At man går derop for at møde Ham. Men ved siden af én sidder en kvinde, der græder, og til den anden side er der et barn, der forstyrrer nadveren i at nå rundt. Og mange mange ting kan gå ”galt” i ens møde med Gud. Men mit ønske om at være ydmyg her i det skrevne, lufter jeg for Gud, næsten ingen jeg påbegynder skrivningen. Det siger jeg så nu til Jer. Jeg gør mig skyldig i ydmyghed. Ikke at forveksle med ydmygelse, som der engang var en behandler, der påpegede forskellen af over for mig. Det hang ved mig, at jeg lagde mig ned, frem for at rejse mig op. Nu går jeg mere oprejst omkring i verden. Vi går i verden.. nogen af os skriver. Det er et erhverv, vi næsten har givet os selv. Ingen spørger i hvert fald mig, om jeg ikke skriver et blog – indlæg en aften. Det er mit eget påfund, suverænt. Andre vælger en aften med deres familie, venner, eller fjernsynet, måske alle tre ting. Jeg valgte – dette. Min kæreste kommer hjem til et stykke brød senere. En sms – udveksling gav mig et fremstød. Et anstød til at sige: nok er nok. Ikke flere ord. Jeg hviler mit hoved ved at skrive datoen (for i dag) her til sidst. For da går det hele op. I dag var i dag. Og jeg var her på bloggen. D. 4. marts 2012 gik for sig netop sådan her. Og et øjeblik var du her også. Tak for dit besøg. Kom igen en anden gang. Jeg vil da være bedre til at afslutte noget evigt.
4 mar